Trods et benhårdt 2021: Fire grunde til at være optimistisk på vegne af det danske kulturliv i 2022

Når historien skal skrives om, hvordan dansk kulturliv klarede sig igennem 2021, virker det åbenlyst at lægge fokus på, hvor hårdt kulturlivet har haft det.

Historien vil handle om, hvordan nedlukninger og restriktioner har besværliggjort og i perioder endda umuliggjort kontakten med publikum.

Hvordan økonomien har været fuldkommen presset over hele linjen, ikke mindst hos de individuelle kunstnere.

Hvordan diskussionen igen og igen er gået om størrelsen og udformningen af hjælpepakkerne, der skulle sikre, at i hvert fald en kritisk masse af kunsten og kulturen ville klare sig igennem krisen.

Denne historie vil bestemt skildre virkeligheden. Der er ingen tvivl om, at 2021 har været et ualmindeligt hårdt år for kunstnerne og kulturaktørerne. Ikke mindst fordi det fulgte lige efter 2020, der naturligvis var endnu mere kaotisk.

Men det er langt fra den fulde historie. For det dramatiske forløb, som kulturlivet har gennemlevet har også kastet en række uomtvisteligt positive ting af sig.

For det første har krisen tvunget kulturaktører til indgå samarbejder, de aldrig havde overvejet at indgå. Med såvel konkurrenter som aktører langt uden for den kulturelle sektor. Fordi man forstod vigtigheden af at stå sammen og tænke i helt nye baner, hvis kulturlivets overlevelse skulle sikres.

Denne evne og lyst til at samarbejde på tværs forsvinder naturligvis ikke det sekund, krisen er ovre. Tværtimod har den potentiale til at skabe et helt nyt fundament for det danske kulturliv i de kommende år – ikke mindst økonomisk.

For det andet fremtvang krisen en bred vifte af nye kunstneriske formater. Det kan godt ske, at kunstnerne blev afskåret fysisk fra publikum. Men én ting var sikkert: Behovet for at udtrykke sig kunstnerisk og bearbejde det kollektive traume, vi alle er i færd med at opbygge, forblev.

Derfor står kulturlivet nu med en vifte af velafprøvede formater, som markant har øget kunstens kommunikationsmæssige rækkevidde, fordi den ikke afkræver den fysiske tilstedeværelse på samme måde som før. Disse formater vil selvfølgelig også bestå, når krisen er ovre.

For det tredje har krisen sikret kunsten og kulturen en plads i den offentlige bevidsthed, den aldrig har haft før. Før krisen tog befolkningen måske teaterturene, koncerterne og museumsbesøgende en smule for givet. Men nu er borgerne fuldt ud bevidste om, hvor meget de går glip af, når de ikke længere har fri adgang til alle de oplevelser, som kunsten og kulturen er afsender på.

Denne bevidsthed vil også vare ved efter krisen. Sikkert ikke så længe, som man kunne håbe på, men lang nok tid til, at der opstår et momentum, der bestemt bør udnyttes.

For det fjerde har krisen placeret kulturlivet historisk højt på den politiske dagsorden. Statsministeren har af adskillige omgange italesat kulturlivets vigtighed og endda sagt, at vi kunne stå over for en ny guldalder. Marienborg dannede således også rammen om en særlig kultursalon, der formelt kickstartede samtalen om, hvordan denne guldalder kan blive en realitet. Desuden er Kulturens Analyseinstitut langt om længe blevet en realitet, hvormed kulturlivet får den data- og vidensplatform, det har manglet i årtier.

I det, vi træder ind i 2022, har kulturlivet dermed aldrig haft en bedre politisk position og et større potentiale, end det har netop nu. Dét er opløftende.

Nu, hvor 2022 ligesom 2021 starter med en nedlukning, er der så meget desto større grund til at fortsætte de gode takter og udviklingen af de kreative løsninger og forretningsmodeller. Dermed kan dansk kulturliv få det bedste ud af det, der ellers er en svær start på 2022.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 27. december. Illustration: Gert Ejton.

Børnehavebørn kan lære de voksne noget om konflikthåndtering

Lad os tage et kig på, hvad der i løbet af blot en uges tid kan fylde nyhedsbilledet i Danmark.

