Lad os tage et kig på, hvad der i løbet af blot en uges tid kan fylde nyhedsbilledet i Danmark.
En omikronvariant, der hastigt spreder sig. En toppolitiker, der bliver dømt ved en rigsretssag. En siddende regering i en minkskandale med sms’er, der må genskabes. Topchefer i mediebranchen, der må forlade deres poster. Internationale kriser, der kan føre til krig når som helst. En antidemokratisk ex-præsident i USA, der åbenlyst begik et kupforsøg efter at have tabt sidste valg, og som alligevel lægger an til at stille op til det næste.
Alt sammen sager og situationer, der sætter det ene store spørgsmålstegn efter det andet ved måden, vi har indrettet os på – både i Danmark og i verdenssamfundet.
Det eneste, vi tilsyneladende er enige om, er, at vi har lov til at snakke rigtig dårligt til hinanden. Folkedomstolen stortrives, og det er blevet ekstremt nemt at definere sin identitet ud fra alt det, man ikke bryder sig om – alt fra personer og bevægelser til virksomheder og organisationer.
Møder man et andet menneske, som er tilhænger af noget, man selv er imod, er den generelle attitude at vi jo lige så godt kan give op på forhånd. For vedkommende er jo tydeligvis moralsk fortabt og dermed ikke værd at indlede en samtale med.
Når både nyhedsfladerne og den offentlige debat er så gennemført konfliktfokuseret og negativ, er der især ét spørgsmål, der ligger mig på sinde: Hvilket indtryk efterlader det hos landets yngste borgere?
Jeg spekulerer over, hvad de vil huske fra deres barndom. Hvad de vil tage med sig videre, hvis det eneste indtryk de har af samfundet er, at de voksne er i gang med at splitte det hele ad, mens de anklager hinanden og ofte udtrykker sig næsten hadfyldt over for personer, de ikke er enige med.
Jeg er velsignet med fire børnebørn, som er henholdsvis 1, 4, 8 og 9 år. Ham på 1 er kun lige ved at lære at gå, men de tre andre er i fuld gang med at gå ud i verden og opleve den.
På det seneste er de to ældste begyndt at stille mig spørgsmål om det indtryk, de så vidt har fået af verden: ”Hvorfor er alle så sure på hinanden? Hvorfor kan folk ikke lide hinanden? Hvorfor kan vi ikke behandle hinanden ordentligt?”
Spørgsmålene er nærmest umulige at besvare, for der er ikke noget godt svar. Verden har aldrig haft så megen velstand, viden og teknologi til rådighed før. Vi har fuldkommen fantastiske midler og kompetencer til at løse konflikter og muligheder for at lære af historien. Netop derfor er børnenes spørgsmål til deres morfar så afgørende: ”Hvorfor begynder man ikke at løse problemerne sammen?”
Vi kan ikke gennemskue konsekvenserne af, at vores børn og børnebørn på denne måde får en næsten eksistentiel utryghed indpodet. Af at de generelt mangler tillid til verden og fremtiden. Men når børnene begynder at stille disse spørgsmål, bør alarmklokkerne ringe hos alle og enhver.
Det giver kort sagt ingen mening, at vi tillader, at verden bliver fuldkommen splittet ad, når vi vitterligt ved bedre.
Vi har ingen gyldige undskyldninger for, at vi taler markant grimmere til hinanden, end vi gjorde for få årtier siden. Forklaringer har vi måske nok, og ikke mindst de sociale medier og techgiganterne er oplagte at gøre til hovedansvarlige for den offentlige diskurs’ deroute.
Men man bør aldrig forveksle forklaringer med undskyldninger.
Det er den samme logik, vi desværre er nødt til at bruge i forhold til klimaet: Vi kan nok godt forklare, hvorfor vi ikke gjorde meget mere meget tidligere. Men vi kan ikke undskylde det.
Én ting er ganske sikkert: Vores børn fortjener uendeligt meget bedre, end den verden de aktuelt har i udsigt til at overtage fra os andre, og der er mange måder, hvorpå negativiteten i verden kan vendes til noget positivt.
Mange kloge mennesker har haft mange kloge bud. Den største visdom, som jeg længe er stødt på i denne forbindelse, kommer imidlertid fra mit 4-årige barnebarn. Han forklarede mig, hvordan han og de andre børn i børnehaven håndterer konflikter – skænderier eller ligefrem slåskampe.
”Så leger vi bare bagefter,” fortalte han mig.
Det fik mig til at stoppe op.
Tænk engang, hvis alverdens voksne mennesker, der bruger deres dyrebare tid og energi på at være i konflikt med hinanden, faktisk også var i stand til at have det oprigtigt sjovt med hinanden.
Der er ingen grænser for, hvilke gensidige spændinger, der ville blive forløst, hvis man gennem humor, satire og leg kunne genfinde hinandens menneskelige sider, i stedet for blot at se modparten som en arvefjende, der skal bekæmpes.
Han har fat i noget, ham den 4-årige. Bedre bud på en konfliktløsningsmodel modtages naturligvis gerne. Men her og nu kan jeg ikke selv komme på et.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 21. december 2021. Illustration: Gert Ejton.
