Krydsfeltet mellem kulturlivet og social- og sundhedssektoren kan skabe ny guldalder

Det vil i sandhed være visionært, hvis der etableres en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Det er en historisk mulighed, som vil redefinere kunsten og kulturens position i samfundet.

Ane Halsboe-Jørgensen nærmer sig sit halvårsjubilæum som kulturminister. I de forgangne måneder har hun modtaget et væld af gode råd og forslag til, hvad hun særligt bør fokusere på. Undervejs har hun også fået orienteret sig grundigt i kulturlivet, og hun lader til at have fundet sig godt til rette i sit ikke længere så nye ministerium.

Nu er vi imidlertid nået til et tidspunkt, hvor vi er et godt stykke ude over behovet for gode råd. I stedet er tiden inde til at være langt mere visionær på kunsten og kulturens vegne.

Ikke desto mindre er vi først nødt til at rejse et smut tilbage i tiden. Nærmere betegnet til den dag, da statsminister Mette Frederiksen i august præsenterede sin nye kulturminister på Amalienborg Slotsplads. Den dag præsenterede hun nemlig også sin ide om, at det danske kunst- og kulturliv potentielt står over for en ny guldalder.

Ny guldalder for kunst- og kulturlivet
Få uger senere inviterede hun sammen med Halsboe-Jørgensen så en bred vifte af kulturlivets aktører til en salon på Marienborg. En salon, som skulle handle om, "hvordan vi sammen kan gøre coronaeftertiden til en ny guldalder for kunst- og kulturlivet."

Sådan stod der i invitationen, og hvis vi tager de to ministre på ordet, må vi gå ud fra, at de med "guldalder" generelt mener det, som ordbogen definerer som en "periode med den højeste udvikling og de mest strålende resultater."

Med guldalderbegrebet i baghovedet bliver det således klart, at der ikke kan være tale om "business as usual". Det kan ikke bare handle om at foretage de justeringer, der holder gang i maskineriet, men som i øvrigt bevarer maskineriet i den samme grundlæggende form.

Dette ville i hvert fald ikke udløse "den højeste udvikling" eller producere "de mest strålende resultater". Skal det ske, er vi nødt til at operere på et helt andet plan.

I denne sammenhæng udgør 2022 meget heldigt et vindue, som bør være åbent for regeringen i forhold til præsentation af nye visioner: Covid-19 er langt om længe ved at slippe sit tag, og der er knap halvandet år, indtil næste folketingsvalg skal være afholdt.

Redefinition af kulturens position
Derfor er det oplagt for regeringen – ført an af kulturministeren – at gribe det spor, der fik sin begyndelse på Amalienborg Slotsplads: Nemlig at skabe fundamentet for, at denne guldalder faktisk vil materialisere sig. På en måde, som gør det muligt for alle – og især kulturlivets egne aktører – at bidrage til at få redefineret kunsten og kulturens samfundsmæssige position.

Et sådant fundament kan bestå af mange elementer, men der er et element, der i særlig grad er oplagt: Etableringen af en national strategi for, hvordan kulturlivets aktører kan indgå kreative partnerskaber med social- og sundhedssektoren.

Der er et indlysende behov for, at der bliver lagt en strategi for dette krydsfelt. Ikke kun fordi WHO (kort tid inden covid-19 blev den altdominerende faktor) udsendte sin rapport, som en gang for alle fik slået fast, hvor kæmpestort og i høj grad uudnyttet potentiale, kunsten og kulturen har inden for sundhedssektoren.

Grunden til, at behovet er så indløsende, skyldes især, at en bred vifte af aktører allerede er i fuld gang med at arbejde på tværs af kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Ikke nok med det: De har også hver især bevist værdien af denne form for krydsbefrugtning.

Det er især værd at fremhæve Region Midtjylland, som har kultur og sundhed som et særligt fokusområde. Her har der fra 2016 og frem været projekter, som eksempelvis har handlet om livemusik på intensivafdelinger, litterær fødselsforberedelse for førstegangsfødende, korsang for lungepatienter, kunstneriske fortolkninger af hjernerystelser og musikalske besøgsvenner målrettet ensomme og sårbare borgere.

