Hvordan kommer politikerne den giftige kommunikation til livs?

Lad mig tage dig med på en rejse til demokratiets utopia.

Her møder vi en vifte af politikere. De har en masse forskellige idéer til forbedring af samfundet, som de så præsenterer på saglig vis for vælgerne. De politikere, der møder størst opbakning til deres idéer, bliver belønnet af vælgerne med en plads i parlamentet.

Her sidder de så, side om side med andre politikere, med henblik på at samle de flertal, der kan få diverse tiltag vedtaget. Jovist, de ideologiske klinger krydses, og lidenskaben er åbenlys. Men det er altid de mest overbevisende argumenter, der løber med sejren og til sidst sikrer flertallet af stemmerne.

I dette utopia kan vi med stolthed betragte demokratiet i aktion: Et samfund, hvor borgerne vælger politikerne, som så gør det arbejde, de er blevet valgt til – en forbedring af samfundet, skridt for skridt.

Men ak! Her knækker vi pladen, vågner op til dåd og minder os selv om, hvor ualmindelig langt fra virkeligheden denne skildring er. I de seneste år har det politiske landskab bevæget sig væk fra dette ideal med hastige skridt.

Den aktuelle udvikling begyndte, da spindoktorerne gjorde deres indtog, og den er kun accelereret i takt med digitaliseringen af de traditionelle medier – og naturligvis de sociale mediers fremkomst.

Kombinationen af disse tre faktorer har resulteret i en personfiksering, hvor det kun sjældent handler om idéerne, som politikerne præsenterer, og stort set altid om politikerne selv. Om deres fremtoning, deres privatliv og de styrker og svagheder, som deres modstandere kan udnytte til at hævde sig selv.

Samtidig har det medført, at man for alt i verden ikke må være enig med en politiker, der opfattes som éns modstander. Hellere være lidt for kontrær end lidt for enig, sådan så selv laveste fællesnævner kan se forskel mellem de to parter.

Medierne foretrækker stort set altid den dramatiske personhistorie over den mere filosofiske udfoldelse af en politisk vision. Samtidig har de sociale medier mangedoblet antallet af konfrontationer, fordi alle og enhver med lethed kan rette deres harme direkte til hver enkelt politiker. Det gælder både de øvrige politikere, medielandskabets mange meningsdannere og de menige borgere.

Den politiske proces bør aldrig være lig med krigsførelse. Men selv hvis vi accepterer denne til stadighed mere passende metafor, bliver det åbenlyst, at der er grænser for, hvor mange fronter en enkelt politiker kan forsvare sig på. Én ting er at sidde i studiet på landsdækkende tv og skulle svare på skarpe spørgsmål fra en kritisk journalist, sådan som politikere har skullet det i mange årtier. Det kan være frygtindgydende nok for de fleste.

Det er noget helt andet, hvis man derudover også skal have paraderne oppe overfor en hel vifte af klikhungrende medier, mens man på Facebook, Twitter og Instagram bliver bekriget af både professionelle politikere, deres særlige rådgivere og borgere, der også lige giver deres kritiske besyv med. Det, der tidligere kunne have været en mild politisk modvind, bliver pludselig blæst op til en tornado bestående af sønderrivende personangreb.

Det politiske landskab er således blevet en slagmark, hvor hovederne for længst er begyndt at rulle. En hel række af højtprofilerede politikere er de seneste par år gået ned med stress og sygemeldte sig, ligesom flere helt har forladt politik. Desuden kan vi læse historier om personer, der helt springer over at blive politikere, selvom de både har visionerne og kompetencerne, der kunne gøre en forskel på den politiske scene.

Der er ingen andre end de 179 medlemmer af Folketinget, der kan gøre noget ved denne situation. De 179 politikere burde gå forrest i kampen for en bedre demokratisk dialog og udgøre forbilleder for resten af samfundet. Så længe de ikke tager ansvar, vil politikerleden og mistroen til systemet som helhed nemlig kun vokse.

Løsningen for politikerne er i sin kerne ganske simpel: Insistér på altid at fokusere på det politiske indhold. Undlad at falde for fristelsen til at angribe politiske modstandere personligt. Sig fra overfor den giftige debat på de sociale medier, eksempelvis ved helt at slette alle konti.

Det er i hvert fald tre vigtige skridt på vejen mod et sundere demokrati, hvor det er de politiske visioner og ideologier, der dyster mod hinanden – og ikke personerne bag.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 26. august 2021. Illustration: Gert Ejton.

Folkemødet og Kulturmødet: Fora for ’the usual suspects’?

Så er det snart tid til årets udgave af Kulturmødet. Fra den 19. til den 22. august danner Mors endnu engang rammen omkring den årlige begivenhed, som denne gang – helt i Corona-tidens ånd – også foregår digitalt.

Begivenheden startede ganske beskedent med få tusind menneskers deltagelse tilbage i 2013, og der var ikke mange, der mente, at den havde chance for at overleve mere end et par år. Men nu, hvor vi kan tale om en stolt og veletableret begivenhed, står det lysende klart, hvor godt det var, at Evanthore Vestergaard fik idéen til Kulturmødet – og at Morsø Kommune og Region Nordjylland stod klar til at bakke op om denne idé.

