Politikerne forspilder en enestående chance, når de ikke støtter op om Danmarks internationale film- og tv-succes

Med Thomas Vinterbergs Druk er Danmark godt i gang med at gøre sig bemærket på den globale kulturscene. Filmen har allerede vundet fire priser – bedste film, bedste manuskript, bedste skuespiller (Mads Mikkelsen) og bedste instruktør – ved European Film Awards, som generelt omtales som den europæiske pendant til Oscar-uddelingen.

Ved den egentlige Oscar-uddeling, som afholdes i april, ligger filmen lunt i svinget og bliver med stor sandsynlighed nomineret i kategorien ’Best International Feature Film’. Desuden mener branchebladet Variety, at Mads Mikkelsen også kunne gå hen at blive nomineret for sin præstation, og det samme kunne Vinterberg og Tobias Lindholms manuskript til filmen.

Vinterberg er naturligvis ikke den eneste danske instruktør, der nyder stor international succes i disse år. Især bør vi også fremhæve Susanne Bier, hvis kaminhylde allerede har en Oscar-statuette stående på sig efter sejren med Hævnen tilbage i 2011.

Siden da har Bier blandt andet stået bag filmen Bird Box, som blev set af 89 millioner mennesker via Netflix i løbet af de første fire uger, den var tilgængelig på tjenesten. Hertil kommer den stærkt roste serie The Night Manager for BBC og AMC, som modtog et væld af Emmy-nomineringer og en pris til Bier, ligesom tre af skuespillerne – Tom Hiddleston, Olivia Colman og Hugh Laurie ­– alle modtog Golden Globes for deres præstationer.

Aktuelt er Bier i gang med serien The First Lady for Showtime, hvor hun både er instruktør og executive producer. I serien vil man blandt andet kunne opleve Gillian Anderson, Michelle Pfeiffer og Viola Davis som tre af USA’s tidligere førstedamer (henholdsvis Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obama), og Bier er både instruktør og executive producer på serien, og det er bemærkelsesværdigt, at amerikanerne dermed får en dansker til at fortælle om disse skelsættende skikkelser i USA’s historie.

Vinterberg og Biers succeshistorier er akkompagneret af mange års særdeles positiv international opmærksomhed omkring dansk film og især tv – ikke mindst på grund af serier som Borgen, Broen og Forbrydelsen. I Danmark mangler vi imidlertid en forståelse for, hvor stor denne succes faktisk er.

Det er et kendt fænomen, at man ikke formår at begribe eller italesætte sin egen succes. Måske skyldes det et kollektivt mindreværd blandt befolkningen. En portion jantelov kombineret med det faktum, at vi i forhold til vores indbyggertal kun er på niveau med en halvstor kinesisk provinsby.

På den politiske front er det decideret problematisk, at vi ikke forstår at udnytte det potentiale, som den internationale film- og tv-succes rummer. Hvor er den store nationale og internationale investeringsstrategi for dette område? Hvor er den store internationale markedsføringsindsats? Hvor er de store fortællinger om Danmark som kreativ nation?

Sammen med resten af verden befinder Danmark sig midt i en genåbning, som vi forhåbentlig kommer i mål med i løbet af 2021. I denne forbindelse er det især vigtigt, at vi forstår, hvordan den internationale film- og tv-succes kan bidrage til at skabe arbejdspladser, øge eksportindtægterne og – ikke mindst – bidrage til at brande Danmark internationalt og sætte skub i en hårdt trængt kulturturismesektor.

De helt store spørgsmål, som alle må stille sig bliver således: Hvorfor bliver der gjort så lidt for en branche, der skaber så megen værdi? Hvorfor insisterer vi som land på at forspilde denne enestående chance for at gøre os positivt bemærket ude i den store verden?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 1. marts 2021. Pressefoto: Henrik Ohsten.

En sjælden tak til de sociale medier: Når kendisser udstiller deres egen mangel på situationsfornemmelse

Det ligger mig ikke fjernt at skælde ud på de sociale platforme. Tværtimod er de hyppigt genstand for kritik fra min side, fordi de med deres konflikthungrende sensationalisme bidrager til at sprede misinformation og får mennesker til at bekrige hinanden.