Musikkens Hus i Aalborg dannede i oktober rammen omkring et debatarrangement om netop kultur og sundhed, som jeg havde æren af at facilitere. Blandt deltagerne var kulturministeren, som begejstret delte ud af sine tanker og overvejelser.

I Viborg Kommune benytter man sin styrkeposition inden for animation til alt fra patientformidling og forbedret tandhygiejne hos børn til afhjælpning af ensomhed blandt ældre.

I Helsingør har Lauritzen Fonden støttet projektet Aspiranterne med fem millioner kroner over en femårig periode. Projektet sammenkobler udsatte unge med kommunens kulturinstitutioner som en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen.

Aalborg Universitets Nordjysk Center for Kultur og Sundhed er en forskningsenhed, som ikke blot forsker, men også arbejder for at forbedre den konkrete implementering af den viden, der findes på området – og i øvrigt for at øge det udbytte, som samfundet som helhed får ud af forskningen.

Hertil kommer projekter som Kulturvitaminer, der bekæmper stress, angst og depression, og organisationen Turning Tables, som har iværksat en bred vifte af såkaldt psykosociale projekter, der øger de kreative kompetencer hos børn og unge.

Man kunne nemt blive ved. Det korte af det lange er, at det bugner med initiativer på både lokalt og regionalt plan, og både kommuner, regioner, ngo'er, private aktører, fonde, kunstnere og kulturaktører er engagerede i krydsfeltet.

Uden en national strategi risikerer vi imidlertid, at der bliver tale om spredt fægtning uden en rød tråd, og at vi dermed kun får indfriet en brøkdel af det svulmende potentiale, der med al tydelighed er til stede.

Behov for national strategi
En klassisk udfordring ved krydsbefrugtninger på tværs af sektorer er, at man selvfølgelig taler forskellige sprog. I social- og sundhedssektoren taler man for eksempel generelt om klienter og patienter. Det giver en noget anden forståelsesramme end i kulturlivet, hvor man snakker om publikum.

Derfor er det opløftende at se i hvor høj grad, denne sprogbarriere med stor succes er blevet nedbrudt i de mange vellykkede partnerskaber, der allerede er blevet etableret.

Den nationale strategi bør dog tage hånd om denne udfordring og høste al den viden, der i forvejen findes om kommunikation på tværs af sektorerne. Så det bliver lettere for andre aktører at indgå i partnerskaber på en måde, hvor ingen behøver at gå på kompromis med sin faglighed.

En national strategi, som den her skildrede, vil selvfølgelig komme kunstnerne og kulturaktørerne til gode. De får helt nye udfordringer, roller og samarbejdspartnere, og der tilføres dimensioner til deres arbejde, som mange kunstnere og kulturaktører aldrig eller kun sjældent kommer i berøring med.

Samtidig ved vi, at sådanne tværgående partnerskaber beriger social- og sundhedssektoren på et væld af måder, fordi man får tilført kreative energier og etableret innovative projekter, der historisk set ikke har haft hjemme her.

Det er imidlertid ikke kun for hverken kunstnerne og kulturaktørernes eller social- og sundhedssektorens skyld, at denne nationale strategi bør etableres. Det er naturligvis ultimativt for borgernes skyld – for det er dem, der skal have glæde af de nye løsninger, som strategien vil understøtte.

Det handler om prioritering
Der skal naturligvis foretages økonomiske justeringer, så den nationale strategi kan akkompagneres af en sund økonomi. Men pengene bør kunne findes inden for de rammebevillinger, der allerede er etablerede inden for de givne sektorer.

Det handler nemlig ikke altid om at skulle have flere penge. I dette tilfælde ville det give mening at omprioritere de midler, man allerede har fået tildelt.

Det vil i sandhed være visionært, hvis der etableres en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Fordi så mange aktører allerede er i fuld gang, er der samtidig grund til at tro på, at strategien vil udløse både "den højeste udvikling" og producere "de mest strålende resultater."

Det er en historisk mulighed, som netop vil redefinere kunsten og kulturens position i samfundet. Befolkningens forståelse for dens værdi vil blive stærkt øget, og det vil blive tydeligt for enhver, at kunst og kultur rummer potentiale til så meget mere end blot at underholde borgerne i deres fritid.

