Folkemødet og Kulturmødet: Fora for ’the usual suspects’?

Så er det snart tid til årets udgave af Kulturmødet. Fra den 19. til den 22. august danner Mors endnu engang rammen omkring den årlige begivenhed, som denne gang – helt i Corona-tidens ånd – også foregår digitalt.

Begivenheden startede ganske beskedent med få tusind menneskers deltagelse tilbage i 2013, og der var ikke mange, der mente, at den havde chance for at overleve mere end et par år. Men nu, hvor vi kan tale om en stolt og veletableret begivenhed, står det lysende klart, hvor godt det var, at Evanthore Vestergaard fik idéen til Kulturmødet – og at Morsø Kommune og Region Nordjylland stod klar til at bakke op om denne idé.

Fra begyndelsen har Kulturmødet været tænkt som en modpart til Folkemødet på Bornholm, og selvom man godt kan komme længere væk fra Bornholm end Mors, fremstår de to locations alligevel som yderpunkter på Danmarkskortet. Det betyder, at det kræver lidt ekstra at deltage. Men det betyder også, at dem, der så faktisk deltager, virkelig ønsker at være der.

Udfordringen for både Kulturmødet og Folkemødet er imidlertid, at de folk, der er mest ivrige efter at deltage, også tit er ’the usual suspects’.

Folkemødet har for længst etableret et ry for at danne ramme omkring politikernes medieshow – ganske enkelt fordi begivenheden kan tilbyde de engagerede tilhørere og kreative platforme, som politikere helt naturligt elsker højere end mere formelle vælgermøder.

Det har både været godt for politikerne og for de virksomheder og interesseorganisationer, som også ivrigt deltager i Folkemødet. Som regel også ganske underholdende for tilhørerne, men med årene har begivenheden bevæget sig lidt langt væk fra udgangspunktet, der handlede om at fremme den demokratiske dialog i Danmark.

I stedet er det begyndt at føles som om, at man som deltager blot bliver placeret inde midt i et præfabrikeret koncept, hvor budskaberne ligeledes er bestemt på forhånd. Dermed går der ofte mere kommerciel monolog end demokratisk dialog i den.

Kulturmødets udfordring er en anden end den, som Folkemødet står overfor. Til gengæld er det den samme udfordring, som kulturlivet som helhed står overfor: Interessen er utvivlsomt størst blandt dem, der allerede beskæftiger sig med kultur til hverdag.

Vi, der stolt kalder os selv for kulturens fortalere, mener naturligvis, at der er kultur i alting – ja, at kulturen faktisk er forudsætningen for alt andet. Det er ikke svært for os at bekræfte hinanden i, hvor vigtig kulturen – og dermed Kulturmødet – er for samfundet.

Men man erhverver som bekendt ikke nye disciple ved at prædike til koret. Derfor er det altafgørende, at Kulturmødet – og dermed kulturlivet som helhed – gør alt, hvad man kan, for at inddrage alle de aktører, der ikke per automatik er engagerede i kulturens mangfoldige potentialer. Det gælder selvfølgelig erhvervslivet, men særligt også social- og sundhedssektoren.

Desuden gælder det alle de politikere, der hverken er kulturordførere eller nuværende eller tidligere kulturministre, og som år efter år glimrer ved deres fravær ved Kulturmødet. Skal der måske sendes flere tv-kameraer til Mors, så alle disse politikere bliver ligeså ivrige efter at troppe op, som de er på Folkemødet?

Uanset hvad står det klart, at både Folkemødet og Kulturmødet kun bliver bedre af, at den intellektuelle diversitet blandt deltagerne øges. Det må aldrig primært handle om bare at give hinanden ret og uddele skulderklap. Både politikere og kulturfolk har hver især rigeligt med fora, hvor de kan dyrke dén slags udskejelser.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 9. august 2021. Illustration: Leif Nørmark Sørensen.

Den forsinkede Søren Ryge-revolution

I Danmark er vi ikke altid de hurtigste i verden til at kaste os over nye udfordringer. Det er jyderne, der er berømte for deres besindighed, men måske det i virkeligheden er et karaktertræk, der er gældende for danskerne som helhed.

