Formidlingsbesvær mellem kunst og publikum: Med kommunikation skal bro bygges

En af de meste berømte filosofiske hjernevridere er spørgsmålet om træet, der vælter i skoven: Hvis ingen hører træet falde, har begivenheden så alligevel en lydside?

De fleste af os vil sige, ”ja, naturligvis!”. For lyden afhænger jo ikke af ørerne, der lytter, men af de fysiske omstændigheder, der producerer lyden i første omgang: I dette tilfælde et træ, der styrter mod skovbunden og sandsynligvis producerer en del rabalder på vejen ned også.

Pointen er imidlertid, at denne lyd – hvis ingen har hørt den – hverken er relevant eller dokumentérbar.

Vi kan stille et tilsvarende spørgsmål, når det kommer til det danske kunst- og kulturlivs formidling af sig selv. Det vil sige den formidling, der finder sted gennem pressemeddelelser, på digitale og sociale medier, via forklarende skilte på et museum eller brochurer og plakater i det offentlige rum.

Denne formidling har til opgave at formidle historien om, hvad publikum kan forvente sig at få ud af et værk eller en oplevelse.

Historien kan eksempelvis tage udgangspunkt i den samtid, som værket eller oplevelsen taler ind i. Den kan også handle om de bagvedliggende kunstneriske intentioner – eller om selve frembringelsen, når denne er særligt interessant.

Det er imidlertid ikke nemt formulere og formidle den slags historier, så de faktisk bliver forståelige for de ikke allerede indviede. Dermed kan vi lidt kækt stille spørgsmålet:

Hvis ingen forstår, den historie, der bliver fortalt, er der så overhovedet en historie til at begynde med?

Ligesom træet, der falder i skoven, kan siges at producere lyd, uanset om nogen i praksis hører denne lyd, kan man også argumentere for, at et værk rummer en stor kunstnerisk værdi, selv om ingen forstår det pågældende værk.

Det synes imidlertid åbenlyst, at værdien og relevansen af et kunstværk er proportional med antallet af mennesker, der rent faktisk har begreb om, hvad værket forsøger at sige.

Hvis ingen forstår værket eller formår at forholde sig til det på nogen meningsfuld måde, kunne det lidt hårdt sagt lige så godt ikke eksistere.

Ligesom lyden af det faldende træ, som ingen hører.

Der findes masser af stærke formidlere i det danske kulturliv. Men den kommunikationsmæssige udfordring synes at være særligt stor inden for samtidskunsten. Her kniber det hyppigt med evnen til at oversætte værkerne og oplevelserne til noget, som et publikum uden for indercirklen kan forstå.

Det gælder eksempelvis Claus Egemose og Michael Mørk, som tidligere på året var aktuelle med den principielt set fascinerende udstilling Indoors i Kunsthal Nord. Men kommunikationen af udstillingen fokuserede udelukkende på de to kunstneres interne udforskning af udstillingsrummets rumlighed – næsten som om værket primært blot var en stiløvelse.

Den slags øvelser kan være dybt inspirerende for andre kunstnere, men der var ikke nogen åbenlys indgang, som et bredere publikum kunne bevæge sig igennem for at forstå den dybere mening med udstillingen.

Et andet eksempel er de bidrag, som udelukkende kvindelige og ikke-binære studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademi leverede til dette års CHART Art Fair. 

Kunstnernes kønsmæssige identiteter kunne have været afsættet for en indbydende formidling af, hvilke interessante og relevante værker, der var i vente. Men i stedet blev identitetsspørgsmålet gjort til utvetydigt omdrejningspunktet. Dermed blev selve kunsten bevidst gjort sekundær – og dermed per automatik også markant mindre relevant.

Et tredje og sidste eksempel er udstillingen Extemporary: Art Out of Time, som kunne opleves på Tranen sidste år. Her kunne man på forhånd læse om, hvordan ”nutiden skrumper ind”, og at nogle af udstillingens kunstnere ”vender deres opmærksomhed mod fortiden og fremtiden”, mens andre ”simpelthen afsøger større og andre temporaliteter, der udfordrer vores fornemmelse af tid”.

Det er et klassisk eksempel på, hvordan man taler ned til – eller helt forbi – store dele af de menige kunstinteresserede, som ellers sagtens kunne have fundet den givne udstilling interessant. Hvis altså de havde haft en jordisk chance for at begribe, hvad de kunne hænde at få ud af at aflægge den et besøg.