Sker det, kan vi for alvor snakke om den nye guldalder for kunsten og kulturen, som stats- og kulturministeren vovede at italesætte.

Bolden er allerede spillet op af de to ministre selv. Selvfølgelig skal de så også selv gribe ud efter den – men det skal både kulturlivet og social- og sundhedssektoren så sandelig også.

Oprindeligt publiceret på Altinget: Kultur den 28. februar 2022.

Efter corona: Lad kulturen styrke troen på fremtiden

Restriktionerne i samfundet og i kulturen er borte. Endelig kan vi igen lade viften af tilbud, indtryk og oplevelser, svale vores frustrerede sind.

Men det er som om, en skrøbelighed har fæstnet sig i det fælles. At vi skal lede efter modet og evnen til at gå videre, nu hvor alt er muligt igen. For med mulighed følger ansvar.

For at der træffes beslutninger og ageres.

For at alt det, som den nationale nedlukning fratog os ansvaret og muligheden for, da pandemien var på sit højeste, kan vindes tilbage.

Corona var og er ganske forfærdelig for verden. På såvel det personlige som på det samfundsmæssige plan. Lokalt, nationalt og globalt. Pandemien blev den fælles fjende, som måtte angribes og besejres. Et negativt samlingspunkt som, på trods af vild debat, ulykke og uenighed, skabte en ny gryende følelse af sammenhold - sammen, hver for sig. Med hinanden, mod corona.

Hver især prøvede vi at holde balancen i en fundamentalt anderledes hverdag. I blodig digital holdnings-krig om vaccine, konspirationsteorier, adfærd og regler med de nærmeste og de fjerneste. Alt sammen i forsøget på at navigere i mørke.

Nu åbner verden igen. Foran os venter et spirende forår og et flor af muligheder for veje videre i det værdigrundlag, som vi deler gennem den levende kultur, kunsten, de religiøse samlingspunkter og i vores foreningsliv.

I de nationale definerende fællesskaber, der gør os til os.

Det er tid til, at vi hver især tager ansvar ikke bare for os selv og de nærmeste, men for det fælles igen. Mere end nogensinde, er der brug for alle i den kulturelle genopbygning, vi står overfor. Krigstrusler mod øst, ulighed, racisme, polarisering og en særlig ond, ny form for fakta-immun verdensopfattelse og fanatisme, kræver vores fulde opmærksomhed og fælles handlekraft.

Man siger, at den bedste hævn er at klare sig godt. Lad os vende " hævnen" over pandemien til handling. Lad os tro på fremtiden.

Når man tror, vælger man at tage ansvar.

For sig selv, for omverdenen og for fremtiden. Det er med fundament i det fælles ansvar, at vi nu kan og skal handle på kulturens vegne.

Det er i troen på fremtiden, at vi skal fortsætte vores fortælling som folk. Det er gennem vore fælles værdier, at vi finder vej. Og det er i kunsten, at vi finder inspirationen og modet til at tage ansvar for det levende kulturelle forår, som nu endelig kan spire igen.

Lad os vise pandemien, at den samlede os som nation. At vi tog ansvar. At corona, i historisk perspektiv, lærte os at navigere i modvind, finde vej og komme styrkede ud på den anden side. Lad os hver især tage ansvar for at pandemien ikke går over i historien som " dengang verden stod stille" og sammen tage ansvar for, at alt det vi lærte, diskuterede og længtes efter, nu bliver ført ud i livet i det mest farvestrålende, nysgerrige og mangfoldige forår i årevis.

Lad generobringen af det individuelle ansvar være den positive kulturelle senfølge, vi beslutter os for at leve videre med.

Oprindeligt publiceret i Kristeligt Dagblad den 28/2 2022.

Ny UNESCO-rapport minder os om, at krisen langt fra er ovre for kunsten og kulturens aktører

I den netop udgivne udgave af sin årlige rapport, Re|Shaping Policies for Creativity, leverer UNESCO dystre nyheder: På globalt plan mistede den kreative sektor 10 millioner jobs alene i 2020, og sektorens samlede værdi skrumpede ind med 750 milliarder dollars.

