Efter corona: Lad kulturen styrke troen på fremtiden

Restriktionerne i samfundet og i kulturen er borte. Endelig kan vi igen lade viften af tilbud, indtryk og oplevelser, svale vores frustrerede sind.

Men det er som om, en skrøbelighed har fæstnet sig i det fælles. At vi skal lede efter modet og evnen til at gå videre, nu hvor alt er muligt igen. For med mulighed følger ansvar.

For at der træffes beslutninger og ageres.

For at alt det, som den nationale nedlukning fratog os ansvaret og muligheden for, da pandemien var på sit højeste, kan vindes tilbage.

Corona var og er ganske forfærdelig for verden. På såvel det personlige som på det samfundsmæssige plan. Lokalt, nationalt og globalt. Pandemien blev den fælles fjende, som måtte angribes og besejres. Et negativt samlingspunkt som, på trods af vild debat, ulykke og uenighed, skabte en ny gryende følelse af sammenhold - sammen, hver for sig. Med hinanden, mod corona.

Hver især prøvede vi at holde balancen i en fundamentalt anderledes hverdag. I blodig digital holdnings-krig om vaccine, konspirationsteorier, adfærd og regler med de nærmeste og de fjerneste. Alt sammen i forsøget på at navigere i mørke.

Nu åbner verden igen. Foran os venter et spirende forår og et flor af muligheder for veje videre i det værdigrundlag, som vi deler gennem den levende kultur, kunsten, de religiøse samlingspunkter og i vores foreningsliv.

I de nationale definerende fællesskaber, der gør os til os.

Det er tid til, at vi hver især tager ansvar ikke bare for os selv og de nærmeste, men for det fælles igen. Mere end nogensinde, er der brug for alle i den kulturelle genopbygning, vi står overfor. Krigstrusler mod øst, ulighed, racisme, polarisering og en særlig ond, ny form for fakta-immun verdensopfattelse og fanatisme, kræver vores fulde opmærksomhed og fælles handlekraft.

Man siger, at den bedste hævn er at klare sig godt. Lad os vende " hævnen" over pandemien til handling. Lad os tro på fremtiden.

Når man tror, vælger man at tage ansvar.

For sig selv, for omverdenen og for fremtiden. Det er med fundament i det fælles ansvar, at vi nu kan og skal handle på kulturens vegne.

Det er i troen på fremtiden, at vi skal fortsætte vores fortælling som folk. Det er gennem vore fælles værdier, at vi finder vej. Og det er i kunsten, at vi finder inspirationen og modet til at tage ansvar for det levende kulturelle forår, som nu endelig kan spire igen.

Lad os vise pandemien, at den samlede os som nation. At vi tog ansvar. At corona, i historisk perspektiv, lærte os at navigere i modvind, finde vej og komme styrkede ud på den anden side. Lad os hver især tage ansvar for at pandemien ikke går over i historien som " dengang verden stod stille" og sammen tage ansvar for, at alt det vi lærte, diskuterede og længtes efter, nu bliver ført ud i livet i det mest farvestrålende, nysgerrige og mangfoldige forår i årevis.

Lad generobringen af det individuelle ansvar være den positive kulturelle senfølge, vi beslutter os for at leve videre med.

Oprindeligt publiceret i Kristeligt Dagblad den 28/2 2022.

Ny UNESCO-rapport minder os om, at krisen langt fra er ovre for kunsten og kulturens aktører

I den netop udgivne udgave af sin årlige rapport, Re|Shaping Policies for Creativity, leverer UNESCO dystre nyheder: På globalt plan mistede den kreative sektor 10 millioner jobs alene i 2020, og sektorens samlede værdi skrumpede ind med 750 milliarder dollars.

Desuden skildrer den 328 sider lange rapport blandt andet også, hvordan freelancere og selvstændige – som udgør en afgørende del af den kreative sektors arbejdskraft – ofte er dårligt stillede i forhold til at modtage den offentlige støtte, som ellers er blevet flittigt uddelt i løbet af corona-krisen.

Det er en rapport, som bør få advarselslamperne til at blinke hos danske kunstnere, kulturinstitutioner og øvrige kreative aktører. To års krise med restriktioner, nedlukninger og sporadiske genåbninger har været giftige for et ellers sprudlende og vitalt kunst- og kulturliv.

