Frigast-udvalget mangler fornemmelse for kulturen og oplevelsesturismens værdi

Frigast-rapportens kommissorium var at gennemgå statens erhvervsstøtte, der yder tilskud eller giver skattemæssige lempelser til udvalgte aktører i forskellige erhverv og sektorer. Frigast-udvalget havde en bunden opgave om at sanere flere ordninger blandt andet med henblik på besparelser.

Overordnet set er udvalgets gennemgang og i nogle tilfælde sanering af de mange forskellige støtteordninger fornuftig. At institutioner og aktører inden for kultur, turisme og oplevelsessektoren indgår og bliver underkastet et eftersyn på linje med og efter de samme principper som andre sektorer, vidner desuden om, at disse bliver taget alvorligt som investeringer, som det forventes vil generere afkast til gavn for samfundsøkonomien eller understøtte andre samfundshensyn af vital karakter.

Forudsætning for, at dette kan gøres meningsfuldt, er imidlertid, at det sker med en grundlæggende forståelse af netop de samfundsøkonomiske mekanismer, og hvilken rolle kulturen spiller for dem. Og her misser udvalgets eksperter nogle væsentlige pointer.

Kulturens betydning

Ekspertgruppens forslag til helt eller delvist at fjerne støtten til store institutioner inden for arkitektur, design og oplevelsesturisme, herunder Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center, Wonderful Copenhagen og en række turismeudviklingsselskaber viser, at de ikke har den nødvendige indsigt.

Dels er ekspertudvalget fanget i en forældet opfattelse af, hvilken rolle kultur spiller. Om noget, var det det, vi lærte under pandemiens nedlukning. I en tid med fremmedgørelse, bekymringer og frygt var det kulturen og dens institutioner befolkningen søgte. De søgte fællesskaber – nye fællesskaber – via kulturen. Kulturen blev sammenhængskraften i en tid, hvor hjemsendelser og mundbind skabte afstand. Og det er kun fortsat i årene efter.

Se på billederne fra da Tour de France havde etaper i Danmark. Befolkningen søger mod de fælles kulturelle oplevelser. Det er her, vi finder mening og oplever den sammenhængskraft, der ellers er udfordret i en digitaliseret og polariseret tid, hvor ensomhed og den mistrivsel, den medfører, efterhånden er ved at blive et problem, der også trækker negative samfundsøkonomiske spor.

Det er også de kulturelle værdier, der er forudsætningen for, at vi kan tiltrække den internationale arbejdskraft, vi har så meget brug for. Det er ikke et tilfælde at begrebet ’hygge’ har gået sin sejrsgang internationalt, og at noget af det første udlændinge fremhæver, når talen falder på Danmark, er vores lange tradition for godt design og kvalitet. Det er kulturelle produkter, der bærer opfattelsen af, hvordan man ser os som nation og grunden til, at udlændinge vælger Danmark som kommende arbejdsplads frem for andre.

Danmark som et brand og hovedstadens rolle

Det andet punkt, hvor ekspertgruppen misser målet, kan man udlede af deres forslag til at fjerne støtten til Wonderful Copenhagen (WoCo). Og man kan paradoksalt nok finde grunden i dens eget argument for, at der kan gives statslig støtte til turisme og oplevelseskultur: »… turismeproduktet – modsat andre produkter – er sammensat af en meget forskelligartet portefølje af tilbud, som tilsammen udgør det danske turismebrand, hvilket kræver en koordineret indsats at opbygge«.

Det har ekspertgruppen fuldstændig ret i, hvorfor det kan forekomme mystisk, at de anbefaler, at støtten til WoCo fjernes med henvisning til, at det ikke er en statslig opgave. Måske er det fordi, de – trods kendskabet til begrebet branding – ikke har forstået, hvordan det fungerer, og hvilken rolle en hovedstad spiller for et land.

Et lands hovedstad er uden sammenligning det stærkeste kort til branding af hele nationen. Paris er Frankrig, London er England, Sydney er Australien. Og København er Danmark. At promovere og vise København trækker også turister til feriehuse på Vestkysten og festivaler på Fyn. Det er i høj grad gennem promoveringen af hovedstaden, vi bliver bevidste om et land og nysgerrige efter at vide mere.