Desuden skildrer den 328 sider lange rapport blandt andet også, hvordan freelancere og selvstændige – som udgør en afgørende del af den kreative sektors arbejdskraft – ofte er dårligt stillede i forhold til at modtage den offentlige støtte, som ellers er blevet flittigt uddelt i løbet af corona-krisen.

Det er en rapport, som bør få advarselslamperne til at blinke hos danske kunstnere, kulturinstitutioner og øvrige kreative aktører. To års krise med restriktioner, nedlukninger og sporadiske genåbninger har været giftige for et ellers sprudlende og vitalt kunst- og kulturliv.

I Danmark har der efter en hård start været en pæn politisk opbakning til kunst- og kulturlivet i løbet af krisen. Men alligevel er mange kunstnere faldet igennem sikkerhedsnettet bestående af diverse støtte- og kompensationsordninger, ligesom et væld af kulturproducenter, festivaler og arrangører har måttet kæmpe for at overleve. 

Nu, hvor Danmark atter er åbnet, vil mange måske være af den opfattelse, at vi er kommet godt igennem krisen – og at kunst- og kulturlivet dermed er reddet. Men denne nye UNESCO-rapport bør minde os om, at der fortsat venter et langt og sejt træk forude.

Vi har ganske enkelt endnu ikke set, hvordan verden og markedet i virkeligheden ser ud. Vi ved heller ikke, hvordan efterspørgslen bliver for den kreative sektors mange freelancere og selvstændige. Derudover ved vi heller ikke hvilke adfærdsændringer hos publikum, der vil bestå i mange år efter krisen, og som vil afføde nye krav til kunst- og kulturlivets måde at formidle sig selv og sine oplevelser på. 

Derfor er der vigtigt, at kunsten og kulturens aktører ruster sig til en periode, hvor der fortsat skal kæmpes hårdere end normalt, og hvor evnen til at indgå i nye samarbejdsformer og partnerskaber bliver helt afgørende, hvis trivslen skal sikres.

Samtidig bliver den politiske opbakning tilsvarende afgørende – især på den længere bane, hvor også den danske fondsverden fortsat kommer til at spille en vigtig rolle.

Skal vi fremover have et sprudlende og vitalt kunst- og kulturliv, bliver det dermed nødvendigt med både modstandskraft og vedholdenhed. Fra kunstnerne og kulturaktører selvfølgelig, men også fra hele det danske samfund, som kunsten og kulturen naturligvis er en fuldkommen integreret del af.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 11. februar 2022.

Hollywood-satiren "Don’t Look Up" demonstrerer effektivt kunsten og kulturens kræfter

"Don't Look Up" har sat den internationale debat i omdrejninger. På en måde, som ingen videnskabelige rapporter, Al Gore-dokumentarer eller dramatiske nyhedsindslag nogensinde har formået.

Hvad er det for kræfter, som kunsten og kulturen rummer, og hvilke potentialer rummer disse kræfter?

Pludselig – som en komet fra det ydre rum – er der landet en film, som med ét har givet os et usædvanligt stærkt svar på netop disse spørgsmål. En film, som har demonstreret, hvad det er for kræfter, som hverken journalister, forskere eller menige borgere besidder på samme måde, som kunsten og kulturen gør.

Filmen, der er tale om, er Netflix-sensationen ”Don’t Look Up”. På overfladen ligner det måske blot en lidt vel stjernespækket omgang Hollywood-satire.

Kigger vi under kølerhjelmen, vil vi imidlertid se en nøje komponeret motor, som i dén grad har sat den internationale debat i omdrejninger. På en måde, vel at mærke, som ingen videnskabelige rapporter, Al Gore-dokumentarer eller dramatiske nyhedsindslag nogensinde har formået.

Netop fordi der er tale om en spillefilm – med sine åbenlyse helte og skurke og lårtykke moraler – har den åbnet op for sluserne hos snart sagt alle, der har set den. Ja, netop fordi der er tale om et kunstnerisk produkt, føler alle sig kvalificerede til at afsige en smagsdom over filmen og til at fremmane en analyse, der klargør, hvorfor den enten er exceptionelt fantastisk eller elendig.

