Har Bitcoin en bæredygtig fremtid?

Digitaliseringen af verdens banker og dermed penge begyndte tilbage i starten af 80’erne, og i 90’erne begyndte netbanken at blive allemandseje. Siden da har vi med tiltagende energi vinket farvel til kolde kontanter.

Foruden bankernes digitale platforme har tjenester som MobilePay og PayPal bidraget til, at penge ikke længere er noget, vi tæller via sedler og mønter, men i stedet blot aflæser som tal på en skærm.

Som det generelt gør sig gældende for teknologiske tiltag, deler udviklingen befolkningen i to: De ældre generationer har større forkærlighed for de fysiske penge, mens de yngre generationer med væsentligt større lethed byder de digitale løsninger velkommen.

I denne Corona-tidsalder, som vi nu alle sammen lever i, har vi imidlertid fået et ekstra stærkt incitament til at undgå at komme i kontakt med fysiske objekter, der cirkulerer rundt mellem fremmede mennesker – selv hvis risikoen for at blive smittet med COVID-19 via kontanter i realiteten er ganske lille.

Samtidig har den finansielle sektor og erhvervslivet naturligvis store interesser i digitaliseringen af det økonomiske system, da deres liv er uendeligt meget lettere, når de slipper for at have med fysiske penge at gøre.

Med til dette skisma hører dog også, at en anseelig del af den nationale identitet ofte kan knyttes til den givne møntfod – kunne man eksempelvis forestille sig USA uden dollars? Denne omstændighed rummer også en del af forklaringen på, at vi herhjemme takkede pænt nej til at udskifte vores kære krone med euroen.

Hvordan man end har det med digitaliseringen af valuta, er der al mulig grund til at tro, at udviklingen kun vil fortsætte med uformindsket hastighed. Der vil sikkert kun gå ganske få år, før fysiske penge er en saga blot.

I en verden, der trods COVID-19 til stadighed bliver mere og mere globaliseret, vil behovet for en transnational digital valuta kun blive tilsvarende større. Dermed bliver spørgsmålet, hvordan vi tager hånd om denne udvikling og sikrer os, at den går i en retning, som vil tjene civilsamfundet og de menige borgere.

Det oplagte bud på fremtidens valuta vil for mange være Bitcoin og andre lignende kryptovalutaer, som ikke er knyttede til nogen enkelstående nationer eller banker. Men der en omstændighed ved Bitcoin, som hidtil har været overset af mange: Det ekstreme energiforbrug, det kræver at generere og administrere valutaen.

Ifølge økonomen og Bitcoin-eksperten Alex de Vries fra Digiconomist bruger hver enkelt Bitcoin-transaktion lige så meget energi, som det kræver at se over 50.000 timer YouTube – eller foretage mere end 700.000 VISA-transaktioner.

Bitcoin står således for omtrent halvdelen af hele verdens datacentres energiforbrug, og samlet set svarer det til, at Bitcoin har et CO2-aftryk, der matcher New Zealand.

Jo mere populær valutaen bliver, jo større bliver energiforbruget også. Dermed er Bitcoin og tilsvarende kryptovalutaer helt åbenlyst ikke bæredygtige bud på et transnationalt økonomisk system. Især ikke så længe, at størstedelen af den energi, som disse valutaer anvender, kommer fra fossile brændstoffer, sådan som det er tilfældet i dag.

Netop denne omstændighed fik øget opmærksomhed, da Tesla-milliardæren Elon Musk for nylig købte Bitcoin til en værdi af halvanden milliard dollars. Prisen røg i vejret, så en enkelt Bitcoin nu koster i omegnen af 300.000 kroner – svarende til mere end en femdobling af prisen på blot ét år.

Musk er i praksis et skoleeksempel på det dilemma, verden står i: På den ene side sætter han helt nye standarder for biler, der er mindre afhængige af fossile brændstoffer, og han har bidraget væsentligt til at omdanne futuristiske fantasier til virkelighed. Men på den anden side omfavner han en teknologi, som netop modarbejder dette, fordi den markant øger det globale behov for flere fossile brændstoffer.

Det er åbenlyst, at kryptovalutaer – i hvert fald i deres eksisterende udformning – decideret modarbejder den grønne omstilling og alverdens landes forsøg på at bremse klimaforandringerne og den globale afhængighed af fossile brændstoffer.

Som det gør sig gældende ved alle andre globale udfordringer, bør vi således også have et holistisk blik på udviklingen af fremtidens digitale valuta. Det er ikke tilstrækkeligt, at valutaen er baseret på en banebrydende teknologi, hvis denne teknologi ikke også rummer en løsning på, hvordan vi begrænser energiforbruget og afhængigheden af fossile brændstoffer.

En ny teknologi skulle naturligvis gerne være mindst lige så god som den teknologi, den erstatter – og ideelt set både hurtigere og mindre ressourcekrævende. Med Bitcoin har vi imidlertid med en valutateknologi at gøre, hvor energiforbruget pr. transaktion som nævnt er 700.000 gange større end den eksisterende teknologi.

Først når denne altafgørende udfordring er løst, vil kryptovalutaer have en fremtid som noget, der sidenhen kunne blive allemandseje.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 17. marts 2021. Illustration: Gert Ejton.

