Lad den kommende sommer blive børnenes sommer

Sommeren står for døren. Vi er nået til det tidspunkt, hvor danskerne i stor stil begynder at planlægge, hvordan sommerferien skal se ud. Hvor skal vi drage hen på ferie? Hvilke festivaler skal vi tage til? Hvilke udflugter, fester og andre eventyr skal vi have i kalenderen, så der er mest muligt at se frem til?

I år er naturligvis et helt særligt år. Efter mere end et år med Corona-krise og nedlukninger er der næppe nogen danskere, der ikke higer intenst efter at blive sluppet løs. 

Vi føler jo nok alle sammen, at vi fortjener alverdens rejser og ferier og socialt samvær, nu hvor vi i så lang tid har måttet udstå effekten af krisen: De uendeligt mange Zoom-møder, den øgede økonomiske usikkerhed, det sociale afsavn, køerne til Corona-tests og -vacciner, hjemmearbejde og hjemmeskole.

Det har alt sammen gjort uendeligt stort indtryk på os, og det vil være en underdrivelse at sige, at vi nok aldrig glemmer, hvordan det var at leve under COVID-19.

Herfra skal imidlertid lyde en opfordring til, at vi tænker os om en ekstra gang. For hvor stort et indtryk det end har gjort på os voksne, så har det uden tvivl gjort større indtryk på vores børn og børnebørn.

Ja, faktisk aner vi jo ikke, hvilke spor COVID-19 vil sætte sig i børnene. Det gælder selvfølgelig på den indlæringsmæssige front, men det gælder i endnu højere grad i forhold til børnenes sociale udvikling. Med ét blev de revet væk fra deres kammerater og fritidsaktiviteter, og hverdagsrytmen blev erstattet med kaos og forældre i fortløbende underskud.

Vi tror måske, at børnene uden videre bare kan vende tilbage til sådan, som tingene var før. Men sandheden er nok snarere, at det bliver endnu sværere for børnene at genfinde normaliteten i tilværelsen, end det bliver for os voksne. Vi har trods alt adskillige årtiers levet liv under såkaldt normale forhold, som vi kan holde de aktuelle forhold under Corona-krisen op imod.

Derfor foreslår jeg, at alle vi voksne gør alt, hvad vi kan for at gøre den forestående sommer til børnenes sommer. Fremfor, at vi fokuserer på os selv og vores egne umiddelbare behov, og hvad vi føler, at vi fortjener, så lad os sætte os i børnenes sted og prøve at forstå, hvad de har brug for.

Tillad mig at illustrere, hvad jeg mener, med et eksempel. Henover påsken tog jeg nemlig forskud på det, jeg her foreslår.

Jeg er så heldig, at jeg har hele fire børnebørn, som aldersmæssigt spænder fra 6 måneder til 9 år. Traditionen tro skulle der selvfølgelig holdes en påskefrokost. Men i stedet for, at den havde de voksne i centrum – med børnene reduceret til nogen, der helst ikke skulle forstyrre indtagelsen af snaps og sild alt for meget – blev børnene og deres kammerater sat i centrum.

Faktisk deltog vi voksne officielt ikke i påskefrokosten. I stedet indtog vi rollen som tjenere. Det kom der en både sjov og uforglemmelig dag ud af – selvfølgelig for børnene, men også for os voksne. Vi hyggede os mindst ligeså meget og nød naturligvis, hvordan en relativt simpel manøvre kunne vække så megen glæde og gøre så stort indtryk hos børnene.

Det er lige netop dét, der er pointen: Det handler ikke om, at børnene nu skal forkæles med en masse af de sædvanlige materielle goder. Tværtimod handler det om at give børnene den opmærksomhed, den kærlighed og de stunder med deres familier og kammerater, som de i løbet af det sidste års tid har savnet – hvilket har givet langt de fleste børn minus på den mentale og sociale konto.

Derfor er den store opgave nu for forældre og bedsteforældre at tage ansvar for at give deres børn og børnebørn den bedst tænkelige sommer. Hvis man tager imod denne udfordring, vil man uden tvivl udvikle og opdage en masse undervejs: Nye feriedestinationer, nye måder at nyde måltiderne på, nye aktiviteter og lege, nye måder at strukturere dagene på – og generelt nye måder at være sammen på.