Fra begyndelsen har Kulturmødet været tænkt som en modpart til Folkemødet på Bornholm, og selvom man godt kan komme længere væk fra Bornholm end Mors, fremstår de to locations alligevel som yderpunkter på Danmarkskortet. Det betyder, at det kræver lidt ekstra at deltage. Men det betyder også, at dem, der så faktisk deltager, virkelig ønsker at være der.

Udfordringen for både Kulturmødet og Folkemødet er imidlertid, at de folk, der er mest ivrige efter at deltage, også tit er ’the usual suspects’.

Folkemødet har for længst etableret et ry for at danne ramme omkring politikernes medieshow – ganske enkelt fordi begivenheden kan tilbyde de engagerede tilhørere og kreative platforme, som politikere helt naturligt elsker højere end mere formelle vælgermøder.

Det har både været godt for politikerne og for de virksomheder og interesseorganisationer, som også ivrigt deltager i Folkemødet. Som regel også ganske underholdende for tilhørerne, men med årene har begivenheden bevæget sig lidt langt væk fra udgangspunktet, der handlede om at fremme den demokratiske dialog i Danmark.

I stedet er det begyndt at føles som om, at man som deltager blot bliver placeret inde midt i et præfabrikeret koncept, hvor budskaberne ligeledes er bestemt på forhånd. Dermed går der ofte mere kommerciel monolog end demokratisk dialog i den.

Kulturmødets udfordring er en anden end den, som Folkemødet står overfor. Til gengæld er det den samme udfordring, som kulturlivet som helhed står overfor: Interessen er utvivlsomt størst blandt dem, der allerede beskæftiger sig med kultur til hverdag.

Vi, der stolt kalder os selv for kulturens fortalere, mener naturligvis, at der er kultur i alting – ja, at kulturen faktisk er forudsætningen for alt andet. Det er ikke svært for os at bekræfte hinanden i, hvor vigtig kulturen – og dermed Kulturmødet – er for samfundet.

Men man erhverver som bekendt ikke nye disciple ved at prædike til koret. Derfor er det altafgørende, at Kulturmødet – og dermed kulturlivet som helhed – gør alt, hvad man kan, for at inddrage alle de aktører, der ikke per automatik er engagerede i kulturens mangfoldige potentialer. Det gælder selvfølgelig erhvervslivet, men særligt også social- og sundhedssektoren.

Desuden gælder det alle de politikere, der hverken er kulturordførere eller nuværende eller tidligere kulturministre, og som år efter år glimrer ved deres fravær ved Kulturmødet. Skal der måske sendes flere tv-kameraer til Mors, så alle disse politikere bliver ligeså ivrige efter at troppe op, som de er på Folkemødet?

Uanset hvad står det klart, at både Folkemødet og Kulturmødet kun bliver bedre af, at den intellektuelle diversitet blandt deltagerne øges. Det må aldrig primært handle om bare at give hinanden ret og uddele skulderklap. Både politikere og kulturfolk har hver især rigeligt med fora, hvor de kan dyrke dén slags udskejelser.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 9. august 2021. Illustration: Leif Nørmark Sørensen.

Den forsinkede Søren Ryge-revolution

I Danmark er vi ikke altid de hurtigste i verden til at kaste os over nye udfordringer. Det er jyderne, der er berømte for deres besindighed, men måske det i virkeligheden er et karaktertræk, der er gældende for danskerne som helhed.

Med til historien hører dog, at når først vi har set tingene lidt an og endelig kaster os over noget, så gør vi det også med stor stolthed og dedikation. Det kan man for eksempel se på den forkærlighed for haven, som pludselig har vokset sig markant større blandt danskerne.

Søren Ryge nåede at dedikere mere end 30 års fjernsynsudsendelser til at gøre os begejstrede for havearbejde – og endelig, et år efter han formelt gik på pension, er den her så: Den forsinkede Søren Ryge-revolution.

Klimaforandringerne og den grønne omstilling spiller naturligvis en vigtig rolle i denne sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at de seneste års tiltagende fokus på nødvendigheden af at tage sig mere kærligt af kloden har åbnet mange menneskers blik for, hvordan mennesket ikke er adskilt fra naturen: Tværtimod er vi en del af naturen og dermed dybt afhængige af den.

Hertil kommer, at Corona-krisen selvfølgelig har ført til, at danskerne under nedlukningen pludselig har fået væsentligt mere tid til at gå op i deres huse og haver, end de havde tidligere.

En undersøgelse fra Haveselskabet, som udkom i marts, klassificerer endda haven som danskernes ”Corona-redningskrans”. 83 procent af de adspurgte haveejere har tilbragt mere tid i haven under krisen, og hele 96 procent fortæller, at haven har gjort dem i bedre humør.

Samtidig har haven for 60 procent dannet rammen omkring samvær med andre mennesker, som de ellers ikke kunne have haft på grund af COVID-19.