Med til historien hører dog, at når først vi har set tingene lidt an og endelig kaster os over noget, så gør vi det også med stor stolthed og dedikation. Det kan man for eksempel se på den forkærlighed for haven, som pludselig har vokset sig markant større blandt danskerne.

Søren Ryge nåede at dedikere mere end 30 års fjernsynsudsendelser til at gøre os begejstrede for havearbejde – og endelig, et år efter han formelt gik på pension, er den her så: Den forsinkede Søren Ryge-revolution.

Klimaforandringerne og den grønne omstilling spiller naturligvis en vigtig rolle i denne sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at de seneste års tiltagende fokus på nødvendigheden af at tage sig mere kærligt af kloden har åbnet mange menneskers blik for, hvordan mennesket ikke er adskilt fra naturen: Tværtimod er vi en del af naturen og dermed dybt afhængige af den.

Hertil kommer, at Corona-krisen selvfølgelig har ført til, at danskerne under nedlukningen pludselig har fået væsentligt mere tid til at gå op i deres huse og haver, end de havde tidligere.

En undersøgelse fra Haveselskabet, som udkom i marts, klassificerer endda haven som danskernes ”Corona-redningskrans”. 83 procent af de adspurgte haveejere har tilbragt mere tid i haven under krisen, og hele 96 procent fortæller, at haven har gjort dem i bedre humør.

Samtidig har haven for 60 procent dannet rammen omkring samvær med andre mennesker, som de ellers ikke kunne have haft på grund af COVID-19.

Endelig er ikke færre end 30 procent af haveejerne endda helt nye entusiaster, som har kastet sig over hobbyen under krisen. Det kan man vist roligt kalde et sandt have-boom.

Værdien af at gå i haven er på mange måder åbenlys. Som undersøgelsen påviser, er det stort set alle, der kommer i bedre humør. Men der medfølger også en større forståelse for naturens cyklusser. Når man dyrker sine egne afgrøder, bliver man bevidst om vejret på en helt anden måde, fordi regnvejr og solskin såvel som høje og lave temperaturer selvfølgelig påvirker dem på vidt forskellige måder. Mange vil selvfølgelig også lære at kompostere i højere grad end før.

Desuden er havearbejde en aktivitet, der lettere end de fleste andre kan forbinde os på tværs af generationer, fordi alt fra småbørn til seniorer uden videre kan være med. I fællesskab lærer vi dermed en masse om den jord, vi er så afhængige af – og respekten for den stiger automatisk undervejs. 

Engang var den danske jord fyldt med bondegårde med tilknyttede marker. I løbet af det 20. århundrede skød parcelhusene op i stor stil, og ofte blev husene akkompagneret af store, grønne græsplæner. Nu bliver et stigende antal af de flade plæner imidlertid skiftet ud med jord, der flittigt opdyrkes af Danmarks mange haveentusiaster.

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det fantastisk, at danskerne elsker at gå i haven. Som nævnt styrkes det mentale velbefindende, men det er naturligvis også et godt supplement til fitnesscentret at svinge skovlen eller hækkesaksen hjemme på matriklen. Hertil kommer, at hjemmedyrkede afgrøder i langt de fleste tilfælde vil være sundere end supermarkedets pendanter.

I en Corona-tid, hvor befolkningen gerne skal være i tiptop stand, er der dermed næppe nogen anden aktivitet, der bedre giver både den mentale og fysiske sundhed et løft.

Tilbage i 2010 vandt Noma prisen som verdens bedste restaurant, og Danmark fik en påmindelse om, hvor fantastisk dansk mad kan være, selv når det er lavet af ingredienser, som vi – i bogstaveligste forstand – kan gro hjemme i baghaven.

Den globale bevågenhed omkring Noma har uden tvivl også inspireret mangt en dansker til at blive sin egen lille Noma-bonde, der stolt serverer måltider bestående af ingredienser, man selv har sået, passet og plejet og til sidst høstet i sin egen have.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 22. juli 2021.