En omikronvariant, der hastigt spreder sig. En toppolitiker, der bliver dømt ved en rigsretssag. En siddende regering i en minkskandale med sms’er, der må genskabes. Topchefer i mediebranchen, der må forlade deres poster. Internationale kriser, der kan føre til krig når som helst. En antidemokratisk ex-præsident i USA, der åbenlyst begik et kupforsøg efter at have tabt sidste valg, og som alligevel lægger an til at stille op til det næste.

Alt sammen sager og situationer, der sætter det ene store spørgsmålstegn efter det andet ved måden, vi har indrettet os på – både i Danmark og i verdenssamfundet.

Det eneste, vi tilsyneladende er enige om, er, at vi har lov til at snakke rigtig dårligt til hinanden. Folkedomstolen stortrives, og det er blevet ekstremt nemt at definere sin identitet ud fra alt det, man ikke bryder sig om – alt fra personer og bevægelser til virksomheder og organisationer.

Møder man et andet menneske, som er tilhænger af noget, man selv er imod, er den generelle attitude at vi jo lige så godt kan give op på forhånd. For vedkommende er jo tydeligvis moralsk fortabt og dermed ikke værd at indlede en samtale med.

Når både nyhedsfladerne og den offentlige debat er så gennemført konfliktfokuseret og negativ, er der især ét spørgsmål, der ligger mig på sinde: Hvilket indtryk efterlader det hos landets yngste borgere?

Jeg spekulerer over, hvad de vil huske fra deres barndom. Hvad de vil tage med sig videre, hvis det eneste indtryk de har af samfundet er, at de voksne er i gang med at splitte det hele ad, mens de anklager hinanden og ofte udtrykker sig næsten hadfyldt over for personer, de ikke er enige med.

Jeg er velsignet med fire børnebørn, som er henholdsvis 1, 4, 8 og 9 år. Ham på 1 er kun lige ved at lære at gå, men de tre andre er i fuld gang med at gå ud i verden og opleve den.

På det seneste er de to ældste begyndt at stille mig spørgsmål om det indtryk, de så vidt har fået af verden: ”Hvorfor er alle så sure på hinanden? Hvorfor kan folk ikke lide hinanden? Hvorfor kan vi ikke behandle hinanden ordentligt?”

Spørgsmålene er nærmest umulige at besvare, for der er ikke noget godt svar. Verden har aldrig haft så megen velstand, viden og teknologi til rådighed før. Vi har fuldkommen fantastiske midler og kompetencer til at løse konflikter og muligheder for at lære af historien. Netop derfor er børnenes spørgsmål til deres morfar så afgørende: ”Hvorfor begynder man ikke at løse problemerne sammen?”

Vi kan ikke gennemskue konsekvenserne af, at vores børn og børnebørn på denne måde får en næsten eksistentiel utryghed indpodet. Af at de generelt mangler tillid til verden og fremtiden. Men når børnene begynder at stille disse spørgsmål, bør alarmklokkerne ringe hos alle og enhver.

Det giver kort sagt ingen mening, at vi tillader, at verden bliver fuldkommen splittet ad, når vi vitterligt ved bedre.

Vi har ingen gyldige undskyldninger for, at vi taler markant grimmere til hinanden, end vi gjorde for få årtier siden. Forklaringer har vi måske nok, og ikke mindst de sociale medier og techgiganterne er oplagte at gøre til hovedansvarlige for den offentlige diskurs’ deroute.

Men man bør aldrig forveksle forklaringer med undskyldninger.

Det er den samme logik, vi desværre er nødt til at bruge i forhold til klimaet: Vi kan nok godt forklare, hvorfor vi ikke gjorde meget mere meget tidligere. Men vi kan ikke undskylde det.

Én ting er ganske sikkert: Vores børn fortjener uendeligt meget bedre, end den verden de aktuelt har i udsigt til at overtage fra os andre, og der er mange måder, hvorpå negativiteten i verden kan vendes til noget positivt.

Mange kloge mennesker har haft mange kloge bud. Den største visdom, som jeg længe er stødt på i denne forbindelse, kommer imidlertid fra mit 4-årige barnebarn. Han forklarede mig, hvordan han og de andre børn i børnehaven håndterer konflikter – skænderier eller ligefrem slåskampe.

”Så leger vi bare bagefter,” fortalte han mig.

Det fik mig til at stoppe op.