Det ser vi eksempelvis hos skaren af traditionelle filmanmeldere, som både sender begejstrede og stærkt revsende ord i filmens retning. Et eksempel på sidstnævnte er Berlingskes Kristian Lindberg, der tildelte den én stjerne og skrev, at filmen var »ligeså underholdende som at blive irettesat af en surmulende 18-årig klimaaktivist«. Til sammenligning kvitterede Jyllands-Posten med fem stjerner og roste den »både groteske og realistiske« film.

Klimaforskere har samtidig udtrykt begejstring over filmens skildring af, hvor katastrofalt det er, at forskere bliver ignoreret og bagatelliseret gang på gang. Vi kan ikke vide, om Netflix-brugerne, der ser filmen, også synes, den er fantastisk, men den er i hvert fald blevet den næstmest sete Netflix-film nogensinde.

Så er der alle de andre eksperter, der hverken er eksperter inden for film eller klimaforandringer, men som alligevel giver deres besyv med. Som Cepos’ Martin Ågerup, der i en kronik i Politiken bruger filmen til netop at bagatellisere klimakrisens omfang og i stedet mane til ro og optimisme.

På rekordtid har filmen dermed bidraget til at skærpe debatten om en række absolut væsentlige dagsordener. Om håndteringen af krisen selvfølgelig. Men også mere specifikt om forskeres manglende indflydelse på problematikker, hvor de alt andet lige er de mest kvalificerede til at udtale sig.

Hertil kommer debatten om populistiske politikeres vidtgående indflydelse på vores fælles fremtid. Ja, selvfølgelig har filmen også givet anledning til metadiskussionen om, hvorvidt Hollywood overhovedet bør give sit besyv med.

Herfra skal der ikke lyde nogen smagsdom over filmen i sig selv. Dem er der rigeligt af i forvejen. Men den fortjener opmærksomhed som et eksempel på det, som kunsten og kulturen er i stand til: De utallige refleksioner og debatter, som den har frembragt, er måske filmens allervigtigste formål?

Det er ganske åbenlyst, at lerskulpturen på provinsmuseet eller den eksperimenterende forestilling på storbyteatret ikke kan forventes at generere den samme mængde refleksioner, som en provokerende Hollywood-film kan.

Mekanismen er dog fundamentalt set den samme: Den værdi, som kunsten og kulturen skaber, ligger nemlig ikke blot i den flygtige oplevelse, men derimod alt det, som i hvert fald den bedste og mest vedkommende kunst og kultur efterfølgende sætter i gang.

Forhåbentlig vil ”Don’t Look Up” være til stor inspiration for alverdens kunstnere og kulturaktører, som vil erkende deres egne særlige forudsætninger for at sætte dagsordener. At de ikke skal være bange for at provokere og rykke ved vores vante forestillinger. For dét er en erkendelse, som har den samme grad af vigtighed, uanset om man er Leonardo DiCaprio eller en lerskulptør i Løgstør.

Oprindeligt publiceret i Jyllands-Posten den 10. februar 2022.

Hvem skal tage over fra dronning Ulla?

Der er noget, jeg går og bekymrer mig over. Ja, altså udover alt det, som vi nok alle sammen går og bekymrer os om i denne tid.

Det er en omstændighed, der bliver ved med at nage mig – særligt efter at have set serien af fantastiske udsendelser om vores regent og hendes 50-års jubilæum.

Vi har nemlig en anden dronning udover Margrethe: Dronning Ulla. Den nu 77-årige fru Terkelsen, som godt nok ikke bor på et slot. Men ligesom Dronningen har hun en helt unik position i danskernes bevidsthed, og hun er af gode grunde også en højt elsket skikkelse.

Hvor Dronning Margrethe har en klokkeklar række af tronfølgere, står det anderledes til med Ulla. For hun har ingen oplagte tronfølgere – og det er dét, der bekymrer mig: Hvad skal Danmark gøre, når Ulla Terkelsen ikke er på skærmen længere?

