Vi skal løse kommunikationskrisen, før vi kan løse klimakrisen

Verden befinder sig midt i to skæbnesvangre kriser, og kunsten kan og bør spille en afgørende rolle i måden, vi løser disse kriser på.

Den ene krise er naturligvis klimaet, som – med rette – overskygger alle andre kriser. Løser vi ikke klimakrisen, kan alt andet ultimativt set være lige meget.

Den anden krise er det, vi kan kalde kommunikationskrisen. Det står nemlig skidt til med vores kollektive evne og vilje til at snakke sammen på en konstruktiv og empatisk måde. 

Skal vi løse klimakrisen, kræver det, at vi først løser kommunikationskrisen. For der er næppe noget, der i højere grad end klimakrisen afkræver den gensidige forståelse og evnen til at samarbejde om et fælles mål.

Takket være fænomener som Trump, fake news og et støt stigende antal Facebook-skandaler er det imidlertid blevet tydeligt for enhver, at vi globalt set har langt større kommunikationsmæssige udfordringer, end vi troede. Det er afgørende, at vi ikke lader os ramme af den lammende apati, der ellers ligger ligefor.

I stedet bør vi ty til det redskab, der er bedre end noget andet i denne sammenhæng – nemlig kunsten. Uanset om vi snakker om scenekunst, musik, billedkunst, litteratur, film og tv-serier eller dans, rummer kunsten præcis de kvaliteter, som vi har brug for netop nu.

Kunsten øger nemlig vores empati, når den formidler scenarier, stemninger og følelser, der giver os perspektiver på tilværelsen, som hverdagslivet ellers ikke ville rumme. Den lærer os at forholde os til mennesker og situationer, vi ellers aldrig ville stifte bekendtskab med, og den gør det muligt for os at identificere os med disse. Kunsten tvinger os også til at tage stilling, ligesom den øger vores evne til at tænke kritisk.

Vi bør derfor give kunsten en helt ny og langt større platform. Kun på denne måde kan vi indfri det potentiale, den rummer, for at få os til at betragte verden på nye måder – og for at styrke vores kommunikation med og forståelse for hinanden.

Det er netop kunsten, der kan få os til at føle, at vi er en del af noget større, for det er den også selv. Dermed kan den få os til at forstå, hvordan klima- og kommunikationskrisen er hinandens forudsætninger og udgøre det cement, der forståelsesmæssigt binder det hele sammen.

Især unge kunstnere bør spille en central rolle. Deres budskaber vil måske fremstå rabiate og provokerende for mange. Deres mere aktivistiske tilgang vil tvinge os ud af komfortzonen, og måske det i nuet vil føles som alt for meget at skulle håndtere. Men vi er nødt til at byde de unge, aktivistiske og provokerende kunstnere velkommen. For det er – som historien har vist gang på gang – dem, der frem for alt har mulighed for at rokke ved status quo.

For to år siden foreslog jeg, at der blev etableret en grøn kulturpulje, som skulle sikre, at billedmagerne og historiefortællerne får tid og ressourcer til at formidle en bred vifte af klimarelaterede problematikker. Den idé står jeg ved.

Men det er med tiden kun blevet tydeligere, at kunsten kan og bør spille en altafgørende rolle i forhold til at løse såvel den kommunikationskrise, der rent praktisk skal løses, før vi effektivt kan få greb om klimakrisen.

Det må gerne ske via en statsforvaltet pulje. Men det skal endnu hellere ske med kunstnernes egen ansvarsfølelse som primær drivkraft. De har nemlig helt unikke forudsætninger for at gøre en positiv forskel – og det forpligter.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 29. november 2021. Illustration: Gert Ejton.

Lad os hjælpe samfundets udsatte året rundt – ikke kun ved højtiderne

Snart viser kalenderen 1. december. Dermed er det også tid til den traditionsrige dyst mellem erhvervspanelerne i Øst og Vest, som vil give Dansk Folkehjælps julehjælpskampagne et massivt løft.

Konceptet er ganske enkelt, at erhvervsfolk på hver sin side af Storebælt ringer deres respektive netværk op og opfordrer personerne i den anden ende af røret til at støtte julehjælpen. Målet er selvfølgelig at samle flere penge ind end det modsatte hold.

Dysten varer en time og resulterede sidste år i indsamlingen af hele 13,4 millioner kroner, som blev lagt oven i det beløb, som Dansk Folkehjælp i øvrigt fik samlet ind.

Jeg har selv været en del af Østholdet siden begyndelsen, og det er fantastisk at opleve, hvordan man på blot en time kan indsamle beløb, der ellers ville tage mange uger via traditionelle indsamlingsmetoder.