Til det er de store kultur- og oplevelsesevents, som varetages af WoCo, en fantastisk national platform til international promovering og branding af Danmark. Det er events, som tiltrækker turister og skaber begejstring og engagement i hele befolkningen.

Mange af de events, der ligger under WoCos resort er desuden internationale events, der også afholdes i andre lande. Dette er en oplagt mulighed for at promovere danske værdier. Vi gør det på vores måde, og billederne, der går verden rundt, er ikke bare billeder af vores smukke hovedstad med brosten, moderne og klassisk arkitektur og smilende politibetjente. Det er danskerne og det særlige danske islæt kendetegnet af tryghed, lighed og humor. Vores kulturelle dna.

Erhvervsstøtte skal gives så målrettet og omkostningseffektivt som muligt. Det er samfundets penge, og samfundet skal derfor have gavn af de investeringer, der laves. Og kunst, kultur og turisme skal naturligvis måles og vejes på lige fod med andre erhverv. Men vi må fastholde, at det skal ske på et fagligt grundlag og med forståelse for, hvordan netop disse bidrager.

Det er muligt, at ekspertudvalget ikke har haft adgang til eller har benyttet sig af de data, der ligger, fordi man skal se andre steder end for mange andre erhverv, men selvom vi skal blive bedre til netop at indsamle disse data, så findes der både i Danmark og internationalt mange gode kilder. I den videre politiske behandling af anbefalingerne, må man håbe, at disse bliver inddraget.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 20. marts 2024. Illustration: DALL-E & Adobe Photoshop.

Kulturpasset til unge har enormt potentiale – men for en helt anden målgruppe

Regeringen har præsenteret en ældrepakke, der efter signede vil revolutionere den danske måde at tage hånd om samfundets seniorer. Fokus er på mere selvbestemmelse, værdighed og livskvalitet.

Mere forebyggelse skulle også være et fokuspunkt, selvom det ikke bliver konkretiseret nævneværdigt. Hvis regeringen kiggede i sin finanslov for 2024, kunne den imidlertid få et redskab, som international forskning har fastslået kan levere netop dette, samtidig med reformens øvrige mål.

For på finansloven 2024 er der et initiativ til at teste et kulturpas til landets udsatte unge, der hverken er i job eller uddannelse.

Formålet er, at de med mulighed for at kunne udnytte forskellige kulturelle aktiviteter vil opnå en større tilknytning til samfundet, indgå i fællesskaber og således blive motiveret til at komme videre med deres liv. Kulturpasset skal gives til omkring 46.000 udsatte unge med et samlet budget for 2024-2026 på 140 millioner kroner.

Kulturpassets endelige udformning er imidlertid ikke kommet på plads endnu. Det er stadig til forhandling.

Lav et seniorkulturpas

Jeg har ikke et fagligt grundlag til at komme med en vurdering af, om kulturpasset til udsatte unge vil indfri målsætningen. Men det har jeg til gengæld, hvis man introducerede et kulturpas til en hel anden gruppe i samfundet.

Der ligger et enormt potentiale for forebyggelse, bekæmpelse af ensomhed, bedre fællesskaber og mere livskvalitet, hvis man sætter målrettet ind og sørger for, at et lands borgere har adgang til at udnytte kunst- og kulturtilbud.

Det er der internationale studier, som tydeligt viser. Et eksempel på dette er det globale metastudie fra WHO, som blev offentliggjort i 2019 og viste, at kunsten og kulturen i forskellige former rummer klare gevinster for folkesundheden, især i forhold til trivsel og forebyggelse.

Der er allerede stort fokus i mange af landets kommuner på kultur og sundhed. Og mange kulturinstitutioner er i fuld gang med spændende projekter. Vi har også haft en del politiske initiativer som eksempelvis ’Kultur på recept’, men vi mangler den del af befolkningen, som et seniorkulturpas ville omfatte.