Godt købmandskab kan blive kulturlivets redning

Nu hvor Corona-krisen går på hæld, står kulturlivet i en helt unik situation. Desværre vil man næppe opleve de ”roaring twenties”, som alle ellers håbede på, for vi har allerede set, hvordan kulturforbrugerne i høj grad holder fast i mange af de vaner, som vi opbyggede under Corona-nedlukningen.

Det betyder, at konkurrencen omkring publikums opmærksomhed kun bliver øget i en post-Corona-tid. Det er en udfordring, som kulturlivet bør adressere via det, man kalder godt købmandskab.

I erhvervslivet, hvor det gode købmandskab er alfa og omega, snakker man om ”kunderejsen”. Det er den serie af oplevelser, som begynder i det øjeblik, kunden i første omgang støder på en butik eller et givent produkt.

De fleste større virksomheder analyserer denne kunderejse for hermed at blive klogere på, hvem deres kunder er samt hvilke behov og hvilken adfærd, de har. En sådan analyse er fantastisk givtig – selvfølgelig i forhold til at generere salg, men også i forhold til at få kunderne til at anbefale deres venner og bekendte at besøge samme butik eller købe samme produkt.

På tilsvarende vis bør enhver kulturinstitution foretage en analyse af det, vi så kan kalde ”publikumsrejsen”. Det betyder, at man skal gøre alt, hvad man kan for at sætte sig i sit ønskede publikums sted. Man skal forstå deres drømme og længsler, ligesom man skal forstå deres skepsis og de vaner, der måske begrænser lysten til at tage i teatret, på museum eller til koncert. 

Kort sagt skal kulturlivet tiltrække sit publikum ved at appellere til præcis de behov, de aktuelt har og vil have i en post-Corona-tid.

Det handler først og fremmest om at tilbyde de oplevelser, som man umuligt kan få, hvis man bare bliver hjemme. Oplevelser, der styrker det sociale aspekt, og som gør publikum til aktive medskabere, snarere end blot passive modtagere. Oplevelser, der bringer sanserne i spil og gør både optakten og efterspillet ligeså mindeværdige som den centrale oplevelse, man egentlig indløste billet til.

Det falder typisk ikke kunstnere og kulturaktører naturligt at inddrage købmandskabet i deres virke. Deres fokus er, ganske naturligt, at give publikum de bedste og mest berigende oplevelser, og ikke at agere købmand.

Deres virke som kunstnere og oplevelsesproducenter udgør selvfølgelig stadig kernen af deres virke. Men i den kommende tid vil det blive afgørende, at man formår aktivt at inddrage købmandskabet i sit daglige arbejde. Ikke blot som en frustrerende ekstratjans, der skal klemmes ind i en allerede travl hverdag – men som et aspekt af éns virke, som man er nødt til at fokusere på og lade sig begejstre af på samme måde, som når man producerer kunst og oplevelser.

Vejen til et frodigt kulturliv går netop via en markant mere dybdegående forståelse for den publikumsrejse, som skal afdækkes via dataindsamling, analyser og innovativ markedsføring – og efterfølgende revideres på baggrund af alt det, man lærer om den.

Efter min bedste overbevisning vil dette også frembringe endnu skarpere og mere vedkommende kunstneriske oplevelser, hvilket naturligvis kommer publikum til gode.

Men det gode købmandskab kommer så sandelig også kunstnerne og kulturaktørerne til gode. For er der noget bedre end at have et solidt økonomisk fundament under sit virke, så man får endnu større frihed til at producere lige præcis den kunst og de oplevelser, man har allermest lyst til?

Målet er netop at kulturlivet får en langt mere bæredygtig økonomi – men dette kan kun opnås, hvis man tager det gode købmandskab i brug.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 12. juli 2021. Illustration: Gert Ejton.

Som janteloven på coke

Hvis du fra tid til anden befinder dig på et eller flere af de sociale medier – og det gør stort set alle jo – har du med garanti også oplevet dem fra deres værste side.

Uanset om vi snakker Facebook-opslag, tweets eller kommentarsporet på YouTube, er der til enhver tid en overhængende risiko for at støde ind i to eller flere personer, som er i fuld gang med at bekrige hinanden.