Det vil være et godt stykke uden for komfortzonen for de fleste voksne, men det vil være en investering i Danmarks børn, som er uvurderlig for fremtiden.

Samtidig er det som bekendt ved at placere sig os uden for komfortzonen, at vi selv lærer nye ting om os selv, hvad vi kan, og hvad der gør os glade. Dermed vil gevinsten med al sandsynlighed også være stor for forældrene og bedsteforældrene.

De tror måske, at de går glip af en drømmeferie – men de fleste vil opdage, at de bliver beriget på en vifte af andre og vigtigere måder. Selv om ambitionen er at give børnene den bedst tænkelige sommer, så vil forældre og bedsteforældre netop opdage, at en ferie på børnenes præmisser i allerhøjeste grad også vil resultere i en ideel ferie for dem.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 18. maj 2021. Illustration: Gert Ejton.

Frygten for pseudojournalistik bunder i uvidenhed

I et debatindlæg bragt 1/5 i Berlingske udtrykte Alexander Rich Henningsen en alvorlig bekymring over den omstændighed, at en række private virksomheder, kulturinstitutioner og fonde producerer deres egne podcasts, videoer og artikler, som de så udgiver på nettet.

Det er ”pseudojournalistik” som udgør ”en mindst lige så stor trussel” for demokratiet som de amerikanske teknologigiganter. Det vil sige den håndfuld af virksomheder, som styrer, hvilket indhold milliarder af mennesker ser på diverse sociale medier og søgemaskiner.

Henningsen mener, at det kan ”virke lidt for nemt og belejligt at skyde skylden for alle offentlighedens problemer på nogle udenlandske firmaer”.

Han retter derfor sit skyts mod Louisiana, som eksempelvis har publiceret en video, hvor Ursula Andkjær Olsen beskriver sin læseglæde. Han fremhæver også Carlsbergfondet, som blandt andet har publiceret en 40 minutter lang podcast om keramik som arkæologisk redskab. Desuden fremhæves Nationalmuseet, som dedikerer hele serier af podcasts til emner som koreansk kultur og Kronborg Slot.

Der kan kortlægges tre grundlæggende misforståelser, som ligger til grund for Henningsens frygt.

For det første skal det indhold, som aktørerne publicerer, jo ikke erstatte den journalistik, som de publicistiske medier bedriver.

Som Henningsen skriver, så er Nationalmuseets platform ikke ”dér, du finder en kritisk artikel om, hvordan museet forvalter sine skatteyderbetalte midler”. Men det hævder museet jo netop heller ikke. Tværtimod er det en platform, der er fuldkommen i tråd med museets virke som formidler af vores fælles kulturhistorie. 

For det andet hævder Henningsen, at de forskellige aktører har skabt deres egne platforme, fordi det er svært at få traditionel presseomtale. Men der er ingen af de aktører, som Henningsen fremhæver, der generelt har problemer med at få omtale.

Det handler nok snarere om, at aktørerne føler, at de specifikke emner er særligt interessante. Hvis de har ressourcerne til at producere f.eks. en podcast herom, hvorfor så ikke gøre det?

For det tredje hævder Henningsen, at aktørerne bevidst gør det svært at skelne mellem den egentlige journalistik og det indhold, de producerer.

Men er det i virkeligheden så svært at se forskel? Måske er det primært svært for Henningsen selv.

Han tror nemlig også, at den serie af ’bookazines’, der udgives under navnet Omtanke – som rummer dybdegående samtaler, jeg har haft med kendte danske personligheder – er udgivet af min kommunikationsvirksomhed, HAVE A/S.

Det er dog noget så traditionelt som et forlag – nærmere betegnet Muusmann Forlag – der står bag, og varedeklarationen har været tydelig hele vejen igennem.

Skal selv sådanne udgivelser kategoriseres som pseudojournalistik, der udgør en lige så stor trussel mod demokratiet som teknologigiganterne?

I så fald er der vist ingen tvivl om, at Henningsens indlæg først og fremmest er udtryk for neofobi – frygten for det ukendte.

Eller måske snarere: For det, man ikke helt forstår.

Oprindeligt publiceret i Berlingske den 8. maj 2021.

Børns læselyst er fundamentet for fremtiden

Danmark er i vanskeligheder. Læsevanskeligheder.