I Danmark har der efter en hård start været en pæn politisk opbakning til kunst- og kulturlivet i løbet af krisen. Men alligevel er mange kunstnere faldet igennem sikkerhedsnettet bestående af diverse støtte- og kompensationsordninger, ligesom et væld af kulturproducenter, festivaler og arrangører har måttet kæmpe for at overleve. 

Nu, hvor Danmark atter er åbnet, vil mange måske være af den opfattelse, at vi er kommet godt igennem krisen – og at kunst- og kulturlivet dermed er reddet. Men denne nye UNESCO-rapport bør minde os om, at der fortsat venter et langt og sejt træk forude.

Vi har ganske enkelt endnu ikke set, hvordan verden og markedet i virkeligheden ser ud. Vi ved heller ikke, hvordan efterspørgslen bliver for den kreative sektors mange freelancere og selvstændige. Derudover ved vi heller ikke hvilke adfærdsændringer hos publikum, der vil bestå i mange år efter krisen, og som vil afføde nye krav til kunst- og kulturlivets måde at formidle sig selv og sine oplevelser på. 

Derfor er der vigtigt, at kunsten og kulturens aktører ruster sig til en periode, hvor der fortsat skal kæmpes hårdere end normalt, og hvor evnen til at indgå i nye samarbejdsformer og partnerskaber bliver helt afgørende, hvis trivslen skal sikres.

Samtidig bliver den politiske opbakning tilsvarende afgørende – især på den længere bane, hvor også den danske fondsverden fortsat kommer til at spille en vigtig rolle.

Skal vi fremover have et sprudlende og vitalt kunst- og kulturliv, bliver det dermed nødvendigt med både modstandskraft og vedholdenhed. Fra kunstnerne og kulturaktører selvfølgelig, men også fra hele det danske samfund, som kunsten og kulturen naturligvis er en fuldkommen integreret del af.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 11. februar 2022.

Hollywood-satiren "Don’t Look Up" demonstrerer effektivt kunsten og kulturens kræfter

"Don't Look Up" har sat den internationale debat i omdrejninger. På en måde, som ingen videnskabelige rapporter, Al Gore-dokumentarer eller dramatiske nyhedsindslag nogensinde har formået.

Hvad er det for kræfter, som kunsten og kulturen rummer, og hvilke potentialer rummer disse kræfter?

Pludselig – som en komet fra det ydre rum – er der landet en film, som med ét har givet os et usædvanligt stærkt svar på netop disse spørgsmål. En film, som har demonstreret, hvad det er for kræfter, som hverken journalister, forskere eller menige borgere besidder på samme måde, som kunsten og kulturen gør.

Filmen, der er tale om, er Netflix-sensationen ”Don’t Look Up”. På overfladen ligner det måske blot en lidt vel stjernespækket omgang Hollywood-satire.

Kigger vi under kølerhjelmen, vil vi imidlertid se en nøje komponeret motor, som i dén grad har sat den internationale debat i omdrejninger. På en måde, vel at mærke, som ingen videnskabelige rapporter, Al Gore-dokumentarer eller dramatiske nyhedsindslag nogensinde har formået.

Netop fordi der er tale om en spillefilm – med sine åbenlyse helte og skurke og lårtykke moraler – har den åbnet op for sluserne hos snart sagt alle, der har set den. Ja, netop fordi der er tale om et kunstnerisk produkt, føler alle sig kvalificerede til at afsige en smagsdom over filmen og til at fremmane en analyse, der klargør, hvorfor den enten er exceptionelt fantastisk eller elendig.

Det ser vi eksempelvis hos skaren af traditionelle filmanmeldere, som både sender begejstrede og stærkt revsende ord i filmens retning. Et eksempel på sidstnævnte er Berlingskes Kristian Lindberg, der tildelte den én stjerne og skrev, at filmen var »ligeså underholdende som at blive irettesat af en surmulende 18-årig klimaaktivist«. Til sammenligning kvitterede Jyllands-Posten med fem stjerner og roste den »både groteske og realistiske« film.

Klimaforskere har samtidig udtrykt begejstring over filmens skildring af, hvor katastrofalt det er, at forskere bliver ignoreret og bagatelliseret gang på gang. Vi kan ikke vide, om Netflix-brugerne, der ser filmen, også synes, den er fantastisk, men den er i hvert fald blevet den næstmest sete Netflix-film nogensinde.

