Christian Have var den 5. oktober moderator for en debat om kultur og sundhed i Musikkens Hus mellem kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (billedet), regionsrådsformand Ulla Astman og overlæge Per Thorgaard, overlæge og medlem af NOCKS – Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på Aalborg Universitet.
I 2019 rullede en ambulance ind på Kulturmødet og bidrog til for alvor at få sat krydsfeltet kultur og sundhed på dagsordenen. Den 5. oktober dannede Musikkens Hus rammen omkring en inspirerende paneldebat, hvor kulturministeren bakkede op om denne vigtige dagsorden.
Flere undersøgelser har påvist, at der er en sammenhæng mellem kultur og sundhed, og netop dette udgjorde omdrejningspunktet for debatten.
Som følge af tætte samarbejder på tværs af forskellige sektorer er eksperterfaringen i Nordjylland stor, når det kommer til at dokumentere, hvordan eksempelvis musik, kunst og teater kan være med til at lindre en række lidelser, heriblandt depression.
Så spørgsmålet er: Hvorfor bruger vi ikke denne viden til systematisk at udarbejde endnu mere sundhedsfremmende kulturindsatser?
Foruden paneldebatten holdt hver deltager desuden et 10-minutters oplæg.
Unge kulturentreprenører skal have deres egen investeringsfond
Som samlet hele er Danmarks unge kulturentreprenører selvkørende, kreative og initiativrige væsener. De står på spring for at føre deres idéer ud i livet, og det eneste, der af og til mangler, er det økonomiske fundament.
Dog er det typisk ikke ret store beløb, der skal til. Selv med et minimum af midler kan de unge tit nå markant længere, end man lige tror.
Penge skal der dog altid til, og derfor bør der etableres en statslig investeringsfond, som specifikt er målrettet unge kulturentreprenører. En fond, der kan uddele det, man i startup-verdenen kalder ’seed money’ – det vil sige opstartsmidler, og de bør uddeles uden krav om tilbagebetaling.
Det vil være en lillebitte dråbe i det enorme hav, der udgør statens samlede udgifter. Men vi vil få investeringen så mange gange igen, at det ikke bør være et spørgsmål om, hvorvidt sådan en fond bør etableres, men snarere, hvor hurtigt det kan ske.
Som altid bør vi se uddelingen af offentlige midler til kulturaktører som en investering i kulturlivet – ikke blot som støtte – og ingen steder er pengene givet bedre ud end hos de unge kulturentreprenører. For det er dem, der udklækker alle de idéer, formater og talenter, som vil forme morgendags kulturliv.
Dette så vi i aktion, da en gruppe unge stablede festivalen OFF TRACK på benene i Struer. En projektleder blev syg, men de unge nægtede at lade projektet kuldsejle. Derfor overtog de styringen og øgede de tildelte 200.000 kr. med yderligere 100.000 kr., som de selv fundraisede.
Resultatet var en tre dage lang festival i slutningen af august, der bør på alt fra koncerter, film og dans til poetry slam, street food og kreative værksteder. En festival af, for og med de unge.
Vi ser en lignende entreprenørånd hver eneste gang, en ung billedkunstner selv arrangerer en udstilling, i stedet for at vente på, at et galleri byder dem inden for. Hver gang en musiker selvfinansierer et album og udsender det uden om de etablerede musikselskaber. Hver gang en gruppe af scenekunstnere laver deres egne teaterproduktioner, som de så drager på turné med rundt i landet. Og så videre.
Foruden etableringen af en investeringsfond kan man, med inspiration fra coronahjælpepakkerne, skabe en række fordele, der skal hjælpe de unge kulturentreprenører i den altafgørende opstartsfase. Foruden staten er det naturligvis også en god idé, at kommuner, regioner og fonde skruer op for investeringerne i de unge kulturentreprenører.
Tidligere regeringer har på forskellig vis forsøgt at etablere systemer og løsninger, der skulle tilgodese de unge kulturentreprenører, men det er aldrig lykkedes at føre idéerne tilstrækkeligt godt ud i livet.