Selvfølgelig er Dansk Folkehjælps julehjælp blot én indsats blandt mange andre, som eksempelvis Frelsens Hær, Mødrehjælpen og Julehjælpen.dk. 

Det er smukt at mærke, at julen netop er hjerternes tid, og at danskerne – private borgere såvel som erhvervsvirksomheder – så velvilligt bidrager til at sørge for, at udsatte familier får en god jul med alt hvad dertil hører.

Men det giver også stof til eftertanke, at det især er lige omkring jul, at vi i fællesskab kan mønstre denne lyst til at hjælpe de familier, hvor forældrene ikke har råd til at købe gaver eller lave et stort måltid mad.

Der findes flere af den slags familier i Danmark, end de fleste tror, og der er derfor al grund til, at vi udviser en tilsvarende gavmildhed året rundt. Hvis vi har et mindset, der gør det helt naturligt at hjælpe udsatte familier til jul, burde det jo ikke være det sværeste i verden at brede dette mindset ud til også at gælde fra januar til november.

Vi bør derfor bryde med den tankegang, der får mange mennesker til at føle, at det kun er ved særlige højtider, man bør hjælpe, mens det så resten af tiden udelukkende er det offentliges opgave at tage sig af samfundets dårligst stillede. Den tankegang, der kan få os til at føle, at vores arbejde er gjort, lige så snart, vi har betalt vores skat.

Selvfølgelig sidder det offentlige med hovedansvaret, og selvfølgelig kan og bør social- og sundhedssektoren altid optimeres, så de dyrebare skattekroner strækker så langt som muligt.

Men betyder det, at borgere, der tilhører det massive flertal, som både har mentalt og økonomisk overskud til at hjælpe andre, ikke også bør gøre det? Naturligvis ikke.

Der er blevet talt meget om samfundssind det forgangne halvandet års tid. Det har frem alt handlet om ikke at gøre hinanden syge med COVID-19. Det er dermed en relativt passiv form for samfundssind at udvise.

Men udtrykket er godt, og vi bør placere det ind en ny kontekst, der handler om, hvad man aktivt gør for at hjælpe udsatte medborgere og generelt gøre samfundet bedre for alle, der er en del af det. De fleste danskere har mulighed for at hjælpe, og selv et lille bidrag kan gøre en stor forskel. 

Hvis vi vil sikre os, at vi også har et velfungerende velfærdssamfund om ti år, er der derfor alle gode grunde til, at både borgere og virksomheder kommer på banen og udviser samfundssind ved at tage ansvar og aktivt gøre noget. Frem for primært blot at vente til det offentlige tager sig af det – eller til det bliver december, så man lige kan få ordnet samvittigheden ved at give til julehjælpen.

Da Dansk Folkehjælp tænkte nyt og gik fra de traditionelle indsamlingsbøsser til at opfinde erhvervspanelerne, så vi, hvordan nye grupperinger i samfundet kunne hjælpe – på en måde, vi ikke havde regnet med.

Mange af virksomhederne havde næppe heller tænkt over, hvordan de på denne måde kunne gøre en forskel, og ikke mindst Ekstra Bladet spiller som Dansk Folkehjælps partner på kampagnen en afgørende rolle i dens udbredelse og popularitet.

Hvis vi overfører denne kreative tankegang til andre sammenhænge, hvor både borgere og virksomheder på innovativ vis inddrager deres netværk i den gode sags tjeneste, kan der ske store ting.

Så er vi forhåbentlig kun ved den spæde begyndelse af en spændende udvikling, der inden for de kommende år vil transformere samfundet og gøre det naturligt for alle, der kan, at yde lidt ekstra. For den gode gernings skyld, og fordi det føles godt at gøre godt – ikke blot for den gode samvittigheds skyld.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 24. november 2021. Illustration: Gert Ejton.

Når minoritetsroller skal spilles af matchende minoriteter: En kunstnerisk undersøgelse – ikke et politisk statement

Tilbage i 2018 trak Scarlett Johansson sig fra filmen Rub & Tug og rollen som den transkønnede Dante ’Tex’ Gill. Det skete efter intens kritik af Johansson, som gik på, at hun burde have overladt rollen til en transseksuel skuespiller i stedet.

Kort efter kunne man i Informations lederspalte læse disse ord fra Rasmus Elmelund:

”En heteroseksuel ciskønnet skuespiller kan naturligvis sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil. Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet.”

I løbet af de forgangne år er der dog kun kommet tiltagende høje krav om, at roller, der skildrer eksempelvis seksuelle og etniske minoriteter, bliver udfyldt af personer, der tilhører de samme minoriteter.

Da Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater skulle finde hovedrollen til sin aktuelle danseforestilling The Danish Girl, var der et eksplicit ønske om at finde en danser, som havde et ”personligt og indgående kendskab til og erfaring med transkønnethed og queer-identitet”.