Et seniorkulturpas skulle være for alle landets seniorer. Ingen visitation eller diagnose. Passet skulle som det, der er planlagt for de unge, give adgang til udnyttelse af en bred vifte af kulturelle og kunstneriske tilbud.

For mange seniorer kan økonomien være en begrænsende faktor, og at besøge et museum eller blive medlem af en forening ligger langt nede på deres prioriteringsliste. Et seniorkulturpas kunne således aktivere en stor gruppe af seniorer, der ellers aldrig ville komme i nærheden af disse institutioner og fællesskaber og dermed indfri potentialet for både forebyggelse, bekæmpelse af ensomhed, mere sammenhørighed og bedre livskvalitet.

Udarbejdelse i samråd med institutionerne

Det er klart, at en endelig udformning af et seniorkulturpas skal ske i tæt samarbejde med de forskellige politiske lag, kunst- og kulturinstitutionerne og foreningslivet. Og man vil formentlig også med fordel kunne begynde med nogle testkommuner. Der skal ses på kompensationsmodeller, hvilke områder der skal prioriteres og naturligvis måles på effekt. Selvom vi har et solidt datagrundlag, så skal vi blive klogere og løbende tilpasse vores arbejde.

Men jeg er ikke i tvivl om, at pengene vil være givet godt ud. For en investering i et seniorkulturpas er en investering i fremtiden, da velfungerende samfund er betinget af trivsel og livskvalitet for alle generationer.

Oprindeligt bragt på Kulturmonitor 5. marts 2024.

Iværksættere i den kreative branche har stort potentiale for vækst – og Erhvervsministeriet ved det godt

I forbindelse med udarbejdelsen af regeringens nye iværksætterstrategi, skal der også ses på, hvordan vi definerer iværksættere og iværksætteri, for dermed at få alle brancher med et vækstpotentiale med.

Det er et meget velkomment initiativ. Men for én branche behøver ministeren ikke vente på nye input.

Det store uudnyttede vækstpotentiale er nemlig allerede blevet dokumenteret, og anbefalingerne til indsatser ligger i hans eget ministeriums arkiv.

Skiftende regeringer og øvrige politiske beslutningstagere har historisk haft svært ved at forholde sig til kunst, kultur og den kreative, skabende branche. Hvor ligger den i det store makroøkonomiske system? Er den en bidragyder eller en omkostning?

Den usikkerhed har selvfølgelig betydning i forbindelse med prioriteringen af landets offentlige budget, hvor andre områder er nemmere at finde ressourcer til.

Man mangler håndfaste data og evidens som beslutningsgrundlag, hvis ressourcer skal allokeres i den retning.

Det blevet et ambitiøst politisk initiativ i 2018 iværksat for at tilvejebringe. Initiativet blev døbt Vækstteamet for Kreative Erhverv.

En branche med enormt vækstpotentiale

Vækstteamet blev nedsat af Erhvervsministeriet og var en gruppe bestående af administrerende direktør i Fritz Hansen A/S, Jacob Holm, som formand og 12 repræsentanter fra den kreative sektor. Jeg var også selv så heldig at være en del af gruppen.

Vækstteamets opdrag var meget klart: "Danmark skal i 2025 være et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv, hvor innovation skabes med mennesket og kloden i centrum".

Dets arbejde bestod dels i at indsamle og analysere alle relevante data vedrørende den kreative sektor, for afslutningsvis at formulere en række anbefalinger.

Og der var ingen tvivl.

Danmark stod potentielt med en branche, der kunne sikre Danmark en vækst, ingen andre kunne matche.

Væksttoget efterlader os på perronen

Blandt de vigtigste nøgletal i Vækstteamets redegørelse var:

• I 2016 beskæftigede den kreative sektor 79.000, svarende til seks procent af den samlede danske arbejdsstyrke.

• Den årlige omsætning var 234 milliarder kroner med en værditilvækst på 63 milliarder kroner.

• Inklusiv afledte effekter understøttede den kreative sektor 117.000 arbejdspladser, bidrog med en værditilvækst på 93 milliarder kroner og omsatte for 348 milliarder kroner.