Tænk engang, hvis alverdens voksne mennesker, der bruger deres dyrebare tid og energi på at være i konflikt med hinanden, faktisk også var i stand til at have det oprigtigt sjovt med hinanden.

Der er ingen grænser for, hvilke gensidige spændinger, der ville blive forløst, hvis man gennem humor, satire og leg kunne genfinde hinandens menneskelige sider, i stedet for blot at se modparten som en arvefjende, der skal bekæmpes.

Han har fat i noget, ham den 4-årige. Bedre bud på en konfliktløsningsmodel modtages naturligvis gerne. Men her og nu kan jeg ikke selv komme på et.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 21. december 2021. Illustration: Gert Ejton.

Vi skal løse kommunikationskrisen, før vi kan løse klimakrisen

Verden befinder sig midt i to skæbnesvangre kriser, og kunsten kan og bør spille en afgørende rolle i måden, vi løser disse kriser på.

Den ene krise er naturligvis klimaet, som – med rette – overskygger alle andre kriser. Løser vi ikke klimakrisen, kan alt andet ultimativt set være lige meget.

Den anden krise er det, vi kan kalde kommunikationskrisen. Det står nemlig skidt til med vores kollektive evne og vilje til at snakke sammen på en konstruktiv og empatisk måde. 

Skal vi løse klimakrisen, kræver det, at vi først løser kommunikationskrisen. For der er næppe noget, der i højere grad end klimakrisen afkræver den gensidige forståelse og evnen til at samarbejde om et fælles mål.

Takket være fænomener som Trump, fake news og et støt stigende antal Facebook-skandaler er det imidlertid blevet tydeligt for enhver, at vi globalt set har langt større kommunikationsmæssige udfordringer, end vi troede. Det er afgørende, at vi ikke lader os ramme af den lammende apati, der ellers ligger ligefor.

I stedet bør vi ty til det redskab, der er bedre end noget andet i denne sammenhæng – nemlig kunsten. Uanset om vi snakker om scenekunst, musik, billedkunst, litteratur, film og tv-serier eller dans, rummer kunsten præcis de kvaliteter, som vi har brug for netop nu.

Kunsten øger nemlig vores empati, når den formidler scenarier, stemninger og følelser, der giver os perspektiver på tilværelsen, som hverdagslivet ellers ikke ville rumme. Den lærer os at forholde os til mennesker og situationer, vi ellers aldrig ville stifte bekendtskab med, og den gør det muligt for os at identificere os med disse. Kunsten tvinger os også til at tage stilling, ligesom den øger vores evne til at tænke kritisk.

Vi bør derfor give kunsten en helt ny og langt større platform. Kun på denne måde kan vi indfri det potentiale, den rummer, for at få os til at betragte verden på nye måder – og for at styrke vores kommunikation med og forståelse for hinanden.

Det er netop kunsten, der kan få os til at føle, at vi er en del af noget større, for det er den også selv. Dermed kan den få os til at forstå, hvordan klima- og kommunikationskrisen er hinandens forudsætninger og udgøre det cement, der forståelsesmæssigt binder det hele sammen.

Især unge kunstnere bør spille en central rolle. Deres budskaber vil måske fremstå rabiate og provokerende for mange. Deres mere aktivistiske tilgang vil tvinge os ud af komfortzonen, og måske det i nuet vil føles som alt for meget at skulle håndtere. Men vi er nødt til at byde de unge, aktivistiske og provokerende kunstnere velkommen. For det er – som historien har vist gang på gang – dem, der frem for alt har mulighed for at rokke ved status quo.

For to år siden foreslog jeg, at der blev etableret en grøn kulturpulje, som skulle sikre, at billedmagerne og historiefortællerne får tid og ressourcer til at formidle en bred vifte af klimarelaterede problematikker. Den idé står jeg ved.

Men det er med tiden kun blevet tydeligere, at kunsten kan og bør spille en altafgørende rolle i forhold til at løse såvel den kommunikationskrise, der rent praktisk skal løses, før vi effektivt kan få greb om klimakrisen.

Det må gerne ske via en statsforvaltet pulje. Men det skal endnu hellere ske med kunstnernes egen ansvarsfølelse som primær drivkraft. De har nemlig helt unikke forudsætninger for at gøre en positiv forskel – og det forpligter.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 29. november 2021. Illustration: Gert Ejton.