Lad os antage, at både Extemporary, Indoors og de kunststuderendes bidrag til CHART Art Fair alle sammen var formidable rent kunstnerisk. Samtidskunsten bugner uden tvivl med talent, på samme måde som kulturlivet i bred forstand gør.

Men hvis publikum skal have det fulde udbytte af kunsten, er vi nødt til at forstå, at broen, der ofte mangler mellem kunsten og dens ønskede publikum, skal bygges af kommunikation.

Ja, faktisk bør vi forstå, at kommunikation i sig selv bør betragtes som en kunstart.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 11. december 2020. Illustration: Gert Ejton.

Hvor er kunstnerne henne i coronakrisen?

Siden 11. marts 2020 har vi fået en række hjælpepakker, der har været nødvendige for at støtte et kulturliv, der lider. Og det er heldigvis i mange tilfælde lykkedes at holde kulturinstitutionerne fra konkurs og deres medarbejdere fra jobcenterene.  

Hjælpepakkerne har været gode og nødvendige, ingen tvivl om det. Det er vigtigt, at festivaler, teatre og spillesteder har dækket de faste omkostninger til husleje og administration. Men det er jo i sidste ende ikke det, de er sat i verden for.  

For mens der primært er blevet talt hjælpepakker til de store kulturinstitutioner, bliver der talt mindre om kunstnerne, og den enkelte udøvende kunstner bliver ofte overset. Det er der selvfølgelig mange gode grunde til. Dels har det sidste halve år for de fleste handlet om brandslukning og overlevelse. Uden meget ro til at se særligt langt frem.  

Læg hertil, at kunstnere er en broget flok med snart sagt hver sin arbejdsmetode og forretningsmodel. I modsætning til elektrikere og frisører findes der ingen standardløsning. Kunststøtte er ikke særligt skalerbart.  

Nu skal blikket rettes mod de udøvende kunstnere

Men efter de største huller er lappet er det ikke desto mindre vigtigt, vi nu kaster blikket på netop de udøvende kunstnere. For det er dem, der er grundlaget for, at vi har et mangfoldigt og vitalt kulturliv – også når corona en dag ligger bag os.   

Det er nu, kunstnerne skal have hjælp. Økonomisk – i høj grad. Men måske lige så vigtigt er det, at vi vedligeholder kunstnernes muligheder for at udkomme og forny sig. 

Kulturinstitutionerne har et ansvar for – og en interesse i deres egen overlevelse. Men det nytter jo ikke meget, hvis de overlever, og kunstnerne falder. Det er – eller bør være – lige så meget i kulturinstitutionernes interesse at holde kunstnere i live og i topform. Derfor bør kulturinstitutionerne have lige så meget ansvar for og interesse i at give kunstnerne en måde at nå ud til et publikum. For at holde evnerne ved lige og troen på fremtiden oppe.  

For den skabende kunstner er to ting afgørende: 1) At kunne komme ud med sin kunst og 2) at sikre et minimum af økonomi, der tillader, at man fokuserer på kunsten. 

Det er blevet tid til kunstnerinddragelse

Det, der bliver afgørende de kommende måneder er at gå fra hjælpepakker til at snakke om, hvordan får vi investeret i kunsten og kunstnerne, så vi ikke mister dem. Hvordan får vi sat nogle initiativer i gang, som er investeringspakker til nye kunstneriske projekter, hvor kunstnerne kan udfolde sig? 

Mulighederne er mange. Lad os for inspirationens skyld nævne et par stykker:  

I Berlin har natklubberne fået lov til at bruge offentlige udendørsarealer til at holde lovlige, forsvarlige arrangementer. I London er blandt andet Tate åbnet med faste, ensrettede ruter gennem museet, og rockbandet The Flaming Lips spillede koncert, hvor alle bogstaveligt talt stod i hver deres boble.  

Der har også været rigeligt med gode initiativer herhjemme. 5700 Summer Festival gjorde dyd ud af nødvendighed med intimkoncerter i byens rum. Grøn Koncert sadlede om til en hjemmekoncert/streaming-kombi, og Live Nation har arrangeret en lang række drive-in koncerter. Læg hertil de mange forskellige digitale aktiviteter, der er poppet op det sidste halve år.  

Alle sammen fantastiske eksempler og god inspiration. Men egentlig er pointen her ikke så meget de konkrete tiltag, men idéen om at lade kunstnerne selv bidrage med deres egne bud. At åbne op for kunstnerinddragelsen.  