Det skyldes givetvis, at den brændende platform har manglet. Men nu – midt i både klimakrise og Corona-krise og med en stærkt politisk bevidst og formålsdrevet generation af unge – er der i dén grad momentum for at skabe de rammer, der kan indfri det potentiale, som de unge rummer.
Den aktuelle generation af unge er desuden kendetegnet ved, at den er langt mindre berøringsangst over for markedet end tidligere generationer af kunstnere og kulturaktører har været. Således står de unge midt i en trekant bestående af civilsamfundet, markedet og kunsten. De har imponerende intuitiv fornemmelse af disse tre elementers forbundethed, og det giver dem langt større bevægelsesmuligheder
Fra statens synspunkt er det godt nyt: Det øger nemlig kun sandsynligheden for, at de investeringer, man foretager i de unge, resulterer i et stort og værdifuldt afkast.
Det er blevet svært at sige goddag: Danmark har fået krammeabstinenser
“Undgå kys og kram.”
Det var en noget nær ufattelig udmelding, som borgerne modtog fra de danske myndigheder og statsministeren tilbage i marts 2020.
Var det virkelig ikke længere tilladt at kysse og kramme dem, vi elsker og holder af? Skulle vi til at bryde det veletablerede sociale kodeks over for familiemedlemmer, venner, bekendte og nære professionelle relationer? Skulle vi helt undgå det kram, der for de fleste er ligeså naturligt, som at smile og sige hej?
Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen var klar. Ja, faktisk måtte man end ikke give hånd længere.
Ubegribeligt nok er der nu gået mere end halvandet år, siden danskerne modtog den dramatiske melding. Den kom kort tid inden den 11. marts 2020, da COVID-19 formelt lukkede landet ned og begrebet ”Corona-krisen” kom på alles læber.
Den 10. september 2021 ophørte en bred vifte af de hidtidige krav og restriktioner, og i Danmark har COVID-19 nu ikke længere status som en ”samfundskritisk sygdom”. Så kunne man tro, at alt ville vende tilbage til normalen. Men det er så langt fra tilfældet.
Det er der tre primære årsager til.
For det første er der trods høj vaccinationsrate stadig en del personer, der af forskellige årsager ikke er vaccinerede.
For det andet er COVID-19 ikke ligefrem udryddet, og med de forskellige varianter – ikke mindst den aktuelle Delta-variant fra Indien og Mu-varianten fra Colombia – er vi fortsat i risiko for at skulle gennemleve endnu flere bølger.
For det tredje har vi nu brugt halvandet år på at øve os i at holde afstand til vores medmennesker. En øvelse, som de færreste af os har prøvet kræfter med før.
Det bidrager alt sammen til, at det sociale kodeks, som vi alle sammen er blevet opdraget til at følge, fortsat er i opløsning. Vi befinder os i et ingenmandsland, hvor vi aldrig kan være helt sikre på, hvordan vi skal hilse på hinanden, være kærlige eller signalere imødekommenhed.
I den verden, som jeg først og fremmest begår mig i – kunst- og kulturlivet – er det kutyme, at man ikke blot giver kram, men også kindkys, når man mødes. Hvis man før i tiden holdt igen med dette, kunne det nemt blive opfattet som værende decideret uhøfligt. COVID-19 har dermed medført en lang række exceptionelt mærkværdige situationer i selskab med professionelle relationer – såvel som venner og familie, da den omgangsform, man er vant til, naturligvis også præger, hvordan man omgås sine nærmeste.
For mange mennesker har konsekvensen af de forgangne 18 måneder været store psykiske udfordringer. Markant mere ensomhed og fraværet af varme hænder, kram og kys har sat sine spor i store dele af befolkningen, og dermed har krisen skabt et kollektivt traume, som vi bliver nødt til at bearbejde i de kommende år.
Det er, med andre ord, en samfundsmæssig udfordring at genetableret det sociale kodeks, så vi får varmen tilbage. Men da vi ikke uden videre kan vende tilbage til sådan, som vi gjorde før, er vi nødt til at udvikle nogle nye måder, som fungerer for alle – uanset om man er forlegen, ivrig eller forsigtig. For det er afgørende, at vi som mennesker er i stand til at omgås hinanden på en intuitivt imødekommende måde.