Der er eksempelvis ingen tvivl om, at teknologigiganterne spillede en altafgørende rolle, da Trump-tilhængere gik til angreb på Capitol-bygningen i Washington D.C. den 6. januar. Der kan heller ikke herske tvivl om, at særligt Facebooks altødelæggende algoritmer var med til at sikre Trump sejren i 2016, ligesom de i dén grad også havde en finger med i spillet, da briterne samme år stemte for at forlade EU.

Men af og til er der et lyspunkt. Pludselig kan de sociale medier blive meningsfulde, hvad de ellers kun sjældent er. Et sådant lyspunkt så vi i den ellers så mørke og kolde januar måned, da diverse kendistyper begyndte at poste det ene spektakulære billede efter det andet af deres solbeskinnede ferier i Dubai.

Det var imidlertid ikke billederne i sig selv, der udgjorde lyspunktet. Det var derimod den respons fra de oprørte danskere, som billederne udløste.

I snart et år har danskerne med overvejende imponerende tålmodighed udstået Corona-krisen og alle de benspænd, den rummer.

Hjemmearbejde og hjemmeskole ad infinitum. Et kulturforbrug, der primært har bestået i at afsøge diverse streamingtjenesters afkroge. Mundbind, lige så snart man bevæger sig uden for sin boble. Fødselsdage, familiesammenkomster og fredagsbajere, som blev reduceret til Zoom-møder.

Mere end 2.000 danskere er desuden gået bort som følge af COVID-19, og dermed er et tilsvarende antal familier på tragisk vis blevet et medlem mindre på grund af pandemien.

Hertil kommer naturligvis, at de ellers så rejselystne danskere afblæste deres ferieplaner og blev hjemme på den sikre matrikel. Også efter den mørke vinter var blevet hverdag og trangen til at rejse ud af landet voksede sig endnu større.

Eller, det vil sige – næsten alle danskerne. For der var netop de få overprivilegerede eksistenser, der valgte at trodse myndighedernes anbefalinger og se stort på det kollektive samfundssind, som deres medborgere ellers så tålmodigt udviste.

Når først de var landet i Dubai kunne de ikke dy sig for fristelsen: De luksuriøse stunder ved svømmepølen var simpelthen for fantastiske til ikke at poste på de sociale medier. Det er jo netop det, som især Instagram egner sig så fantastisk godt til – til at vise sine følgere, hvor fantastisk et liv, man har.

Under normale omstændigheder vil følgerne, der måske ikke lever et lige så luksuriøst liv, tage pænt imod strandselfies og afbildning af overdådige middage og drinks i eksklusive omgivelser. De rige og berømte har jo til enhver tid været genstand for en god portion fascination, uanset om man så blot går efter at få tilfredsstillet snagegenet, eller fordi man higer efter selv at opnå samme status.

Der er imidlertid ikke noget normalt under de omstændigheder, vi alle lever under nu. Derfor vækker de dubiøse Dubai-billeder så megen harme hos store dele af befolkningen. En tilsvarende reaktion er naturligvis opstået, efter unge danskere er draget til de østrigske skipister under dække af, at de er arbejdssøgende.

Så godt som alle danskere higer efter luftforandring netop nu, hvor vi så intenst venter på et liv, der ikke domineres af COVID-19. Men vi forstår godt, hvorfor vi er nødt til at vente med at gøre netop dette ønske til virkelighed.

COVID-19 kan netop kun overvindes, hvis alle gør, hvad de kan for at begrænse smitten. For at udvise det samfundssind, som ikke blot skal sikre, at børnene kan komme i skole igen, og at de voksne kan tage tilbage på arbejdspladserne. Det handler netop om samfundet som helhed: Om sygehusvæsenet, erhvervslivet, turismesektoren og kulturlivet, som i lige så høj grad mærker konsekvenserne af COVID-19, som hver enkelt borger gør.

Derfor betyder det noget, når enkelte borgere føler, at de er i deres gode ret til at se stort på myndighedernes anbefalinger – for så ser de samtidig stort på almenvellet og den fælles kamp for at slippe ud af Corona-krisen. Det er noget, vi normalt kalder benævner som asocial adfærd, og det er noget, som den gængse dansker har ganske svært ved at acceptere.