Så er der alle de andre eksperter, der hverken er eksperter inden for film eller klimaforandringer, men som alligevel giver deres besyv med. Som Cepos’ Martin Ågerup, der i en kronik i Politiken bruger filmen til netop at bagatellisere klimakrisens omfang og i stedet mane til ro og optimisme.

På rekordtid har filmen dermed bidraget til at skærpe debatten om en række absolut væsentlige dagsordener. Om håndteringen af krisen selvfølgelig. Men også mere specifikt om forskeres manglende indflydelse på problematikker, hvor de alt andet lige er de mest kvalificerede til at udtale sig.

Hertil kommer debatten om populistiske politikeres vidtgående indflydelse på vores fælles fremtid. Ja, selvfølgelig har filmen også givet anledning til metadiskussionen om, hvorvidt Hollywood overhovedet bør give sit besyv med.

Herfra skal der ikke lyde nogen smagsdom over filmen i sig selv. Dem er der rigeligt af i forvejen. Men den fortjener opmærksomhed som et eksempel på det, som kunsten og kulturen er i stand til: De utallige refleksioner og debatter, som den har frembragt, er måske filmens allervigtigste formål?

Det er ganske åbenlyst, at lerskulpturen på provinsmuseet eller den eksperimenterende forestilling på storbyteatret ikke kan forventes at generere den samme mængde refleksioner, som en provokerende Hollywood-film kan.

Mekanismen er dog fundamentalt set den samme: Den værdi, som kunsten og kulturen skaber, ligger nemlig ikke blot i den flygtige oplevelse, men derimod alt det, som i hvert fald den bedste og mest vedkommende kunst og kultur efterfølgende sætter i gang.

Forhåbentlig vil ”Don’t Look Up” være til stor inspiration for alverdens kunstnere og kulturaktører, som vil erkende deres egne særlige forudsætninger for at sætte dagsordener. At de ikke skal være bange for at provokere og rykke ved vores vante forestillinger. For dét er en erkendelse, som har den samme grad af vigtighed, uanset om man er Leonardo DiCaprio eller en lerskulptør i Løgstør.

Oprindeligt publiceret i Jyllands-Posten den 10. februar 2022.

Hvem skal tage over fra dronning Ulla?

Der er noget, jeg går og bekymrer mig over. Ja, altså udover alt det, som vi nok alle sammen går og bekymrer os om i denne tid.

Det er en omstændighed, der bliver ved med at nage mig – særligt efter at have set serien af fantastiske udsendelser om vores regent og hendes 50-års jubilæum.

Vi har nemlig en anden dronning udover Margrethe: Dronning Ulla. Den nu 77-årige fru Terkelsen, som godt nok ikke bor på et slot. Men ligesom Dronningen har hun en helt unik position i danskernes bevidsthed, og hun er af gode grunde også en højt elsket skikkelse.

Hvor Dronning Margrethe har en klokkeklar række af tronfølgere, står det anderledes til med Ulla. For hun har ingen oplagte tronfølgere – og det er dét, der bekymrer mig: Hvad skal Danmark gøre, når Ulla Terkelsen ikke er på skærmen længere?

Hun er en fuldkommen enestående institution i dansk nyhedsformidling, og det har hun været i mere end 50 år. Karrieren startede i DR, men hun blev snuppet af TV 2, som fra 1987 og fem år frem gjorde hende til kanalens første nyhedschef. Undervejs i sin karriere har hun rapporteret fra alverdens knude- og brændpunkter – fra London til Washington, fra Berlin til Bruxelles, fra Paris til Kabul. 

Hun taler fem flydende sprog og er – ofte til tv-seernes overraskelse – næsten altid at finde lige dér, hvor dagens største internationale nyhedshistorie udspiller sig. Som om hun har hjemme i en hel håndfuld lande på én gang. Samtidig med, at hun utvivlsomt er pæredansk.

Hun står dér med sit fantastiske Tina Turner-hår, som altid ryger ned i øjnene, og hendes endnu større tørklæder. Altid er hun parat til at fortælle løs med et smittende engagement, og hun formår både klart og intuitivt at formidle komplekse problemstillinger i øjenhøjde med alle befolkningslag.