Det er hverdagskost at opleve, hvordan mennesker tillægges de værst tænkelige motiver, og hvordan deres synspunkter klassificeres som værende ekstreme. Ofte fører det endda til trusler og andre decideret chikanerende udmeldinger.

Andre gange støder man på folk, der faktisk står sammen. Men det, de står sammen om, er et frontalangreb på en person, der ikke nødvendigvis er til stede, men som tilsyneladende har gjort et eller andet galt, og derfor skal hænges ud i al offentlighed.

Disse dystre sider af de sociale medier er som janteloven på coke: Du skal ikke tro, du er noget – men du skal i øvrigt også have at vide, at du er absolut værdiløs og ikke har noget som helst at bidrage med her i verden.

Især vores politikere kender til dette fænomen. Der er så godt som ingen politisk position, der kan indtages, uden at der samtidig er en hær af tastaturkrigere, der kan råbe op om, hvorfor man kæmper for de forkerte sager, sympatiserer med de forkerte folk og indgår de forkerte alliancer.

Hertil kommer, at særligt kvindelige politikere chikaneres, angribes og trues i et omfang, som de fleste – forhåbentlig – slet ikke har fantasi til at forestille sig.

Ordet ”kommunikation” kommer af det latinske ”communicare”, og det kan oversættes til ”at gøre fælles”. Den form for kommunikation, der kendetegner de sociale medier, handler imidlertid ikke om ”at gøre fælles”, men derimod om at distancere sig fra sine medmennesker.

I praksis bør det derfor betegnes som en form for anti-kommunikation, der har til formål at splitte os alle sammen ad – og forklaringen er så enkel, som den altid har været: Der er penge i det for teknologigiganterne, der ejer og bestyrer platformene.

Det er interessant at hæfte sig ved, hvor mange sammenhænge, man i Danmark skal benytte sig af NemID og andre former for identifikation, der knytter éns adfærd i forskellige sammenhænge direkte til éns identitet. I en verden med hvidvask, fake news og identitetstyveri giver det ganske god mening.

Men sådan forholder det sig imidlertid ikke på de sociale medier. Her kan man på forskellig vis ytre sig via pseudonymer og brugernavne, hvor det er op til én selv at styre troværdighedsgraden.

Hvis de sociale medier så blot var små, lukkede fora for de få, ville sagen være en anden. Men i virkelighedens verden er de med til at afgøre præsidentvalg og folkeafstemninger, og via det fænomen, vi nu kender som ”cancel culture”, tillader de sociale medier at den ene karriere efter den anden bliver skudt i sænk – af og til berettiget, andre gange ikke.

Med andre ord spiller de sociale medier en ekstremt afgørende rolle i den globale udvikling, såvel som i en uendelig lang række individers liv og karriere. Det er nemlig ikke kun politikere, det går udover – vi kan alle risikere at ryge igennem denne nådesløse maskine.

Det hele får lov at udfolde sig med stærkt begrænsede krav fra myndighedernes side om, at brugerne af de sociale medier skal stå til regnskab for det, de siger og gør på de forskellige platforme.

Her i Danmark kan man sidde og vente på, at de amerikanske teknologigiganter udvikler en mere sofistikeret og oprigtig form for samvittighed i forhold til den negative indflydelse, de har på verdenssamfundet. Man kan også håbe på, at de nede i EU tager bedre hånd om problematikken og får etableret nogle seriøse begrænsninger for de sociale medier.

Men vi kan også vælge en tredje vej: At vi som samfund selv tager hånd om problematikken og afkræver teknologigiganterne, at danske brugere skal identificere sig selv – eksempelvis via NemID – før de får lov at ytre sig på de sociale platforme. 

Det skal vel at mærke ske uden, at de amerikanske virksomheder får adgang til følsomme data om danskerne. Det eneste de i praksis skal modtage er en stump kode – en digital pendant til et grønt lys, der signalerer, at den givne bruger faktisk har identificeret sig som den person, vedkommende hævder at være.

