Hvem skal tage over fra dronning Ulla?

Der er noget, jeg går og bekymrer mig over. Ja, altså udover alt det, som vi nok alle sammen går og bekymrer os om i denne tid.

Det er en omstændighed, der bliver ved med at nage mig – særligt efter at have set serien af fantastiske udsendelser om vores regent og hendes 50-års jubilæum.

Vi har nemlig en anden dronning udover Margrethe: Dronning Ulla. Den nu 77-årige fru Terkelsen, som godt nok ikke bor på et slot. Men ligesom Dronningen har hun en helt unik position i danskernes bevidsthed, og hun er af gode grunde også en højt elsket skikkelse.

Hvor Dronning Margrethe har en klokkeklar række af tronfølgere, står det anderledes til med Ulla. For hun har ingen oplagte tronfølgere – og det er dét, der bekymrer mig: Hvad skal Danmark gøre, når Ulla Terkelsen ikke er på skærmen længere?

Hun er en fuldkommen enestående institution i dansk nyhedsformidling, og det har hun været i mere end 50 år. Karrieren startede i DR, men hun blev snuppet af TV 2, som fra 1987 og fem år frem gjorde hende til kanalens første nyhedschef. Undervejs i sin karriere har hun rapporteret fra alverdens knude- og brændpunkter – fra London til Washington, fra Berlin til Bruxelles, fra Paris til Kabul. 

Hun taler fem flydende sprog og er – ofte til tv-seernes overraskelse – næsten altid at finde lige dér, hvor dagens største internationale nyhedshistorie udspiller sig. Som om hun har hjemme i en hel håndfuld lande på én gang. Samtidig med, at hun utvivlsomt er pæredansk.

Hun står dér med sit fantastiske Tina Turner-hår, som altid ryger ned i øjnene, og hendes endnu større tørklæder. Altid er hun parat til at fortælle løs med et smittende engagement, og hun formår både klart og intuitivt at formidle komplekse problemstillinger i øjenhøjde med alle befolkningslag.

Som ingen anden kan Terkelsen tage pulsen på det sted, hun nu befinder sig, og med stor empati formidle andre menneskers tanker og følelser. Hun ved nemlig, at den stærkeste nyhedsformidling rummer samtaler med rigtige mennesker.

Derfor undgår hun generelt henvisninger til, hvad diverse kølige eksperter måtte have sagt om emnet – om det så handler om COVID-19, Donald Trump eller naturkatastrofer. Dermed står hun fuldt ud på mål for sin egen nyhedsformidling i en grad, som kun de allerfærreste tør gøre det.

Resultatet er en nyhedsformidling, som både oprigtigt oplyser os og får os til at føle, at vi befinder os lige dér, side om side med Ulla, hvor det hele sker.

Så hvem i alverden skal nogensinde følge i Terkelsens sted? Personligt kan jeg ikke komme på nogen oplagte kandidater.

Som det er tilfældet inden for mange dele af samfundet, er originalitet ikke i højsædet, og aktuelt prioriterer vi som samfund ofte den noget uniformerede stil.

Den kombination af autenticitet og troværdighed, som Terkelsen så imponerende repræsenterer, er således ikke længere på mode, og derfor er der længere og længere mellem de store personligheder i nyhedsudsendelserne på tv.

I stedet har vi udviklet en forkærlighed for de lidt for velpolerede skærmtrolde, der ganske vist er kompetente, men også ganske udskiftelige. Deres mimik strækker sig ofte kun fra det forudsigeligt joviale til den påtagede alvorsmine, når den aktuelle historie er særligt tung.

Generelt handler det tilsyneladende mere om at få skabt en flot produceret og underholdende nyhedsudsendelse, end om at få skabt det, der virkelig oplyser os, griber os og hjælper os til at forstå den tiltagende kaotiske verden, vi alle sammen bebor.

Netop som kaosset tiltager – på tværs af klimaforandringer, Corona-varianter og demokratiets smuldrende fundament – bliver det kun tilsvarende vigtigere, at vi har en nyhedsformidling, som formår at engagere os.

Det er netop afgørende, at nyhedsudsendelserne ikke kun engagerer os som tv-seere, men derimod som borgere, der alle bør bidrage aktivt til at skubbe samfundsudviklingen i en positiv retning. 

