Frygten for pseudojournalistik bunder i uvidenhed

I et debatindlæg bragt 1/5 i Berlingske udtrykte Alexander Rich Henningsen en alvorlig bekymring over den omstændighed, at en række private virksomheder, kulturinstitutioner og fonde producerer deres egne podcasts, videoer og artikler, som de så udgiver på nettet.

Det er ”pseudojournalistik” som udgør ”en mindst lige så stor trussel” for demokratiet som de amerikanske teknologigiganter. Det vil sige den håndfuld af virksomheder, som styrer, hvilket indhold milliarder af mennesker ser på diverse sociale medier og søgemaskiner.

Henningsen mener, at det kan ”virke lidt for nemt og belejligt at skyde skylden for alle offentlighedens problemer på nogle udenlandske firmaer”.

Han retter derfor sit skyts mod Louisiana, som eksempelvis har publiceret en video, hvor Ursula Andkjær Olsen beskriver sin læseglæde. Han fremhæver også Carlsbergfondet, som blandt andet har publiceret en 40 minutter lang podcast om keramik som arkæologisk redskab. Desuden fremhæves Nationalmuseet, som dedikerer hele serier af podcasts til emner som koreansk kultur og Kronborg Slot.

Der kan kortlægges tre grundlæggende misforståelser, som ligger til grund for Henningsens frygt.

For det første skal det indhold, som aktørerne publicerer, jo ikke erstatte den journalistik, som de publicistiske medier bedriver.

Som Henningsen skriver, så er Nationalmuseets platform ikke ”dér, du finder en kritisk artikel om, hvordan museet forvalter sine skatteyderbetalte midler”. Men det hævder museet jo netop heller ikke. Tværtimod er det en platform, der er fuldkommen i tråd med museets virke som formidler af vores fælles kulturhistorie. 

For det andet hævder Henningsen, at de forskellige aktører har skabt deres egne platforme, fordi det er svært at få traditionel presseomtale. Men der er ingen af de aktører, som Henningsen fremhæver, der generelt har problemer med at få omtale.

Det handler nok snarere om, at aktørerne føler, at de specifikke emner er særligt interessante. Hvis de har ressourcerne til at producere f.eks. en podcast herom, hvorfor så ikke gøre det?

For det tredje hævder Henningsen, at aktørerne bevidst gør det svært at skelne mellem den egentlige journalistik og det indhold, de producerer.

Men er det i virkeligheden så svært at se forskel? Måske er det primært svært for Henningsen selv.

Han tror nemlig også, at den serie af ’bookazines’, der udgives under navnet Omtanke – som rummer dybdegående samtaler, jeg har haft med kendte danske personligheder – er udgivet af min kommunikationsvirksomhed, HAVE A/S.

Det er dog noget så traditionelt som et forlag – nærmere betegnet Muusmann Forlag – der står bag, og varedeklarationen har været tydelig hele vejen igennem.

Skal selv sådanne udgivelser kategoriseres som pseudojournalistik, der udgør en lige så stor trussel mod demokratiet som teknologigiganterne?

I så fald er der vist ingen tvivl om, at Henningsens indlæg først og fremmest er udtryk for neofobi – frygten for det ukendte.

Eller måske snarere: For det, man ikke helt forstår.

Oprindeligt publiceret i Berlingske den 8. maj 2021.

Børns læselyst er fundamentet for fremtiden

Danmark er i vanskeligheder. Læsevanskeligheder.

Sidste år foretog magasinet Skolebørn en undersøgelse, som slog denne omstændighed fast med syvtommersøm: Mere end halvdelen – 53% – af danske forældre oplever, at deres børn kun i ringe grad eller slet ikke har lyst til at læse bøger i fritiden. 

Der er dog opbakning fra 59% af forældrene til kravet om, at børnene skal læse 20-30 minutter derhjemme hver dag. 

Desværre akkompagneres denne statistik af de 55% af forældrene, som føler, at dette krav fra skolens side forårsager konflikter og dårlig stemning i hjemmet. Hele 71% oplever det som en decideret udfordring at få sit barn motiveret til at læse i det påkrævede antal minutter.

Det giver sig selv, at det ikke er godt for samfundsudviklingen, hvis lysten til at læse er dalende blandt de yngste generationer. Men måske vi kunne bekæmpe den uheldige udvikling ved at anlægge nogle nye perspektiver på, hvorfor det er så vigtigt at børn ser læsning som en tiltalende fritidsbeskæftigelse snarere end som en sur pligt?

I årevis har samfundsdebatten omkring børns læsning især fokuseret på to specifikke aspekter.

For det første gælder det de såkaldte nationale tests, hvis formål – med Børne- og Undervisningsministeriets egne ord – er ”at styrke evalueringskulturen i folkeskolen”, og de skal udgøre ”et ensartet værktøj, der kan evaluere på tværs af landet”.

Men som Lars Holm, lektor på DPU, påpeger, har testsystemet den altafgørende mangel, at det evaluerer den enkelte elev som tilhørende en gruppe og ikke som et unikt individ.

”Det harmonerer ikke med pædagogiske eller politiske grundholdninger, der lægger vægt på, at det er den enkelte elevs styrker og svagheder, der skal danne udgangspunkt for vejledningen,” skrev Holm i et indlæg til Skolemonitor i september.

Disse tests er netop et knæfald for konkurrencestatens insisteren på, at alt skal kunne reduceres til sammenlignelige tal. Selv noget så ærkehumanistisk som evnen til at læse og forstå en tekst.

For det andet gælder det debatten om den rolle, som digitaliseringen og især iPads spiller. Ikke blot i børns liv generelt, men også i undervisningen.

For snart tre år siden skildrede jeg i en kronik i denne avis, hvordan vi år efter år – lige siden iPad’en blev lanceret i 2010 – har fået demonstreret, at det på stort set alle fronter er en dårlig idé at stikke disse tablets i hænderne på skolebørnene. Både i forhold til den konkrete indlæring, koncentrationsevnen og den sociale udvikling.

Som jeg citerede en amerikansk lærer, Sarah Moriarty, for i kronikken:

”Børnene er vokset op i en teknologisk verden, og de er jo allerede bedre til at begå sig på computere og iPads end os voksne. Så det er slet ikke der, vi skal lære dem noget.”

Men lad os for en stund glemme disse efterhånden evindelige diskussioner om nationale tests og iPad’ens dæmoniske indflydelse på de kære små.

Lad os i stedet fokusere på alt det entydigt positive, som børn får ud af en styrket læselyst: Læsning stimulerer intellektet og udvider både vores forestillingsevne og vores kritiske sans, hvilket kommer os til gode i alle aspekter af livet.

Tilsvarende bliver vi mere empatiske, og det reducerer både stress og blodtryk at lade sig opsluge af en god bog.

Gennem læsningen får vi også udvidet vores kulturelle og filosofiske referencerammer, hvilket giver os bedre forudsætninger for at forstå verden omkring os.

Desuden er det at læse sammen en tryghedsskabende aktivitet, som styrker de sociale bånd mellem børn og forældre, mellem søskende og mellem skolekammerater.

Tænk, hvis vi først og fremmest fokuserede på alle disse fantastiske alment dannende gevinster ved læsning!

Så kunne vi uden tvivl etablere en helt anden form for læselyst, end den, der opstår, når den fysiske bog blot reduceres til ”det kedelige alternativ til iPad’en”. Eller når konkurrencestaten spiller på frygten for, at vores børn opnår en lavere score end andre børn.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. maj 2021.