Sundhedsmyndighederne kunne fortælle os, hvad vi ikke burde gøre, så vi bedst muligt kunne holde COVID-19 på afstand. Men det er ikke op til myndighederne at genetablere det sociale kodeks, så her må vi selv tage ansvaret.
Vi kunne oplagt at lade os inspirere af asiatiske kulturer, hvor man på forskellig vis samler eller folder sine hænder foran sig, ofte akkompagneret af et buk. Man kunne også holde en hånd op til hjertet – og selvfølgelig akkompagnere gestussen med et stort smil, så man med al tydelighed signalerer hjertevarme snarere end spontane kvababbelser.
Hvad vi end finder på, er det altafgørende, at vores goddaghilsen til at begynde med er både kontaktfri og utvetydigt imødekommende, så den hverken forarger folk eller gør nogen kede af det.
Vi befinder os i en tidsalder, hvor polariseringen hersker, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi forstår betydningen af vores forbundethed. Hermed menes ikke blot det metaforiske fællesskab, men den konkrete, fysiske forbundethed, hvor vi kommer tæt på hinanden, lytter til hinanden og ser hinanden.
Det er på dén konto, at vi er i underskud – både individuelt og kollektivt. Da kyssene og krammene forsvandt, begyndte vi nemlig hurtigt at få abstinenser. Men det var abstinenser af den gode slags, fordi de med al tydelighed lod os mærke længslen efter det, der gør os trygge, glade og generelt godt tilpas.
Lad os gøre alt, hvad vi kan for at få stillet denne længsel. På en ansvarlig og medmenneskelig måde.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. september 2021. Illustration: Gert Ejton.
Skal kulturen spire til en ny guldalder, kræver det et opgør med de seneste 20 års politik
Store kriser skaber tilsvarende store mulighedsrum. Danmarkshistoriens stærkeste eksempel på denne omstændighed så vi tilbage i 1813 med statsbankerotten, der gik forud for den periode i 1800-tallet, vi nu kender som guldalderen.
I dag, hvor vi fortsat kæmper med at få bugt med covid-19, er der skabt et tilsvarende mulighedsrum. Det virker derfor ikke tilfældigt, når Mette Frederiksen slår fast, at dansk kunst og kultur potentielt står over for en ny guldalder.
Sammen med sin nye kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, står statsministeren netop med en både historisk stor mulighed og et enestående ansvar for, at kulturlivets genoprejsning ikke blot bliver ved skåltalerne. Så lad os tage hende på ordet og antage, at det må være en version 2.0 af den oprindelige guldalder, hun har i tankerne, når hun bruger dette begreb.
Omdrejningspunktet for den krise, der førte til statsbankerotten, var – kort fortalt – økonomiske vanskeligheder på grund af for mange udgifter til militæret og for få toldindtægter.
Som følge af krisen skulle alle udgifter skæres ind til benet, herunder også budgettet til Kunstakademiet, som var landets førende kunstinstitution. Indtil kronprins Christian, som senere blev til kong Christian VIII, protesterede med disse skelsættende ord:
»Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op at være en stat«.
I årtierne, der fulgte, udfoldede den danske guldalder sig, og det er i allerhøjeste grad i denne periode, at grundlaget for nutidens Danmark blev skabt.
Guldalderen bestod af en kulturel og filosofisk opvågnen, hvor kunsten og kulturen blomstrede op side om side med videnskaben, erhvervslivet og det politiske liv. Med inspiration fra det gamle Grækenland blev siloerne nedbrudt, og der opstod en kollektiv forståelse for, hvad der kan ske, når tunnelsynet kasseres og erstattes af et langt mere holistisk blik på livet og samfundet.
Det var ikke tilfældigt, at guldalderen kastede to af danmarkshistoriens absolut vigtigste begivenheder af sig: enevældens ophør i 1848 og grundlovens vedtagelse i 1849.