Derfor må man håbe, at den originalitet, autenticitet og troværdighed, som Terkelsen gennem årtier har været garant for, igen vil komme på mode og på ny sætte standarden for, hvad god tv-journalistik er.

Efter fire årtier i kommunikations- og mediebranchen vover jeg desuden at fremføre en lille teori, selv om jeg ganske vist ikke kan dokumentere den: I en tid, hvor alt handler om antal klik, så er der flere klik i Ulla Terkelsen end i de polerede mainstream-værter og -formater. Hvis dén teori holder, så har tv-cheferne i hvert fald et ekstra godt argument for at dyrke originalerne i langt højere grad.

Hvad der end kommer til at ske, skal der i hvert fald lyde et stort ønske om, at der snart dukker nogle kronprinsesser og -prinser op, så tronfølgen efter dronning Ulla kan blive sikret.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 1. februar 2022. Illustration: Gert Ejton.

Kronprinsessen har gjort sig mere relevant for befolkningen

Christian Have blev interviewet i forbindelse med Ritzau-telegrammet den 31. januar om Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag. Her udtalte han:

Med sine prioriteringer har kronprinsessen truffet et rigtigt valg, siger kultur- og medierådgiver Christian Have. Det var naturligt, at hun de første år gik mere forsigtigt frem med blandt andet protektioner inden for mode og design.

Dem har hun fortsat, men de står i skyggen.

- Ved at markere sig på nogle store dagsordener gør hun sig mere relevant for befolkningen, og det er klogt, siger Christian Have.

Men det er ikke uden risiko for kritik. Som da kronprinsessen i 2020 var hovedtaler ved Copenhagen Pride Show.

At kongehuset på den måde støttede op om seksuelle minoriteters rettigheder, vakte i nogle kredse kritik. Og det må hun forvente, kan ske igen på nogle af de andre områder, hun har valgt, siger Christian Have.

- Men hun viser os, hvem hun er som menneske. Det samme gør kronprinsen, og det er måske det, der også fremover vil gøre monarkiet relevant.

Foto: Keld Navntoft, Kongehuset.

Trods et benhårdt 2021: Fire grunde til at være optimistisk på vegne af det danske kulturliv i 2022

Når historien skal skrives om, hvordan dansk kulturliv klarede sig igennem 2021, virker det åbenlyst at lægge fokus på, hvor hårdt kulturlivet har haft det.

Historien vil handle om, hvordan nedlukninger og restriktioner har besværliggjort og i perioder endda umuliggjort kontakten med publikum.

Hvordan økonomien har været fuldkommen presset over hele linjen, ikke mindst hos de individuelle kunstnere.

Hvordan diskussionen igen og igen er gået om størrelsen og udformningen af hjælpepakkerne, der skulle sikre, at i hvert fald en kritisk masse af kunsten og kulturen ville klare sig igennem krisen.

Denne historie vil bestemt skildre virkeligheden. Der er ingen tvivl om, at 2021 har været et ualmindeligt hårdt år for kunstnerne og kulturaktørerne. Ikke mindst fordi det fulgte lige efter 2020, der naturligvis var endnu mere kaotisk.

Men det er langt fra den fulde historie. For det dramatiske forløb, som kulturlivet har gennemlevet har også kastet en række uomtvisteligt positive ting af sig.

For det første har krisen tvunget kulturaktører til indgå samarbejder, de aldrig havde overvejet at indgå. Med såvel konkurrenter som aktører langt uden for den kulturelle sektor. Fordi man forstod vigtigheden af at stå sammen og tænke i helt nye baner, hvis kulturlivets overlevelse skulle sikres.

Denne evne og lyst til at samarbejde på tværs forsvinder naturligvis ikke det sekund, krisen er ovre. Tværtimod har den potentiale til at skabe et helt nyt fundament for det danske kulturliv i de kommende år – ikke mindst økonomisk.

For det andet fremtvang krisen en bred vifte af nye kunstneriske formater. Det kan godt ske, at kunstnerne blev afskåret fysisk fra publikum. Men én ting var sikkert: Behovet for at udtrykke sig kunstnerisk og bearbejde det kollektive traume, vi alle er i færd med at opbygge, forblev.