Sidste år foretog magasinet Skolebørn en undersøgelse, som slog denne omstændighed fast med syvtommersøm: Mere end halvdelen – 53% – af danske forældre oplever, at deres børn kun i ringe grad eller slet ikke har lyst til at læse bøger i fritiden. 

Der er dog opbakning fra 59% af forældrene til kravet om, at børnene skal læse 20-30 minutter derhjemme hver dag. 

Desværre akkompagneres denne statistik af de 55% af forældrene, som føler, at dette krav fra skolens side forårsager konflikter og dårlig stemning i hjemmet. Hele 71% oplever det som en decideret udfordring at få sit barn motiveret til at læse i det påkrævede antal minutter.

Det giver sig selv, at det ikke er godt for samfundsudviklingen, hvis lysten til at læse er dalende blandt de yngste generationer. Men måske vi kunne bekæmpe den uheldige udvikling ved at anlægge nogle nye perspektiver på, hvorfor det er så vigtigt at børn ser læsning som en tiltalende fritidsbeskæftigelse snarere end som en sur pligt?

I årevis har samfundsdebatten omkring børns læsning især fokuseret på to specifikke aspekter.

For det første gælder det de såkaldte nationale tests, hvis formål – med Børne- og Undervisningsministeriets egne ord – er ”at styrke evalueringskulturen i folkeskolen”, og de skal udgøre ”et ensartet værktøj, der kan evaluere på tværs af landet”.

Men som Lars Holm, lektor på DPU, påpeger, har testsystemet den altafgørende mangel, at det evaluerer den enkelte elev som tilhørende en gruppe og ikke som et unikt individ.

”Det harmonerer ikke med pædagogiske eller politiske grundholdninger, der lægger vægt på, at det er den enkelte elevs styrker og svagheder, der skal danne udgangspunkt for vejledningen,” skrev Holm i et indlæg til Skolemonitor i september.

Disse tests er netop et knæfald for konkurrencestatens insisteren på, at alt skal kunne reduceres til sammenlignelige tal. Selv noget så ærkehumanistisk som evnen til at læse og forstå en tekst.

For det andet gælder det debatten om den rolle, som digitaliseringen og især iPads spiller. Ikke blot i børns liv generelt, men også i undervisningen.

For snart tre år siden skildrede jeg i en kronik i denne avis, hvordan vi år efter år – lige siden iPad’en blev lanceret i 2010 – har fået demonstreret, at det på stort set alle fronter er en dårlig idé at stikke disse tablets i hænderne på skolebørnene. Både i forhold til den konkrete indlæring, koncentrationsevnen og den sociale udvikling.

Som jeg citerede en amerikansk lærer, Sarah Moriarty, for i kronikken:

”Børnene er vokset op i en teknologisk verden, og de er jo allerede bedre til at begå sig på computere og iPads end os voksne. Så det er slet ikke der, vi skal lære dem noget.”

Men lad os for en stund glemme disse efterhånden evindelige diskussioner om nationale tests og iPad’ens dæmoniske indflydelse på de kære små.

Lad os i stedet fokusere på alt det entydigt positive, som børn får ud af en styrket læselyst: Læsning stimulerer intellektet og udvider både vores forestillingsevne og vores kritiske sans, hvilket kommer os til gode i alle aspekter af livet.

Tilsvarende bliver vi mere empatiske, og det reducerer både stress og blodtryk at lade sig opsluge af en god bog.

Gennem læsningen får vi også udvidet vores kulturelle og filosofiske referencerammer, hvilket giver os bedre forudsætninger for at forstå verden omkring os.

Desuden er det at læse sammen en tryghedsskabende aktivitet, som styrker de sociale bånd mellem børn og forældre, mellem søskende og mellem skolekammerater.

Tænk, hvis vi først og fremmest fokuserede på alle disse fantastiske alment dannende gevinster ved læsning!

Så kunne vi uden tvivl etablere en helt anden form for læselyst, end den, der opstår, når den fysiske bog blot reduceres til ”det kedelige alternativ til iPad’en”. Eller når konkurrencestaten spiller på frygten for, at vores børn opnår en lavere score end andre børn.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. maj 2021.

På sporet af en mindre krigerisk demokratisk dialog

“I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang.”

Sådan skrev jeg i netop disse spalter tilbage i oktober 2019, og jeg akkompagnerede ordene med en opfordring til, at ”alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen.”