• Den kreative sektor havde eksportindtægter på 43 milliarder kroner i 2009, men hele 92 milliarder kroner i 2016. En vækstrate, der for den pågældende periode var dobbelt så stor som væksten af den samlede danske eksport.

Imponerende tal. Men det var tydeligt, at potentialet var langt større.

Hvis man så på vækstrater og omsætning i globale underholdnings- og mediemarkeder, lå Danmark for eksempel langt efter både Tyskland, Italien, UK, Japan og USA.

Vi kunne således allerede dér konstatere, at et internationalt væksttog var godt på vej til at efterlade os på perronen. Og i kombination med, at World Economic Forum i 2016 udpegede de kreative erhverv som de hurtigst voksende, og de kreative kompetencer som de globalt set tredje mest efterspurgte i 2020 mod en tiende plads i 2015, var der ikke langt til at konkludere, at dette var et område, der repræsenterede et enormt potentiale, men samtidig at der skulle en målrettet indsats til.

Fem indsatser skal følges til dørs

Konkret udpegede Vækstteamet fem indsatsområder:

• Kreative kompetencer og tværfaglighed skal styrke innovation.

• Adgang til risikovillig kapital skal øge investeringer i nye og digitale forretninger.

• Offentlig-privat samarbejde skal sikre innovative udviklingsmiljøer.

• Håndhævelse af immaterielle rettigheder skal fremme et velfungerende marked for kreativt indhold.

• Internationalisering og en fælles fortælling om Danmarks kreative dna skal skabe international synlighed og øget eksport.

Disse brugte regeringen i maj 2019 til en række forpligtende mål og initiativer.

Det kom dog ikke til at gå, som man havde kunnet håbe. For på trods af de lovende tilløb, blev disse aldrig rigtig fulgt til dørs.

Derfor er erhvervsministerens invitation meget velkommen. Den betyder nemlig, at vi igen kan få den kreative branche og dens enorme innovative økosystem af iværksættere i spil. For selvom potentialet kun er blevet større, så er udfordringerne de samme. Særligt når det kommer til iværksættere og iværksætteri.

For selvfølgelig kan Danmark blive "et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv", og den kreative branche og dens innovative iværksættermiljø kan levere vækstrater og velstand og bidrage til de offentlige finanser, som få andre brancher.

Men der skal handles nu, og derfor skal branchen naturligvis inkluderes i den nationale iværksætterstrategi.

Oprindeligt publiceret på Altinget 1. marts 2024.

Modstandskraften opbygges gennem frivilligheden og foreningslivet

Det er blevet moderne at tale om modstandskraft. Det vil sige den altafgørende styrke, vi skal have, så vi ikke bukker under, når udfordringerne pludselig står i kø.

Som individer handler det om alt fra vores sociale netværk og vores jobsikkerhed til vores fysiske og mentale velvære, som alle sammen gerne skal være i tiptop stand, så en eventuel krise blot bliver forbipasserende. Men modstandskraft er også et begreb, der benyttes på samfundsmæssigt niveau.

Når vi taler om det danske samfunds modstandskraft, taler vi om det, der eksempelvis skal sikre os mod den teknologiske udviklings skyggesider og den trivselskrise, der hele tiden ser ud til at vokse sig større og større – især blandt de yngre generationer.

Eksempelvis viste "Skolebørnsundersøgelsen 2022" fra Statens Institut for Folkesundhed, at danske børn og unge døjer med nervøsitet, lavt selvværd og inaktivitet, og "DR Medieudviklingen 2023" tydeliggjorde ikke mindst, at skærmtid fortsat er et stort problem. På bare ét år er antallet af artikler om skærmtid eksploderet, så der i 2023 var ca. tre gange så mange som i 2022.

Vi taler også om, hvad vi skal gøre for at styrke Danmarks modstandskraft. Her handler de oplagte svar tit om lovgivningen. Om nye love, regler og regulativer, der kan begrænse det, der svækker os, og give os mere af det, der styrker os.

Det er logisk nok at tænke i sådanne retninger. Men det bliver også hurtigt meget kompliceret. For rejsen er typisk lang fra lovforslag til indførelse og videre til de konkrete effekter heraf.