Derfor står kulturlivet nu med en vifte af velafprøvede formater, som markant har øget kunstens kommunikationsmæssige rækkevidde, fordi den ikke afkræver den fysiske tilstedeværelse på samme måde som før. Disse formater vil selvfølgelig også bestå, når krisen er ovre.

For det tredje har krisen sikret kunsten og kulturen en plads i den offentlige bevidsthed, den aldrig har haft før. Før krisen tog befolkningen måske teaterturene, koncerterne og museumsbesøgende en smule for givet. Men nu er borgerne fuldt ud bevidste om, hvor meget de går glip af, når de ikke længere har fri adgang til alle de oplevelser, som kunsten og kulturen er afsender på.

Denne bevidsthed vil også vare ved efter krisen. Sikkert ikke så længe, som man kunne håbe på, men lang nok tid til, at der opstår et momentum, der bestemt bør udnyttes.

For det fjerde har krisen placeret kulturlivet historisk højt på den politiske dagsorden. Statsministeren har af adskillige omgange italesat kulturlivets vigtighed og endda sagt, at vi kunne stå over for en ny guldalder. Marienborg dannede således også rammen om en særlig kultursalon, der formelt kickstartede samtalen om, hvordan denne guldalder kan blive en realitet. Desuden er Kulturens Analyseinstitut langt om længe blevet en realitet, hvormed kulturlivet får den data- og vidensplatform, det har manglet i årtier.

I det, vi træder ind i 2022, har kulturlivet dermed aldrig haft en bedre politisk position og et større potentiale, end det har netop nu. Dét er opløftende.

Nu, hvor 2022 ligesom 2021 starter med en nedlukning, er der så meget desto større grund til at fortsætte de gode takter og udviklingen af de kreative løsninger og forretningsmodeller. Dermed kan dansk kulturliv få det bedste ud af det, der ellers er en svær start på 2022.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 27. december. Illustration: Gert Ejton.

Børnehavebørn kan lære de voksne noget om konflikthåndtering

Lad os tage et kig på, hvad der i løbet af blot en uges tid kan fylde nyhedsbilledet i Danmark.

En omikronvariant, der hastigt spreder sig. En toppolitiker, der bliver dømt ved en rigsretssag. En siddende regering i en minkskandale med sms’er, der må genskabes. Topchefer i mediebranchen, der må forlade deres poster. Internationale kriser, der kan føre til krig når som helst. En antidemokratisk ex-præsident i USA, der åbenlyst begik et kupforsøg efter at have tabt sidste valg, og som alligevel lægger an til at stille op til det næste.

Alt sammen sager og situationer, der sætter det ene store spørgsmålstegn efter det andet ved måden, vi har indrettet os på – både i Danmark og i verdenssamfundet.

Det eneste, vi tilsyneladende er enige om, er, at vi har lov til at snakke rigtig dårligt til hinanden. Folkedomstolen stortrives, og det er blevet ekstremt nemt at definere sin identitet ud fra alt det, man ikke bryder sig om – alt fra personer og bevægelser til virksomheder og organisationer.

Møder man et andet menneske, som er tilhænger af noget, man selv er imod, er den generelle attitude at vi jo lige så godt kan give op på forhånd. For vedkommende er jo tydeligvis moralsk fortabt og dermed ikke værd at indlede en samtale med.

Når både nyhedsfladerne og den offentlige debat er så gennemført konfliktfokuseret og negativ, er der især ét spørgsmål, der ligger mig på sinde: Hvilket indtryk efterlader det hos landets yngste borgere?

Jeg spekulerer over, hvad de vil huske fra deres barndom. Hvad de vil tage med sig videre, hvis det eneste indtryk de har af samfundet er, at de voksne er i gang med at splitte det hele ad, mens de anklager hinanden og ofte udtrykker sig næsten hadfyldt over for personer, de ikke er enige med.

Jeg er velsignet med fire børnebørn, som er henholdsvis 1, 4, 8 og 9 år. Ham på 1 er kun lige ved at lære at gå, men de tre andre er i fuld gang med at gå ud i verden og opleve den.