Siden da er der gået halvandet år, og sikken ekstremt skelsættende periode, det har været.

Det altoverskyggende omdrejningspunkt har naturligvis været COVID-19, der på en lang række måder har udfordret den menneskelige evne til at være positiv, lyttende og empatisk.

Den samme periode har også været præget af globaliseringen af Black Lives Matter-bevægelsen efter mordet på George Floyd. En bevægelse, der accelererede mange danskeres behov for at tage vores eget lands historie op til revision. Det medførte en række protestaktioner og ikke mindst væltede statuer.

Hertil kommer, at #MeToo-debatten gentagne gange fik tilført ny energi, blandt andet med fokus på tv- og musikbranchen – ført an af modige og slagkraftige personligheder som Sofie Linde og Annika Aakjær. Undervejs er adskillige markante politikere og tv-personligheder under stor mediebevågenhed blevet væltet ned fra deres respektive positioner.

Der er naturligvis mange andre begivenheder og fænomener, der har præget det forgangne halve år. Men denne treenighed bestående af COVID-19, Black Lives Matter og #MeToo understreger med al tydelighed, at behovet for den konstruktive og respektfulde dialog kun er vokset, som tiden er gået.

Alle har haft deres egen personlige vurdering af, hvordan Corona-krisen er blevet håndteret af myndighederne, og hvor stor risikoen i forskellige sammenhænge i virkeligheden er. Særligt på de sociale medier er det blevet tydeliggjort, hvor svært vi har ved at respekter andre opfattelser end vores egen, og dette fænomen har fungeret som gift for den demokratiske samtale. 

Den samme udfordring har gjort sig gældende i vurderingen af, hvorvidt vi som samfund skal tage et opgør med vores fortid eller fortsætte hyldesten af fordums heltefigurer i de tilfælde, hvor de ikke repræsenterer tidssvarende værdier og normer. Eller hvorvidt man skal på skafottet og fyres, hvis man udviste upassende eller decideret krænkende adfærd et vist antal år tilbage i tiden.

Den primære udfordring er imidlertid sjældent de konkrete holdninger, som folk hver især har. Det er derimod den skråsikkerhed, som ofte akkompagnerer de holdninger, der gives udtryk for.

Som Bertrand Russell så elegant formulerede det tilbage i 1933:

”Det, der fundamentalt set er galt med den moderne verden, er, at de dumme er skråsikre, mens de intelligente er fulde af tvivl.”

Skråsikkerheden – den manglende ydmyghed og åbenhed over for, at éns intellektuelle modpart faktisk godt kunne have noget at byde på – er netop vor tids største svaghedstegn.

Det er selvfølgelig af det gode, at man er i god kontakt med sit værdigrundlag og følelsen af, at man kæmper den gode kamp. Men det er aldrig positivt, når man militaristisk afviser alle, der repræsenterer noget andet end det, man selv er fuldkommen overbevist om. I dét øjeblik tilsidesætter vi nemlig vores sunde fornuft og hengiver os i stedet til en kollektivistisk kamp, der har til formål at bekæmpe andre grupperinger, snarere end at overbevise dem om éns idéers rigtighed.

Det kan lyde som en gammel liberalistisk slagsang, men vi er nødt til at ryste denne grupperingstrang af os og i stedet omfavne, at vi alle er individer, og at vi alle bærer en del af ansvaret. Selvfølgelig for vores egen skyld, men først og fremmest for vores omverdens skyld.

Kun ved at tage personligt ansvar og møde andre mennesker som individer – og ikke blot som repræsentanter for en gruppering, vi enten synes godt om eller har det svært med – kan vi på ny lære at lytte og udvide vores forståelse af verden omkring os.

Måske de personer, der ser anderledes på Corona-restriktioner, Black Lives Matter og #MeToo, faktisk kunne lære os noget. Måske de faktisk har en legitim grund til at mene noget helt andet.

Målet bør ikke per definition være, at enhver dialog skal være et forsøg på at overbevise éns modpart om at indtage samme position, som man selv her. Det lykkedes jo i praksis alligevel stort set aldrig. 

Tværtimod bør målet ganske enkelt være, at vi oprigtigt lytter til vores medmennesker for at udvikle vores forståelse for dem og den position, de nu engang har.