Hun er en fuldkommen enestående institution i dansk nyhedsformidling, og det har hun været i mere end 50 år. Karrieren startede i DR, men hun blev snuppet af TV 2, som fra 1987 og fem år frem gjorde hende til kanalens første nyhedschef. Undervejs i sin karriere har hun rapporteret fra alverdens knude- og brændpunkter – fra London til Washington, fra Berlin til Bruxelles, fra Paris til Kabul. 

Hun taler fem flydende sprog og er – ofte til tv-seernes overraskelse – næsten altid at finde lige dér, hvor dagens største internationale nyhedshistorie udspiller sig. Som om hun har hjemme i en hel håndfuld lande på én gang. Samtidig med, at hun utvivlsomt er pæredansk.

Hun står dér med sit fantastiske Tina Turner-hår, som altid ryger ned i øjnene, og hendes endnu større tørklæder. Altid er hun parat til at fortælle løs med et smittende engagement, og hun formår både klart og intuitivt at formidle komplekse problemstillinger i øjenhøjde med alle befolkningslag.

Som ingen anden kan Terkelsen tage pulsen på det sted, hun nu befinder sig, og med stor empati formidle andre menneskers tanker og følelser. Hun ved nemlig, at den stærkeste nyhedsformidling rummer samtaler med rigtige mennesker.

Derfor undgår hun generelt henvisninger til, hvad diverse kølige eksperter måtte have sagt om emnet – om det så handler om COVID-19, Donald Trump eller naturkatastrofer. Dermed står hun fuldt ud på mål for sin egen nyhedsformidling i en grad, som kun de allerfærreste tør gøre det.

Resultatet er en nyhedsformidling, som både oprigtigt oplyser os og får os til at føle, at vi befinder os lige dér, side om side med Ulla, hvor det hele sker.

Så hvem i alverden skal nogensinde følge i Terkelsens sted? Personligt kan jeg ikke komme på nogen oplagte kandidater.

Som det er tilfældet inden for mange dele af samfundet, er originalitet ikke i højsædet, og aktuelt prioriterer vi som samfund ofte den noget uniformerede stil.

Den kombination af autenticitet og troværdighed, som Terkelsen så imponerende repræsenterer, er således ikke længere på mode, og derfor er der længere og længere mellem de store personligheder i nyhedsudsendelserne på tv.

I stedet har vi udviklet en forkærlighed for de lidt for velpolerede skærmtrolde, der ganske vist er kompetente, men også ganske udskiftelige. Deres mimik strækker sig ofte kun fra det forudsigeligt joviale til den påtagede alvorsmine, når den aktuelle historie er særligt tung.

Generelt handler det tilsyneladende mere om at få skabt en flot produceret og underholdende nyhedsudsendelse, end om at få skabt det, der virkelig oplyser os, griber os og hjælper os til at forstå den tiltagende kaotiske verden, vi alle sammen bebor.

Netop som kaosset tiltager – på tværs af klimaforandringer, Corona-varianter og demokratiets smuldrende fundament – bliver det kun tilsvarende vigtigere, at vi har en nyhedsformidling, som formår at engagere os.

Det er netop afgørende, at nyhedsudsendelserne ikke kun engagerer os som tv-seere, men derimod som borgere, der alle bør bidrage aktivt til at skubbe samfundsudviklingen i en positiv retning. 

Derfor må man håbe, at den originalitet, autenticitet og troværdighed, som Terkelsen gennem årtier har været garant for, igen vil komme på mode og på ny sætte standarden for, hvad god tv-journalistik er.

Efter fire årtier i kommunikations- og mediebranchen vover jeg desuden at fremføre en lille teori, selv om jeg ganske vist ikke kan dokumentere den: I en tid, hvor alt handler om antal klik, så er der flere klik i Ulla Terkelsen end i de polerede mainstream-værter og -formater. Hvis dén teori holder, så har tv-cheferne i hvert fald et ekstra godt argument for at dyrke originalerne i langt højere grad.

Hvad der end kommer til at ske, skal der i hvert fald lyde et stort ønske om, at der snart dukker nogle kronprinsesser og -prinser op, så tronfølgen efter dronning Ulla kan blive sikret.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 1. februar 2022. Illustration: Gert Ejton.