Måske svaret imidlertid er ganske simpelt. Måske vi kan nøjes med at kigge på, hvad det egentlig er, vi som danskere allerede har i vores DNA, som igen og igen har ført os sammen i fysiske fællesskaber – nemlig frivilligheden og foreningslivet.

Ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde er omkring 4 ud af 10 danskere engagerede i frivilligt arbejde, mens kun omkring en tredjedel aldrig har deltaget i sådanne aktiviteter. Vi tager nok lidt frivilligheden og foreningslivet som en selvfølge, og derfor er vi ikke helt klar over, hvor meget det fylder i den danske kultur. Man møder nemlig det frivillige engagement på tværs af alverdens foreninger og arrangementer. Idrætsforeninger, kulturhuse, sociale hjælpeorganisationer, patientforeninger, festivaler og spejderlejre – for nu at nævne nogle få.

Det, som alle disse foreninger og deres frivillige medarbejdere har til fælles, er, at de rummer alt det, der netop styrker vores modstandskraft. Både som individer og som samfund. Frivilligheden og foreningslivet er netop den perfekte modgift til alt det, der især dræner os:

Den tiltagende politiske splittelse, hvor vi får sværere og sværere ved at håndtere mennesker, der stemmer anderledes og har andre værdier end os selv.

Techgiganterne og deres algoritmer, som tvinger os til at stirre løs i timevis hver dag på de asociale medier.

Den fysiske adskillelse fra andre mennesker, fordi vi netop lever mere og mere af vores liv gennem skærme af varierende størrelse – fra vores smartphone i lommen til computeren på skrivebordet og videre til fladskærmen i stuen.

Den dalende lyst til for alvor at stå sammen som danskere, fordi solidaritet med sine medborgere hurtigt bliver forvekslet med nationalisme, hvormed selvtilstrækkeligheden tit ender med at vinde.

Men med den frivillige indsats følger fællesskabet. Det autentiske fællesskab, hvor man motiveres af at gøre noget godt for andre mennesker. Hvor man knytter bånd med personer, man møder ansigt til ansigt. Hvor man med al tydelighed mærker, at vi alle sammen er forbundet med hinanden – og med et formål, der ligger et langt stykke udover os selv og vores egne behov.

Vi behøver med andre ord ikke at opfinde den dybe tallerken. Vi ved allerede, hvad der skal til for at styrke vores modstandskraft – og vi har exceptionelt gode forudsætninger for at gøre netop dette. Det kræver blot, at vi stiller skarpt på frivilligheden og foreningslivet, og at vi gør, hvad vi kan for at stimulere, skalere og understøtte dette område på et helt andet niveau i de kommende år.

Snarere end at skulle opfinde en helt ny lovgivning kan politikerne i høj grad nøjes med at bakke op om alt det, der allerede fungerer. Alle de eksisterende frivilligorganisationer og foreninger, der relativt nemt kan påvise, at de har potentiale til at vokse sig større og stærkere, bør stå først i køen.

Det er ikke lige så sexet at støtte op om frivilligheden og foreningslivet, som det er at skyde penge i en helt ny, spirende og spændende branche. Men hvis vi tager de udfordringer, vi står overfor seriøst og ønsker at udvikle den fornødne modstandskraft, så er der ingen tvivl om, at det er en af de absolut bedste ting, vi som samfund kan gøre for os selv.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 29. februar 2024. Illustration: Gert Ejton.

Det er ikke AI, der er problemet på de journalistiske redaktioner – det er forretningsmodellen

Der er for tiden stor usikkerhed og ambivalens vedrørende fremkomsten af og den brede tilgængelighed til den nye revolutionerende AI-teknologi.

Er det en trussel, en udfordring, et håb eller blot det næste naturligligt skridt i vores teknologisk evolution? At det vil betyde fundamentale ændringer af vores arbejdsmarked, lader der dog til at være udbredt enighed om, og med jævne mellemrum offentliggøres analyser af hvilke jobfunktioner og brancher, der vil være særligt udsat.