Så vores empati bliver større.

Så den demokratiske dialog bliver markant mindre krigerisk og markant mere frugtbar.

Så samfundet på ny kan udvikle sig i en retning, hvor den holdningsmæssige diversitet bliver en styrke.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 20. april. Illustration: Gert Ejton.

Investeringerne i kulturlivet er nødt til at fortsætte efter krisen

Den 19. marts var der godt nyt for det danske kulturliv. Regeringen kunne nemlig offentliggøre detaljerne om en hjælpepakke til kulturområdet på 290 millioner kroner.

50 ud af de 290 millioner er øremærket en række initiativer, der skal bistå den såkaldte genstart af kulturlivet. Disse tæller blandt andet understøttelsen af en sikker genåbning, flere digitale tilbud og flere aktiviteter i det offentlige rum. Desuden er der afsat en halv million til dataindsamling om, hvordan borgernes kulturforbrug har været under krisen.

Hjælpepakken er naturligvis et positivt og nødvendigt tiltag, for det er afgørende, at Corona-krisen bliver fulgt til dørs, og at vi minimerer risikoen for, at fundamentet under kulturlivet fuldkommen smuldrer. Det primære spørgsmål er netop ikke, hvordan kulturlivet holdes i live, mens krisen står på – for det er til syvende og sidst primært et økonomisk spørgsmål.

Derimod bliver det helt store spørgsmål, hvordan vi sikrer et kulturliv, der ikke blot eksisterer, men fortsætter med at være i bevægelse og udvikling, når vi engang kan betragte COVID-19 i det samfundsmæssige bakspejl.

Aktuelt er der et stort forventningspres på kultur- og oplevelsessektoren. Dette pres er foranlediget af forestillingerne om den fest, vi skal have, når vi engang kan boltre os i det offentlige rum igen – i teatrene og biograferne, på spillestederne og festivalerne – sådan som vi kunne før krisen. 

Der er bestemt grund til at tro på, at kulturlivet – såvel som store dele af det øvrige samfund, ikke mindst caféer og restauranter – kommer til at opleve lidt af et boom.

Men vi skal passe på med at tro, at denne fest vil fortsætte i al evighed. At dette bliver den nye normaltilstand – for det vil det under ingen omstændigheder være.

Når den indledende ekstase er ovre, vil der være mange målgrupper, som igen vil blive markant mindre aktive. Samtidig vil det kulturelle landskab i praksis naturligvis også tage sig anderledes ud efter krisen, end det gjorde inden.

Endelig er der grund til at tro, at vores kollektive kulturforbrug under krisen har ændret sig så drastisk, at vi ikke uden videre ryster vores nye vaner af os, selvom vi ikke længere behøver at bibeholde dem af sikkerhedsmæssige årsager.

Alle regner med, at danskernes arbejdsliv også efter krisen kommer til at rumme en helt anden fleksibilitet og øgede muligheder for hjemmearbejde. På samme måde vil kulturvanerne naturligvis også have ændret sig, så vi eksempelvis bliver ved med at foretrække de digitale oplevelser derhjemme frem for at tage en tur i teatret.

Trykprøven for det politiske niveau – på Christiansborg, for regeringen og ude i kommunerne – bliver, om man også efter krisen virkelig mener, at kulturlivet er så vigtigt for Danmark, sådan som man har kunnet høre det i mangt en skåltale i løbet af krisen.

Enten kommer vi til at se politisk handling – og dermed massive investeringer – eller også bliver kulturlivet mødt med en melding om, at ”I fik jo altså så mange hjælpepakker under krisen, så nu må I klare jer selv”.

For at undgå sidstnævnte mulighed er det afgørende, at både kunstnere, kulturaktører og politikere, der ønsker at bakke op om kulturlivet, får formidlet, hvorfor kulturen er så vigtig. At et kulturliv ikke blot er vigtigt i sig selv, men også i allerhøjeste grad også værdiskabende i et bredt samfundsøkonomisk, dannelses- og sundhedsmæssigt perspektiv.

Vores kollektive velbefindende afhænger netop i allerhøjeste grad, af at vi har et stærkt kulturliv, som stimulerer alt fra den kreative sektor til den kritiske sans hos hver enkelt borger.

Mon politikerne har forstået det?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 5. april 2021. Illlustration: Gert Ejton.