Som ingen anden kan Terkelsen tage pulsen på det sted, hun nu befinder sig, og med stor empati formidle andre menneskers tanker og følelser. Hun ved nemlig, at den stærkeste nyhedsformidling rummer samtaler med rigtige mennesker.

Derfor undgår hun generelt henvisninger til, hvad diverse kølige eksperter måtte have sagt om emnet – om det så handler om COVID-19, Donald Trump eller naturkatastrofer. Dermed står hun fuldt ud på mål for sin egen nyhedsformidling i en grad, som kun de allerfærreste tør gøre det.

Resultatet er en nyhedsformidling, som både oprigtigt oplyser os og får os til at føle, at vi befinder os lige dér, side om side med Ulla, hvor det hele sker.

Så hvem i alverden skal nogensinde følge i Terkelsens sted? Personligt kan jeg ikke komme på nogen oplagte kandidater.

Som det er tilfældet inden for mange dele af samfundet, er originalitet ikke i højsædet, og aktuelt prioriterer vi som samfund ofte den noget uniformerede stil.

Den kombination af autenticitet og troværdighed, som Terkelsen så imponerende repræsenterer, er således ikke længere på mode, og derfor er der længere og længere mellem de store personligheder i nyhedsudsendelserne på tv.

I stedet har vi udviklet en forkærlighed for de lidt for velpolerede skærmtrolde, der ganske vist er kompetente, men også ganske udskiftelige. Deres mimik strækker sig ofte kun fra det forudsigeligt joviale til den påtagede alvorsmine, når den aktuelle historie er særligt tung.

Generelt handler det tilsyneladende mere om at få skabt en flot produceret og underholdende nyhedsudsendelse, end om at få skabt det, der virkelig oplyser os, griber os og hjælper os til at forstå den tiltagende kaotiske verden, vi alle sammen bebor.

Netop som kaosset tiltager – på tværs af klimaforandringer, Corona-varianter og demokratiets smuldrende fundament – bliver det kun tilsvarende vigtigere, at vi har en nyhedsformidling, som formår at engagere os.

Det er netop afgørende, at nyhedsudsendelserne ikke kun engagerer os som tv-seere, men derimod som borgere, der alle bør bidrage aktivt til at skubbe samfundsudviklingen i en positiv retning. 

Derfor må man håbe, at den originalitet, autenticitet og troværdighed, som Terkelsen gennem årtier har været garant for, igen vil komme på mode og på ny sætte standarden for, hvad god tv-journalistik er.

Efter fire årtier i kommunikations- og mediebranchen vover jeg desuden at fremføre en lille teori, selv om jeg ganske vist ikke kan dokumentere den: I en tid, hvor alt handler om antal klik, så er der flere klik i Ulla Terkelsen end i de polerede mainstream-værter og -formater. Hvis dén teori holder, så har tv-cheferne i hvert fald et ekstra godt argument for at dyrke originalerne i langt højere grad.

Hvad der end kommer til at ske, skal der i hvert fald lyde et stort ønske om, at der snart dukker nogle kronprinsesser og -prinser op, så tronfølgen efter dronning Ulla kan blive sikret.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 1. februar 2022. Illustration: Gert Ejton.

Kronprinsessen har gjort sig mere relevant for befolkningen

Christian Have blev interviewet i forbindelse med Ritzau-telegrammet den 31. januar om Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag. Her udtalte han:

Med sine prioriteringer har kronprinsessen truffet et rigtigt valg, siger kultur- og medierådgiver Christian Have. Det var naturligt, at hun de første år gik mere forsigtigt frem med blandt andet protektioner inden for mode og design.

Dem har hun fortsat, men de står i skyggen.

- Ved at markere sig på nogle store dagsordener gør hun sig mere relevant for befolkningen, og det er klogt, siger Christian Have.

Men det er ikke uden risiko for kritik. Som da kronprinsessen i 2020 var hovedtaler ved Copenhagen Pride Show.

At kongehuset på den måde støttede op om seksuelle minoriteters rettigheder, vakte i nogle kredse kritik. Og det må hun forvente, kan ske igen på nogle af de andre områder, hun har valgt, siger Christian Have.

- Men hun viser os, hvem hun er som menneske. Det samme gør kronprinsen, og det er måske det, der også fremover vil gøre monarkiet relevant.

Foto: Keld Navntoft, Kongehuset.