Kulturinstitutionerne lever af – og som mellemled mellem to parter: På den ene side kunstnerne, der leverer indhold til de kulturelle oplevelser, og på den anden side publikum, der gerne skal have lyst til at tage del i de oplevelser. Gennem de sidste 10 år har publikumsinddragelse været prioriteret i en grad, vi ikke har set før. Men her i coronatiden er det på tide, at vi arbejder mere med kunstnerinddragelse.  

At være kunstner er jo helt grundlæggende at være problemløser. For kunstneren er coronarestriktioner bare endnu et kreativt benspænd. Et vilkår i skabelsesprocessen. Lad kunstnerne komme til orde i udformningen af nye måder at udkomme! 

Hvis vi skal have et bredt og stærkt kunst- og kulturliv de næste år, er det afgørende, at politikere, embedsværk, forvaltninger og kulturinstitutionerne har fokus på, at det er tid til at give kunstnerne en bæredygtig platform for at udkomme. 

Den opgave er blevet sværere. Men den skal løses, hvis vi ikke skal miste det råmateriale, vores branche bygger på.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 27. november 2020.

KulturHave er nu tilgængelig som podcast

Store kulturpersonligheder, fem kulturministre og en bred vifte af kunstnere og kulturaktører fra hele landet. Christian Haves talkshow KulturHave byder på dybdegående interviews med dem alle, og programmet er nu tilgængeligt som podcast. Det er blot det seneste eksempel på, hvordan HAVE A/S tager det på sig at udbrede kunst og kultur i Danmark.

Christian Haves talkshow KulturHave havde premiere på dk4 tilbage i januar 2019. Siden da er der blevet produceret mere end 60 dybdegående interviews med et bredt udsnit af kulturlivets vigtigste og mest prominente aktører. Tilsammen er udsendelserne blevet set mere end 2 millioner gange.

Nu er KulturHave tilgængeligt som podcast – blandt andet via Apple Podcasts, Spotify, Podimo og Pocket Casts. Dermed kan man nemt abonnere på programmet via sin smartphone og lytte til det, når det passer én allerbedst.

Alle nye afsnit bliver naturligvis gjort tilgængelige via podcasten, ligesom man frit kan dykke ned i det omfangsrige arkiv af interviews.

Store kulturpersonligheder, kulturministre og vigtige kunstnere og kulturaktører

Blandt Christian Haves gæster finder man store kulturpersonligheder som Casper Christensen, Bodil Jørgensen, Christian Lollike, Jytte Abildstrøm, Nikolaj Hübbe, Susse Wold og Thomas Blachman.

Have har desuden haft tre tidligere kulturministre i studiet – Marianne Jelved, Mette Bock og Elsebeth Gerner Nielsen – og i de kommende uger kan man glæde sig til to yderligere: Bertel Haarder og Brian Mikkelsen. Sidstnævnte har som bekendt efterfølgende indtaget posten som direktør for Dansk Erhverv.

Endelig byder KulturHave også på et bredt udsnit af knapt så højt profilerede, men mindst ligeså vigtige kunstnere og kulturaktører fra hele landet. Således udgør KulturHave en vigtig platform for den brede vifte af aktører, som øvrige medier typisk ikke producerer dybdegående interviews med.

En forpligtelse for HAVE at udvikle og facilitere kulturformidlingen

”Vi ser det som vores fornemste opgave at være med til at udbrede kunst og kultur i Danmark. Det er derfor, at vi sammen med dk4 har taget initiativ til flere tv-programmer og af samme grund har skabt vores eget onlinemedie, Teaternyheder.dk. Det er også derfor, at vi nu lancerer Christian Haves talkshow som podcast,” forklarer HAVEs direktør Michael Feder og fortsætter:

”Det er ikke blevet nemmere for kulturen i mediebilledet i år, og derfor føler vi som kommunikationsbureau også en forpligtelse til at hjælpe med at udvikle og facilitere nye kanaler, platforme og måder, som kunst og kultur i Danmark kan udbredes på. Vi er stolte over, at vi med dk4 har en samarbejdspartner, der formår at prioritere kulturen lige så højt som os selv, og det er en stor glæde at producere formidlende kulturelt indhold sammen med dem.”

Foruden KulturHave samarbejder HAVE med dk4 omkring programmerne Teaternyheder og Kulturpulsen samt en række udvidede kulturinterviews, der sendes som selvstændige programmer.

HAVE har også indgået et samarbejde med Muusmann Forlag om det nye magasinformat, Omtanke, der ligeledes har dybdegående interviews udført af Christian Have som omdrejningspunkt. Den første udgave, hvor Thure Lindhardt fortæller åbenhjertigt om sit forhold til emner som tro, håb og kærlighed, er netop udkommet.