Især børn og unge er særligt sårbare i denne sammenhæng, og vi har alle sammen et ansvar for at tilkendegive at nok er nok, så magthaverne indser, at de er nødt til at agere. I kraft af, at det netop er politikerne, der i så høj grad oplever at være de mest udsatte skydeskiver på de sociale medier, kunne man forestille sig, at det ikke ville svært at samle et flertal omkring et sådant initiativ.

Måske det kunne ske op til det kommende kommunalvalg som en gave til danskerne og den fortsatte udvikling af vores fælles demokrati?

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. juni 2021. Illustration: Gert Ejton.

En ny kulturkanal, der går i dybden – også med kritikken

Forhandlingerne om det kommende medieforlig venter forude. Det har de i praksis gjort siden 2019, men på grund af COVID-19 har kulturministeren udskudt dem af flere omgange.

Når det endelig sker – givetvis til efteråret – er der grund til at håbe på, at politikerne vil vove at tænke nye tanker. At de vil nå frem til en aftale, der ikke først og fremmest handler om den endelige beløbsstørrelse, men derimod om allokationer af midler til innovative tiltag, der kan forny det danske medielandskab.

Et særligt kærkomment tiltag ville være etableringen af den nye kulturkanal, som den forrige regering havde på tegnebrættet –og som den nuværende regering sløjfede.

Som det er blevet foreslået, kunne en sådan kanal oplagt ligge uden for DR og dermed skabe spændende konkurrence til det kulturstof, som DR allerede producerer.

Alternativt kunne den naturligvis også placeres i regi af DR. Men det burde i så fald ikke blot være i form af en genåbning af DR K. Med al respekt for et seersegment, jeg selv tilhører, var det ikke optimalt, at kanalen primært var tiltalende for de ældste borgere: Tre ud af fire seere var ifølge en måling i september 2019 – få måneder før lukningen – over 50 år.

Det afgørende ville netop være, at var en kanal, der dækker det mangfoldige kulturliv på en tidssvarende måde – med kulturjournalistik, der går markant mere i dybden. 

Det gælder i forhold til det stof, der omhandler de konkrete oplevelser, man som kulturforbruger kan få. Stof, som ikke blot bør tage form af foromtaler og anmeldelser ­– hvor vigtige disse genrer end er – men også om inspirerende, perspektiverende og analyserende dækning af tidens definerende begivenheder, tendenser og profiler.

Desuden gælder det alt, der foregår bag scenetæpperne. I krydsfeltet mellem kultur- og erhverv. På kulturturismefronten. Rundt omkring i det ganske land, hvor det ene kreative kraftcenter efter det andet i disse tider vokser frem.

Som Kerstin Bruun-Hansen og Lucas Carns artikel i Journalisten den 25. maj beskrev det, er der desuden behov for, at der er nogen som – med en vis Peter Aalbæk Jensens ord – ”går seriøst i flæsket på kultursektoren”.

Kulturlivet fortjener netop at være top-of-mind og blive behandlet mere kritisk og analyserende, og alle sektorer styrkes, når de journalistiske vagthunde sikrer maksimal lovlydighed, habilitet og troværdighed. 

Der er måske nogen, der vil mene, at kulturlivets aktører slet ikke ønsker et sådant kritisk blik. Men som Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen påpeger i førnævnte artikel, er tiderne skiftet de sidste 10-15 år. Med andre ord: Der er et generationsskifte på vej.

Men det handler ikke kun om, at unge har et stærkt værdigrundlag og forventer sig mere af den offentlige kultursektor. De har også et stærkt øget behov for synlighed på tværs af alverdens platforme. Denne kombination resulterer i en attitude, der lader sig opsummere via dette klassiske Oscar Wilde-citat:

”Der er kun én ting i livet, der er værre end at blive talt om – og det er ikke at blive talt om.”

En sådan kanal, som både rummer dybdegående og kritisk journalistisk dækning af kulturlivet – fra det lokale kraftcenter i Jylland til de magtfulde skikkelser i Statens Kunstfond – ville være en gave.

Til kulturlivet, naturligvis.

Men i endnu højere grad til den kulturelskende befolkning, som ville få glæden af et styrket og endnu mere innovativt kulturliv.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 7. juni 2021. Illustration: Gert Ejton.