Lad os hjælpe samfundets udsatte året rundt – ikke kun ved højtiderne

Snart viser kalenderen 1. december. Dermed er det også tid til den traditionsrige dyst mellem erhvervspanelerne i Øst og Vest, som vil give Dansk Folkehjælps julehjælpskampagne et massivt løft.

Konceptet er ganske enkelt, at erhvervsfolk på hver sin side af Storebælt ringer deres respektive netværk op og opfordrer personerne i den anden ende af røret til at støtte julehjælpen. Målet er selvfølgelig at samle flere penge ind end det modsatte hold.

Dysten varer en time og resulterede sidste år i indsamlingen af hele 13,4 millioner kroner, som blev lagt oven i det beløb, som Dansk Folkehjælp i øvrigt fik samlet ind.

Jeg har selv været en del af Østholdet siden begyndelsen, og det er fantastisk at opleve, hvordan man på blot en time kan indsamle beløb, der ellers ville tage mange uger via traditionelle indsamlingsmetoder.

Selvfølgelig er Dansk Folkehjælps julehjælp blot én indsats blandt mange andre, som eksempelvis Frelsens Hær, Mødrehjælpen og Julehjælpen.dk. 

Det er smukt at mærke, at julen netop er hjerternes tid, og at danskerne – private borgere såvel som erhvervsvirksomheder – så velvilligt bidrager til at sørge for, at udsatte familier får en god jul med alt hvad dertil hører.

Men det giver også stof til eftertanke, at det især er lige omkring jul, at vi i fællesskab kan mønstre denne lyst til at hjælpe de familier, hvor forældrene ikke har råd til at købe gaver eller lave et stort måltid mad.

Der findes flere af den slags familier i Danmark, end de fleste tror, og der er derfor al grund til, at vi udviser en tilsvarende gavmildhed året rundt. Hvis vi har et mindset, der gør det helt naturligt at hjælpe udsatte familier til jul, burde det jo ikke være det sværeste i verden at brede dette mindset ud til også at gælde fra januar til november.

Vi bør derfor bryde med den tankegang, der får mange mennesker til at føle, at det kun er ved særlige højtider, man bør hjælpe, mens det så resten af tiden udelukkende er det offentliges opgave at tage sig af samfundets dårligst stillede. Den tankegang, der kan få os til at føle, at vores arbejde er gjort, lige så snart, vi har betalt vores skat.

Selvfølgelig sidder det offentlige med hovedansvaret, og selvfølgelig kan og bør social- og sundhedssektoren altid optimeres, så de dyrebare skattekroner strækker så langt som muligt.

Men betyder det, at borgere, der tilhører det massive flertal, som både har mentalt og økonomisk overskud til at hjælpe andre, ikke også bør gøre det? Naturligvis ikke.

Der er blevet talt meget om samfundssind det forgangne halvandet års tid. Det har frem alt handlet om ikke at gøre hinanden syge med COVID-19. Det er dermed en relativt passiv form for samfundssind at udvise.

Men udtrykket er godt, og vi bør placere det ind en ny kontekst, der handler om, hvad man aktivt gør for at hjælpe udsatte medborgere og generelt gøre samfundet bedre for alle, der er en del af det. De fleste danskere har mulighed for at hjælpe, og selv et lille bidrag kan gøre en stor forskel. 

Hvis vi vil sikre os, at vi også har et velfungerende velfærdssamfund om ti år, er der derfor alle gode grunde til, at både borgere og virksomheder kommer på banen og udviser samfundssind ved at tage ansvar og aktivt gøre noget. Frem for primært blot at vente til det offentlige tager sig af det – eller til det bliver december, så man lige kan få ordnet samvittigheden ved at give til julehjælpen.

Da Dansk Folkehjælp tænkte nyt og gik fra de traditionelle indsamlingsbøsser til at opfinde erhvervspanelerne, så vi, hvordan nye grupperinger i samfundet kunne hjælpe – på en måde, vi ikke havde regnet med.

Mange af virksomhederne havde næppe heller tænkt over, hvordan de på denne måde kunne gøre en forskel, og ikke mindst Ekstra Bladet spiller som Dansk Folkehjælps partner på kampagnen en afgørende rolle i dens udbredelse og popularitet.

Hvis vi overfører denne kreative tankegang til andre sammenhænge, hvor både borgere og virksomheder på innovativ vis inddrager deres netværk i den gode sags tjeneste, kan der ske store ting.