Havde det ikke været for de sociale medier og måden, hvorpå de privilegerede kendissers manglende situationsfornemmelse dermed blev udstillet, havde vi aldrig fået skabt så meningsfuld en offentlig debat omkring danskernes kollektive ansvar. Det er isoleret set et positivt udbytte, som vi takker de sociale medier for. 

Tilbage er der kun at sige, at jeg er særdeles stolt over at dele Danmark med de mere end fem millioner danskere, derikkerejste til Dubai, og som alle sammen bidrager til, at vi forhåbentlig snart kan genåbne vores land.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 13. februar 2021. Illustration: Gert Ejton.

Den nødvendige digitale revolution i dansk kulturliv

I december udkom rapporten Online scenekunst og nye publikumsmøder, som Iscene.dk, Applaus og Roskilde Universitet stod bag.

I denne blev det kortlagt, at 81% af de teaterforestillinger, man kunne opleve under Corona-krisens første måneder – fra marts til august 2020 – bestod af optagelser af traditionelle forestillinger.

Den resterende femtedel var forestillinger, der specifikt blev produceret til digitale eller online medier, og godt halvdelen af disse kunne livestreames.

Det er denne femtedel af forestillingerne, der giver os konturerne af, hvordan den digitale scenekunst kan blive bæredygtig og relevant – også på den anden side af krisen.

Det fascinerende er, at der ikke er nogen af de anvendte teknologier, der for så vidt er nye. Værktøjskassen til at lave innovative digitale forestillinger har teatrene haft i mange år, inden COVID-19 pludselig blev en realitet.

Det har imidlertid været overvældende for scenekunsten at begive sig ind i den digitale dimension, nu man så naturligt føler sig hjemme i det fysiske rum. Potentialet har dog hele tiden ligget der, og med Corona-krisen har det fået mulighed for at manifestere sig.

Så vidt har der været god plads til forskellige eksperimenter på denne front, og også fremover er man nødt til at ty til learning-by-doing for at få identificeret og skabt de digitale rum, som scenekunsten kan udvikle sig og trives i. Men det har været en stor glæde at iagttage, at der i løbet af det forgangne år har været mere end 20 teatre – med Det Kgl. Teater i spidsen – som er trådt ud af sin komfortzone og har kastet sig over at producere digitale forestillinger.

Nu begynder vi så at se særligt innovative tiltag, som eksempelvis Teater V med sin Dramatisk Digi-manuskriptkonkurrence, hvor manuskriptforfattere inviteres til at skrive en innovativ forestilling specifikt til at blive oplevet online. Vinderen vil modtage 100.000 kr. og – endnu vigtigere – en professional produktion af forestillingen på Future V, som er Teater V’s virtuelle scenerum.

Et sådant scenerum har Aalborg Teater også skabt med AAT Stream, og den 23. januar opførte teatret forestillingen Tineonline, og hele 13.000 personer udgjorde samme aften det virtuelle publikum. 

Dette indvarsler det store potentiale, der ligger i at nå et nyt og langt større publikum via den digitale dimension. Pludselig er der basis for en helt anderledes og mere relevant form for publikumsudvikling, hvor man kan nå nye målgrupper og få fat i langt flere af de ikke allerede indviede.

Hertil kommer, at de virtuelle forestillinger åbner op for en bred vifte af muligheder i forhold til partnerskaber med teknologiplatforme og erhvervsvirksomheder, som selvfølgelig vil være interesserede i, hvordan nye og innovative digitale løsninger kan understøtte scenekunstens udvikling.

Foruden teatrene er der naturligvis også en bred vifte af f.eks. museer, spillesteder og festivaler, som er i gang med at etablere meningsfulde digitale rum.

Tilsammen vil alle disse anstrengelser afføde en sand transformation af dansk kulturliv i de kommende år, efterhånden som kunstnerne og kulturaktørerne for alvor finder fodfæste i den digitale dimension.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 1. februar 2021. Illustration: Mikkel Damsgaard.