Valget faldt på Bjørk-Mynte Paulse til at spille rollen som virkelighedens Lili Elbe, der i 1882 startede sin tilværelse i Vejle som Einar Wegener.

Det er ikke svært at se, hvordan linjerne er trukket ganske hårdt op.

På den ene side har vi folk som Rasmus Elmelund, der tilsyneladende ikke ønsker, at nogen minoriteter skal have særlig adgang til at spille roller, der skildrer de samme minoriteter.

På den anden side har vi en forestilling som The Danish Girl, hvor man i praksis ekskluderede alle hovedrollekandidater, der ikke selv var transkønnede.

Ved første øjekast kan begge tilgange virke problematiske – den ene tilgang vil bevare status quo, mens den anden er ekskluderende.

Men det er vigtigt, at skelne imellem dem. For det er kun holdet bag The Danish Girl, der repræsenterer det, vi kan kalde kunstens væsen: Nemlig evnen til at stille spørgsmål og lysten til at gå nye veje. Til at bekæmpe status quo og prøve ting af, uanset om de fungerer eller ej. For i kunstens verden er processen lige så vigtig som det egentlige resultat.

Det altafgørende er, at vi ikke spænder kunsten og kulturen foran en politisk vogn og eksempelvis gør The Danish Girl og castingen af Bjørk-Mynte Paulse til et kønspolitisk statement. For det er det ikke. Tværtimod er det en spændende kunstnerisk undersøgelse af, hvad der ligger i at sikre denne form for overensstemmelse.

Danmark er i øvrigt både kendt for sin forkærlighed for dogmefilm og for at have været bannerfører for seksuelle minoriteters rettigheder. Er det at opstille castingmæssige dogmer omkring minoriteter ikke en helt naturlig kombination af disse to?

Så i stedet for et se det som en ekskluderende begrænsning, bør man derfor se det som et benspænd, der potentielt set åbner op for nye perspektiver, erkendelser og oplevelser, som man ikke kunne få, hvis man bare gjorde, sådan som man altid har gjort.

Det værste vi kan gøre er netop at gøre kunsten til en unuanceret politisk fløjkrig, hvor man enten er for eller imod. I stedet bør vi omfavne den kunstneriske proces og se, hvad der kommer ud af den.

Måske skaber det uhensigtsmæssige kunstneriske begrænsninger, som vi kan lære noget af.

Måske resulterer det i noget helt fantastisk, som vækker et ønske om mere.

Det modige tiltag, som The Danish Girl repræsenterer, må man uanset hvad håbe inspirerer det øvrige kunst- og kulturliv. For det er af stor vigtighed, at man aktivt forsøger at gå nye veje – også når det kommer til præmisserne for, hvordan minoriteter portrætteres og formidles.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 1. november 2021. Illustration: Gert Ejton.

Et uventet møde i Føtex: Der sad et rigtigt menneske ved kassen

Det var en af den slags dage. Travlheden var i top. Et par møder ventede lige om hjørnet, og jeg ville gerne byde de andre deltagere på lidt at spise og drikke. Så jeg smuttede i Føtex og fandt i al hast det, jeg skulle have.

Jeg nåede frem til kassen, hvor jeg utålmodigt stillede mig i kø. Mentalt var jeg allerede i gang med mine møder, og jeg havde ikke tid til bare at stå og vente. Men som det hurtigt afslørede sig, ville jeg og de øvrige kunder i køen komme til at vente endnu længere, end vi først troede.

Den kvindelige ekspedient besluttede sig nemlig for at hjælpe den kunde, hun var i gang med at ekspedere. Det var en ældre kvinde, som havde fået den forkerte vare ned fra hylden, og ekspedienten besluttede sig derfor at finde den rigtige vare til hende.

Ekspedienten forlod med andre ord sin post på Føtex’ frontlinje – på trods af den hær af kunder, der uroligt stod og trippede i den støt voksende række bag den ældre kvinde.

Da hun gik forbi os, troede vi ikke vores egne øjne. Snakken begyndte at brede sig. ”Tænk sig engang – bare sådan at lade folk stå og vente! Det er da dårlig service! Hun må være under oplæring!”

I flere og flere supermarkeder kan man netop vælge mellem den personlige betjening og selvbetjeningen, hvor man selv skal scanne sine varer. Således også i Føtex, og jeg stod i dette øjeblik og fortrød, at jeg havde valgt den menneskelige betjening.

Men da det så var min tur, blev jeg mødt af et stort smil og en særdeles venlig og personlig betjening. Ekspedienten og jeg mødtes i øjenhøjde, og jeg kunne med al tydelighed og stor fornøjelse betragte et andet menneske, der gjorde sit bedste.