Med den mere holistiske tilgang til samfundsudviklingen erkendte man, at det netop er kunsten og kulturen, der tydeligst omfavner og udtrykker de samfundsmæssige værdier, identiteten og den fælles historie, som altid er til stede i videnskaben, i erhvervslivet og i politikken, der føres – uanset om vi bemærker det eller ej.
Denne erkendelse var netop forudsætningen for den danske guldalder, hvor en bred vifte af kunstnere og kulturaktører var højt agtede og altafgørende bidragydere til de omsiggribende samfundsmæssige forandringer, der ventede forude. Dette kom allertydeligst til udtryk gennem det utal af saloner, der bød på en særdeles stor trafik på tværs af samfundets sektorer og vidt forskellige vidensfelter.
Helt i guldalderånden var det netop en salon, som statsministeren og kulturministeren i fællesskab inviterede 44 vidt forskellige aktører fra kulturlivet til. Nærmere betegnet 30. august på Marienborg til en samtale om, »hvordan vi sammen kan gøre coronaeftertiden til en ny guldalder for kunst- og kulturlivet«, som der stod i den officielle invitation.
Efter to års kulturpolitisk ørkenvandring, der var blottet for visioner og næsten kun bestod af diskussioner om og uddeling af coronahjælpepakker, er det et vigtigt skridt, som de to ministre hermed har taget.
Kigger vi tilbage over historien, er det i øvrigt ikke blot et skridt væk fra de forgangne par år. Det er også et opgør med den stil, som Anders Fogh Rasmussen lagde for dagen for nu 20 år siden, da han tog sit famøse opgør med smagsdommerne og paralyserede kulturpolitikken.
Siden da har der naturligvis været kompetente kulturministre på posten, men på statsministerniveau er der – indtil nu – ingen, der har taget et tilstrækkeligt stærk opgør med Fogh og hans uvilje mod at føre en visionær og progressiv kulturpolitik.
Her og nu har den nuværende regering en enestående chance for på tilsvarende vis at sætte en dagsorden, der vil påvirke kulturlivet i årtier fremover.
Vi kan i disse dage fejre 60-året for oprettelsen af Kulturministeriet, og socialdemokratiske Julius Bomholt var den første minister på den nyoprettede post. Hans parti fejrer desuden sit 150-års jubilæum i år, og den bedste jubilæumsgave, som Frederiksen og Halsboe-Jørgensen kan give såvel sig selv som hele Danmark, er en kulturpolitisk vision, der genindfører guldalderens silonedbrydende, holistiske blik på livet og samfundet.
En vision, som ikke blot handler om fordeling af penge, men som italesætter dannelsen og digitaliseringen, redefinerer public service-begrebet, tager kampen op med techgiganterne, og som satser på både de nationale og lokale medier.
En vision, som forstår, at Danmarks kreative potentiale ikke kun er placeret hos forfatteren, maleren, digteren, musikeren og dramatikeren, men i lige så høj grad hos designeren, spiludvikleren, filmskaberen, kokken, animatoren, tekstforfatteren, arkitekten – og alle de andre professionelle aktører, for hvem kreativiteten er deres uden-hvilket-intet.
En vision, som i sin kerne forstår, at kunsten og kulturens potentiale er kæmpestort og mestendels uindfriet, når det kommer til krydsbefrugtningen med samfundets øvrige områder – ikke mindst social- og sundhedssektoren.
Ultimativt set handler det dermed om meget mere end blot kulturpolitik. Formålet med en sådan vision er at sætte en retning for Danmark, som på positiv og inspirerende vis vil præge de værdier og det mindset, vi vil have i generationer.
I bedste fald vil det fungere som modgift til den måde, hvorpå det politiske landskab de seneste 20 år har været præget af Foghs kultursyn, hvilket har ført til mange forspildte chancer for at indfri det potentiale, som ellers har ligget ligefor.
Historien vil vise, om Mette Frederiksen og Ane Halsboe-Jørgensen griber denne historiske mulighed. Hvis det sker, og hvis de relativt få nødvendige udviklingsmidler bliver tildelt til de rette aktører, er der grund til at forvente en sand kreativ eksplosion.