Så er vi forhåbentlig kun ved den spæde begyndelse af en spændende udvikling, der inden for de kommende år vil transformere samfundet og gøre det naturligt for alle, der kan, at yde lidt ekstra. For den gode gernings skyld, og fordi det føles godt at gøre godt – ikke blot for den gode samvittigheds skyld.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 24. november 2021. Illustration: Gert Ejton.

Når minoritetsroller skal spilles af matchende minoriteter: En kunstnerisk undersøgelse – ikke et politisk statement

Tilbage i 2018 trak Scarlett Johansson sig fra filmen Rub & Tug og rollen som den transkønnede Dante ’Tex’ Gill. Det skete efter intens kritik af Johansson, som gik på, at hun burde have overladt rollen til en transseksuel skuespiller i stedet.

Kort efter kunne man i Informations lederspalte læse disse ord fra Rasmus Elmelund:

”En heteroseksuel ciskønnet skuespiller kan naturligvis sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil. Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet.”

I løbet af de forgangne år er der dog kun kommet tiltagende høje krav om, at roller, der skildrer eksempelvis seksuelle og etniske minoriteter, bliver udfyldt af personer, der tilhører de samme minoriteter.

Da Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater skulle finde hovedrollen til sin aktuelle danseforestilling The Danish Girl, var der et eksplicit ønske om at finde en danser, som havde et ”personligt og indgående kendskab til og erfaring med transkønnethed og queer-identitet”.

Valget faldt på Bjørk-Mynte Paulse til at spille rollen som virkelighedens Lili Elbe, der i 1882 startede sin tilværelse i Vejle som Einar Wegener.

Det er ikke svært at se, hvordan linjerne er trukket ganske hårdt op.

På den ene side har vi folk som Rasmus Elmelund, der tilsyneladende ikke ønsker, at nogen minoriteter skal have særlig adgang til at spille roller, der skildrer de samme minoriteter.

På den anden side har vi en forestilling som The Danish Girl, hvor man i praksis ekskluderede alle hovedrollekandidater, der ikke selv var transkønnede.

Ved første øjekast kan begge tilgange virke problematiske – den ene tilgang vil bevare status quo, mens den anden er ekskluderende.

Men det er vigtigt, at skelne imellem dem. For det er kun holdet bag The Danish Girl, der repræsenterer det, vi kan kalde kunstens væsen: Nemlig evnen til at stille spørgsmål og lysten til at gå nye veje. Til at bekæmpe status quo og prøve ting af, uanset om de fungerer eller ej. For i kunstens verden er processen lige så vigtig som det egentlige resultat.

Det altafgørende er, at vi ikke spænder kunsten og kulturen foran en politisk vogn og eksempelvis gør The Danish Girl og castingen af Bjørk-Mynte Paulse til et kønspolitisk statement. For det er det ikke. Tværtimod er det en spændende kunstnerisk undersøgelse af, hvad der ligger i at sikre denne form for overensstemmelse.

Danmark er i øvrigt både kendt for sin forkærlighed for dogmefilm og for at have været bannerfører for seksuelle minoriteters rettigheder. Er det at opstille castingmæssige dogmer omkring minoriteter ikke en helt naturlig kombination af disse to?

Så i stedet for et se det som en ekskluderende begrænsning, bør man derfor se det som et benspænd, der potentielt set åbner op for nye perspektiver, erkendelser og oplevelser, som man ikke kunne få, hvis man bare gjorde, sådan som man altid har gjort.

Det værste vi kan gøre er netop at gøre kunsten til en unuanceret politisk fløjkrig, hvor man enten er for eller imod. I stedet bør vi omfavne den kunstneriske proces og se, hvad der kommer ud af den.

Måske skaber det uhensigtsmæssige kunstneriske begrænsninger, som vi kan lære noget af.

Måske resulterer det i noget helt fantastisk, som vækker et ønske om mere.

Det modige tiltag, som The Danish Girl repræsenterer, må man uanset hvad håbe inspirerer det øvrige kunst- og kulturliv. For det er af stor vigtighed, at man aktivt forsøger at gå nye veje – også når det kommer til præmisserne for, hvordan minoriteter portrætteres og formidles.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 1. november 2021. Illustration: Gert Ejton.