Hendes imødekommenhed og positive tilgang tvang mig på stedet til selv at udstråle en helt anden energi. Jeg var nødt til at smile tilbage til dette menneske, og jeg blev intuitivt klar over, hvad det var, hun ville mig.

Pludselig slog det mig dog, hvor fuldkommen absurd en forestilling, jeg her havde spillet en lille birolle i. Tænk sig engang, at vi bilder os ind, at vi har så rygende travlt, at vi end ikke har tid til, at en ekspedient hjælper en kunde med at få den rigtige vare med hjem. At vi så tit foretrækker den løsning, hvor den menneskelige kontakt bevidst er strøget fra ligningen.

Tænk at jeg ligesom alle de andre havde valgt at fokusere på, hvordan ekspedientens hjælpsomme gerning forstyrrede mit travle dagsprogram, frem for blot at nyde synet af den venlighed, der udspillede sig lige foran mig.

Da jeg få dage senere var endnu en tur i Føtex, gik jeg målrettet efter den samme ekspedients kasse. Denne gang smilede jeg først, og jeg kunne fortælle hende om, hvor stort et indtryk hun havde gjort på mig. At hendes måde at være på var en god, gammeldags øjenåbner for mig, som havde sat både min egen og alle andre menneskers evindelige travlhed i et nyt og tiltrængt perspektiv.

Jeg nævnte også for hende, at hun burde fortælle sin chef, at hun havde fået ros for sin tilgang til arbejdet. For det er netop ekspedienterne og det øvrige personale rundt omkring i butikken, der har den største indflydelse på den konkrete kundeoplevelse. En indflydelse, der i det daglige generelt er langt større end den, som lederne højere oppe i hierarkiet har.

Min forhåbning er, at denne lille historie kan minde os alle om, at vi slet ikke behøver at have så travlt. I denne digitaliserede verden er vi stadigt mere fortravlede. Vi er ’always on’ og altid på vej et andet sted hen – hvis vi ikke mentalt allerede befinder os der.

Når vi end ikke har tid til at købe ind, har vi heller ikke tid til at tilberede og nyde de måltider, vi spiser, og både bogstaveligt og metaforisk fylder vi os med flygtige takeaway-vitaminer. Med alt det, der frarøver os pauserne og muligheden for at møde andre mennesker – som rigtige mennesker, snarere end blot kegler på hverdagens forhindringsbane.

I sidste ende resulterer travlheden i en anti-menneskelig verden, hvor målet ikke er at omfavne alt det, der gør os til mennesker, men derimod at eliminere det, fordi det er besværligt og langsommeligt.

Selvbetjeningssystemerne i supermarkedet er blot ét eksempel på denne udvikling. Men denne lille episode har gjort det klart for mig, hvor vigtigt det er at støtte op omkring den personlige betjening. Fremover vil jeg derfor altid vælge at blive betjent af et menneske snarere end en maskine.

I hvert fald i de få år fremover, hvor muligheden stadig eksisterer.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 27. oktober 2021. Illustration: Gert Ejton.

Kom med til Vækst med Kultur 2021

Vækst med Kultur er Dansk Erhverv og HAVE Kommunikation & PRs årlige nationale konference, som med stor succes har været afholdt i København fra 2017 og frem.

Omdrejningspunktet for Vækst med Kultur er potentialet i partnerskaber mellem kultur og erhverv, der præsenteres med cases og indsigter i udvikling af nye forretningsmodeller, produkter, services og oplevelser. 

Programmet for 2021-udgaven ligger nu klar, og du kan glæde dig til at møde disse spændende speakers:

• Charlotte Andersen, marketingdirektør, Rødovre Centrum

• Jesper Christensen, adm. direktør, Live Nation

• Njusja de Gier, Senior Vice President Marketing, Kvadrat

• Katrine Granholm, digital børneredaktør, DR Minisjang

• Per Halgren, adm. direktør, Jeudan

• Kasper Holten, teaterchef, Det Kongelige Teater

• Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator, Berlingske

• Jakob Jensen, adm. direktør, DBU

• Anne Krogh, Customer Insights Manager, IKEA

• Lennart Lajboschitz, CEO, Mitco

• Henrik Lübker, Creative Director, H.C. Andersens Hus

• Brian Mikkelsen, adm. direktør, Dansk Erhverv

• Theis Pedersen, indsamlingschef, Muskelsvindfonden

• Søren Pape Poulsen, partiformand, Det Konservative Folkeparti

• Matias Seidler, Culture & Heritage Lead, Khora VR

• Claus Thomsen, direktør, Divisionsforeningen

• Andreas Vetö, direktør, Danmarks Underholdningsorkester

• Frederik Wiedemann, kulturchef, Tivoli

Traditionen tro er Christian Have og Ane Cortzen konferencens moderatorer.