Den eksplosion, som vil markere, at vi nu endelig – to århundreder senere – endelig kan byde guldalderen version 2.0 velkommen.
Oprindeligt publiceret i Politiken den 17. september 2021.
Et analyseinstitut, der kan indfange kulturens saft og kraft
Pludselig begyndte det at gå stærkt: Snakken om etableringen af et Kulturens Analyseinstitut tog for alvor til i løbet af august.
Den Radikale kulturordfører, Zenia Stampe, slog fast, at hele kulturlivet bakker op om idéen om at få et sådant institut placeret på finansloven. Det samme gør Venstre, Konservative og SF i øvrigt også.
En alliance – bestående af Dansk Erhverv, Danske Kulturbestyrelser, KL, Aarhus Universitet og Augustinus Fonden – leverede et konkret bud på, hvordan instituttet kunne stykkes sammen.
En anden alliance – bestående af Dansk Teater, Danmarks Biblioteksforening, Dansk Live, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Organisationen Danske Museer og Danske Koncert- og Kulturhuse – skildrede, hvad det præcis er for nogle udfordringer, som instituttet skal løse.
Oven i det hele har vi så fået en ny kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, som er gået direkte ind i debatten. Hun udtrykker en sund skepsis i forhold til, hvilken effekt et Kulturens Analyseinstitut vil have. Som hun udtrykker det, er der ”så meget mere saft og kraft, end jeg tror, at sådan nogle analyser kan vise”.
Det er absolut positivt, at hun udtrykker denne skepsis, for det vidner om ministerens forståelse for, at eksempelvis kunstneriske oplevelser, og den værdi de skaber for publikum, ikke kan reduceres til simple sammenlignelige tal.
Historisk set er det absolut glædeligt, at der for alvor er ved at ske noget på denne front. Tilbage i 2015 skildrede jeg i bogen Den nye guldalder mine egne ganske detaljerede bud på de opgaver, som et Kulturens Analyseinstitut burde varetage.
Den daværende Radikale kulturminister Marianne Jelved fattede stor interesse for projektet, og de første skridt til at få instituttet etableret blev taget. Det forblev dog lige ved og næsten – men det slog tydeligvis ikke de Radikale af hesten, da Zenia Stampe efterfølgende har været en af idéens primære forkæmpere.
Der skulle imidlertid en pandemi til, før den bredere skare af politikere og organisationer for alvor kunne se, hvor afgørende kunsten og kulturen er for vores demokratiske samfund. Desuden er det blevet tydeligt for enhver, hvor dårligt kulturlivet har været stillet under krisen, netop fordi den fælles referenceramme, som instituttet vil udgøre, åbenlyst har manglet.
I post-Corona-tiden bliver det om muligt endnu vigtigere for kulturlivets aktører og institutioner, at man er i stand til at dokumentere sin eksistensberettigelse og den værdi, man tilfører sit publikum, sit fag og samfundet som helhed.
Denne opgave kan et analyseinstitut gøre lettere – i hvert fald hvis det lykkes at få defineret værdiparametre, der bevæger sig et godt stykke udover de økonomiske. Risikoen er netop, at et analyseinstitut først og fremmest vil blive brugt negativt: Til at gå til angreb på de kunstnere og institutioner, som ikke skaber tilstrækkelig værdi i kroner og øre. Men især eksperimenterende projekter skal have mulighed for at vokse sig store, før de dømmes inde eller ude.
Derfor er det altafgørende, at man helt fra begyndelsen får slået fast, at den værdi, man vil analysere på, også handler om den ”saft og kraft”, som den nye kulturminister allerede har italesat.
Instituttets opgave bør nemlig først og fremmest være at understøtte udbygningen og udviklingen af dansk kulturliv, så det står så stærkt som overhovedet muligt. På den økonomiske front, jovist – men frem for alt på de kunstneriske og dannelsesmæssige fronter, hvor værdien ikke bare kan indfanges via en skala fra 1 til 10.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 6. september 2021. Illustration: Gert Ejton.