Særligt i mediebranchen og for journaliststanden, vil der ske store forandringer, og det har ført til bekymringer for, hvilke konsekvenser det vil have for medierne som fundament for et åbent, informeret og tillidsbaseret demokrati.

Men problemet er ikke, at vi nu har adgang til en ny teknologi, og at fokusere på det ignorerer den helt grundlæggende udfordring og blokerer derfor for de overvejelser og beslutninger, vi bliver nødt til at tage.

Vi ved allerede, at generativ AI som ChatGPT hurtigt og effektivt kan levere brugbare bud på almindelige journalistiske rutineopgaver som sportsresultater, virksomhedsoplysninger og navnestof.

Men de mere avancerede journalistiske discipliner står lige på tærsklen til også at blive overtaget.

Problemets kerne

Inden for de næste par måneder vil en 100 procent AI-genereret TV kanal se dagens lys, når Channel 1 lancerer AI TV, der bliver en landsdækkende kanal i USA kun med avatars og indhold, der er produceret uden journalistisk involvering. Den vil senere blive global, og man vil selv kunne vælge, hvilket sprog værten skal tale.

Eller sagt på en anden måde: Der er ikke noget, der er fredet.

Medmindre vi beslutter, at det skal være det.

For det er netop ikke kun et spørgsmål om teknologi. Teknologien er et redskab. Et redskab, som vi kan vælge at bruge til at effektuere de beslutninger, vi har taget. Og de beslutninger, vi skal tage, vedrører noget helt fundamentalt i vores syn på medier, deres rolle og ansvar som en bærende institution i vores demokrati.

For at træffe disse beslutninger, må vi se på problemets kerne, som er den markedsgørelse og medfølgende ændring af mediernes forretningsmodel, der har været under udvikling i årtier. Noget, som bliver både accelereret og skaleret voldsomt med AI, men som ikke udelukkende sker som en konsekvens af den.

Et eksempel er BT, der gradvist har omlagt til digitalt format og nu ikke længere eksisterer på tryk, er gratis og 100 procent annoncefinansieret.

En forretningsmodel, der bygger på at være annoncefinansieret, betyder, at hvert klik tæller. Det digitale annoncemarked er mere eller mindre medieagnostisk: Annoncer placeres der, hvor der er flest, der se dem.

Hvis et medie skal leve af annoncer, er det således afgørende, at emner og overskrifter genererer så meget trafik som muligt. Ved at lave denne transformation blev BT omlagt til at fungere efter de samme kommercielle markedsprincipper som YouTube, TikTok, Instagram og andre tilsvarende digitale platforme, som vi betaler med vores data og opmærksomhed.

Dikussionens rette fokus

Prioriteringen af indhold, som tilgodeser de kommercielle markedsprincipper, kan man træffe redaktionelt. Det var det Jyllands Posten gjorde, da de valgte at skære i deres kulturindhold, men med AI er det noget, man kan automatisere 100 procent og således fuldstændig eliminere den menneskelige journalistfaglige vurdering af, hvilket indhold man som publicist skal prioritere højest.

Man kan med andre ord underkaste sig de kommercielle markedsvilkår, og lade dette være den eneste gældende væsentlighedsprincip. Og automatisere processen med AI.

Så teknologien er bare et redskab. Det, der er problemet, og det vi skal have til debat, er, hvordan medierne løfter deres ansvar for, at teknologien bruges i demokratiets tjeneste. For udøvelsen af væsentlighedsprincippet, understøttelse af den demokratiske samtale, vores evne til at træffe beslutninger på et informeret grundlag og så videre.

Det er mediernes eksistensberettigelse, og det krav vi skal stille til dem.

Vi skal måle et medie på, om det dækker alle emner med samfundsmæssig betydning. Også selvom kun ganske få vælger at bruge tid på det.

Det er selve public service-kontrakten og de rammer, vi som samfund har besluttet. Medierne bør være garant for, at vi fortsat kan have et åbent, informeret og tillidsbaseret demokrati og ikke blot overlade dette til det politiske niveau og tech-dynastier.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 26. februar 2024. Illustration: DALL–E 3.