Endelig er ikke færre end 30 procent af haveejerne endda helt nye entusiaster, som har kastet sig over hobbyen under krisen. Det kan man vist roligt kalde et sandt have-boom.

Værdien af at gå i haven er på mange måder åbenlys. Som undersøgelsen påviser, er det stort set alle, der kommer i bedre humør. Men der medfølger også en større forståelse for naturens cyklusser. Når man dyrker sine egne afgrøder, bliver man bevidst om vejret på en helt anden måde, fordi regnvejr og solskin såvel som høje og lave temperaturer selvfølgelig påvirker dem på vidt forskellige måder. Mange vil selvfølgelig også lære at kompostere i højere grad end før.

Desuden er havearbejde en aktivitet, der lettere end de fleste andre kan forbinde os på tværs af generationer, fordi alt fra småbørn til seniorer uden videre kan være med. I fællesskab lærer vi dermed en masse om den jord, vi er så afhængige af – og respekten for den stiger automatisk undervejs. 

Engang var den danske jord fyldt med bondegårde med tilknyttede marker. I løbet af det 20. århundrede skød parcelhusene op i stor stil, og ofte blev husene akkompagneret af store, grønne græsplæner. Nu bliver et stigende antal af de flade plæner imidlertid skiftet ud med jord, der flittigt opdyrkes af Danmarks mange haveentusiaster.

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det fantastisk, at danskerne elsker at gå i haven. Som nævnt styrkes det mentale velbefindende, men det er naturligvis også et godt supplement til fitnesscentret at svinge skovlen eller hækkesaksen hjemme på matriklen. Hertil kommer, at hjemmedyrkede afgrøder i langt de fleste tilfælde vil være sundere end supermarkedets pendanter.

I en Corona-tid, hvor befolkningen gerne skal være i tiptop stand, er der dermed næppe nogen anden aktivitet, der bedre giver både den mentale og fysiske sundhed et løft.

Tilbage i 2010 vandt Noma prisen som verdens bedste restaurant, og Danmark fik en påmindelse om, hvor fantastisk dansk mad kan være, selv når det er lavet af ingredienser, som vi – i bogstaveligste forstand – kan gro hjemme i baghaven.

Den globale bevågenhed omkring Noma har uden tvivl også inspireret mangt en dansker til at blive sin egen lille Noma-bonde, der stolt serverer måltider bestående af ingredienser, man selv har sået, passet og plejet og til sidst høstet i sin egen have.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 22. juli 2021.

Politiken-artikel: Filmfolk styrer uden om Danmark

I dagens udgave af Politiken skildrer filmjournalist Michael Bo, hvordan Danmark ikke får del i de mange hundrede milliarder kroner, som streamingtjenester, især Netflix, poster i produktionen af serier i en lang række forskellige lande.

Forklaringen er, at Danmark ikke har tradition for at give produktionsrabat til udenlandske filmskabere, som kunne gøre landet attraktivt for dem.

Christian Have blev interviewet til artiklen:

Christian Have, kulturlivets markante kommunikationsekspert, har talt om støtteordninger til blandt andet dansk film i årevis, og han har skrevet bøger om oplevelsesøkonomien og afledte økonomiske effekter af at støtte kunsten til at nå ud internationalt.

»Rabatordninger og andre såkaldte incentives, forskellige tiltrækningsaktiviteter, ligger mellem kultur og erhverv. Derfor er det så vanskeligt, også politisk, at få fat i det«, siger Have.

»Det her vil give et boost til branchen, og de mennesker, der skal bruges, er kendt for at have høj, høj kvalitet. Vi er i den dyre ende – dyrere end Polen og Tjekkiet – men vi har om nogen et brand globalt i tv- og filmbranchen, så folk vil gerne producere her, men på samme vilkår som andre steder i Europa. For hoteller og restauranter er det jo kroner og øre, det her, og der er branding før, under og efter, hvis det er en stor filmproduktion«.

Klik her for at læse hele artiklen på Politiken.dk.

Anmeldelse af 'Omtanke' med Jim Lyngvild på Bogsyn.dk

“Lad kunsten leve. Det er ofte den, vi lever af. Det forstår vi lidt mere, når vi har læst bogen.”

Sådan lyder det i anmeldelsen af anden udgave af ‘Omtanke’ på Bogsyn.dk, som rummer Christian Haves dybdegående samtaler med Jim Lyngvild.

“En dejlig bog med en herlig og fremadskridende jargon. Vi lærer noget om Lyngvild - og til dels os selv - næsten på hver side. Og det er altså lige før, det er en kunstart, at en forfatter og interviewer som Christian Have kan få så meget dejligt ud af bogstaver, der er krydret med en masse skønne billeder,” står der desuden i anmeldelsen.

Klik her for at købe ‘Omtanke’ med Jim Lyngvild som fysisk udgivelse, lydbog eller e-bog. Du kan også klikke her for at købe første udgave, hvor Thure Lindhardt er hovedperson.