På det seneste er de to ældste begyndt at stille mig spørgsmål om det indtryk, de så vidt har fået af verden: ”Hvorfor er alle så sure på hinanden? Hvorfor kan folk ikke lide hinanden? Hvorfor kan vi ikke behandle hinanden ordentligt?”

Spørgsmålene er nærmest umulige at besvare, for der er ikke noget godt svar. Verden har aldrig haft så megen velstand, viden og teknologi til rådighed før. Vi har fuldkommen fantastiske midler og kompetencer til at løse konflikter og muligheder for at lære af historien. Netop derfor er børnenes spørgsmål til deres morfar så afgørende: ”Hvorfor begynder man ikke at løse problemerne sammen?”

Vi kan ikke gennemskue konsekvenserne af, at vores børn og børnebørn på denne måde får en næsten eksistentiel utryghed indpodet. Af at de generelt mangler tillid til verden og fremtiden. Men når børnene begynder at stille disse spørgsmål, bør alarmklokkerne ringe hos alle og enhver.

Det giver kort sagt ingen mening, at vi tillader, at verden bliver fuldkommen splittet ad, når vi vitterligt ved bedre.

Vi har ingen gyldige undskyldninger for, at vi taler markant grimmere til hinanden, end vi gjorde for få årtier siden. Forklaringer har vi måske nok, og ikke mindst de sociale medier og techgiganterne er oplagte at gøre til hovedansvarlige for den offentlige diskurs’ deroute.

Men man bør aldrig forveksle forklaringer med undskyldninger.

Det er den samme logik, vi desværre er nødt til at bruge i forhold til klimaet: Vi kan nok godt forklare, hvorfor vi ikke gjorde meget mere meget tidligere. Men vi kan ikke undskylde det.

Én ting er ganske sikkert: Vores børn fortjener uendeligt meget bedre, end den verden de aktuelt har i udsigt til at overtage fra os andre, og der er mange måder, hvorpå negativiteten i verden kan vendes til noget positivt.

Mange kloge mennesker har haft mange kloge bud. Den største visdom, som jeg længe er stødt på i denne forbindelse, kommer imidlertid fra mit 4-årige barnebarn. Han forklarede mig, hvordan han og de andre børn i børnehaven håndterer konflikter – skænderier eller ligefrem slåskampe.

”Så leger vi bare bagefter,” fortalte han mig.

Det fik mig til at stoppe op.

Tænk engang, hvis alverdens voksne mennesker, der bruger deres dyrebare tid og energi på at være i konflikt med hinanden, faktisk også var i stand til at have det oprigtigt sjovt med hinanden.

Der er ingen grænser for, hvilke gensidige spændinger, der ville blive forløst, hvis man gennem humor, satire og leg kunne genfinde hinandens menneskelige sider, i stedet for blot at se modparten som en arvefjende, der skal bekæmpes.

Han har fat i noget, ham den 4-årige. Bedre bud på en konfliktløsningsmodel modtages naturligvis gerne. Men her og nu kan jeg ikke selv komme på et.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 21. december 2021. Illustration: Gert Ejton.

Indstil kandidater til Artbeat Prisen 2022: Hvem er Danmarks bedste kulturformidlere?

HAVE Kommunikation & PR og Spar Nord Fondens traditionsrige kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, bliver uddelt den 14. marts 2022 på Aveny-T.

Der uddeles tre priser – Hovedprisen, Særprisen og Talentprisen – og du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde.

Netop nu er det nemlig muligt at indstille kandidater til de tre priser, og det foregår på Artbeat Prisens website. Du kan indstille frem til og med den 8. januar, og alle forslag bliver forelagt juryen.

Her kan du læse om, hvordan man gør sig fortjent til de tre priser:

• HOVEDPRISEN: Gives til den person, den organisation eller det projekt, som inden for det seneste år har været absolut bedst til at vise retningen og sætte en ny standard inden for kulturformidling.

• SÆRPRISEN: Gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har været et forbilledligt eksempel på, hvordan en uforudsigelig og original tilgang kan skabe rammerne for morgendagens kulturformidling.

• TALENTPRISEN: Gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har udvist et særligt stort talent inden for kulturformidling og, som følge heraf, er på vej til at indtage en markant position i det danske kulturliv.