Politikerne forspilder en enestående chance, når de ikke støtter op om Danmarks internationale film- og tv-succes

Med Thomas Vinterbergs Druk er Danmark godt i gang med at gøre sig bemærket på den globale kulturscene. Filmen har allerede vundet fire priser – bedste film, bedste manuskript, bedste skuespiller (Mads Mikkelsen) og bedste instruktør – ved European Film Awards, som generelt omtales som den europæiske pendant til Oscar-uddelingen.

Ved den egentlige Oscar-uddeling, som afholdes i april, ligger filmen lunt i svinget og bliver med stor sandsynlighed nomineret i kategorien ’Best International Feature Film’. Desuden mener branchebladet Variety, at Mads Mikkelsen også kunne gå hen at blive nomineret for sin præstation, og det samme kunne Vinterberg og Tobias Lindholms manuskript til filmen.

Vinterberg er naturligvis ikke den eneste danske instruktør, der nyder stor international succes i disse år. Især bør vi også fremhæve Susanne Bier, hvis kaminhylde allerede har en Oscar-statuette stående på sig efter sejren med Hævnen tilbage i 2011.

Siden da har Bier blandt andet stået bag filmen Bird Box, som blev set af 89 millioner mennesker via Netflix i løbet af de første fire uger, den var tilgængelig på tjenesten. Hertil kommer den stærkt roste serie The Night Manager for BBC og AMC, som modtog et væld af Emmy-nomineringer og en pris til Bier, ligesom tre af skuespillerne – Tom Hiddleston, Olivia Colman og Hugh Laurie ­– alle modtog Golden Globes for deres præstationer.

Aktuelt er Bier i gang med serien The First Lady for Showtime, hvor hun både er instruktør og executive producer. I serien vil man blandt andet kunne opleve Gillian Anderson, Michelle Pfeiffer og Viola Davis som tre af USA’s tidligere førstedamer (henholdsvis Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obama), og Bier er både instruktør og executive producer på serien, og det er bemærkelsesværdigt, at amerikanerne dermed får en dansker til at fortælle om disse skelsættende skikkelser i USA’s historie.

Vinterberg og Biers succeshistorier er akkompagneret af mange års særdeles positiv international opmærksomhed omkring dansk film og især tv – ikke mindst på grund af serier som Borgen, Broen og Forbrydelsen. I Danmark mangler vi imidlertid en forståelse for, hvor stor denne succes faktisk er.

Det er et kendt fænomen, at man ikke formår at begribe eller italesætte sin egen succes. Måske skyldes det et kollektivt mindreværd blandt befolkningen. En portion jantelov kombineret med det faktum, at vi i forhold til vores indbyggertal kun er på niveau med en halvstor kinesisk provinsby.

På den politiske front er det decideret problematisk, at vi ikke forstår at udnytte det potentiale, som den internationale film- og tv-succes rummer. Hvor er den store nationale og internationale investeringsstrategi for dette område? Hvor er den store internationale markedsføringsindsats? Hvor er de store fortællinger om Danmark som kreativ nation?

Sammen med resten af verden befinder Danmark sig midt i en genåbning, som vi forhåbentlig kommer i mål med i løbet af 2021. I denne forbindelse er det især vigtigt, at vi forstår, hvordan den internationale film- og tv-succes kan bidrage til at skabe arbejdspladser, øge eksportindtægterne og – ikke mindst – bidrage til at brande Danmark internationalt og sætte skub i en hårdt trængt kulturturismesektor.

De helt store spørgsmål, som alle må stille sig bliver således: Hvorfor bliver der gjort så lidt for en branche, der skaber så megen værdi? Hvorfor insisterer vi som land på at forspilde denne enestående chance for at gøre os positivt bemærket ude i den store verden?

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 1. marts 2021. Pressefoto: Henrik Ohsten.

En sjælden tak til de sociale medier: Når kendisser udstiller deres egen mangel på situationsfornemmelse

Det ligger mig ikke fjernt at skælde ud på de sociale platforme. Tværtimod er de hyppigt genstand for kritik fra min side, fordi de med deres konflikthungrende sensationalisme bidrager til at sprede misinformation og får mennesker til at bekrige hinanden.

Der er eksempelvis ingen tvivl om, at teknologigiganterne spillede en altafgørende rolle, da Trump-tilhængere gik til angreb på Capitol-bygningen i Washington D.C. den 6. januar. Der kan heller ikke herske tvivl om, at særligt Facebooks altødelæggende algoritmer var med til at sikre Trump sejren i 2016, ligesom de i dén grad også havde en finger med i spillet, da briterne samme år stemte for at forlade EU.

Men af og til er der et lyspunkt. Pludselig kan de sociale medier blive meningsfulde, hvad de ellers kun sjældent er. Et sådant lyspunkt så vi i den ellers så mørke og kolde januar måned, da diverse kendistyper begyndte at poste det ene spektakulære billede efter det andet af deres solbeskinnede ferier i Dubai.

Det var imidlertid ikke billederne i sig selv, der udgjorde lyspunktet. Det var derimod den respons fra de oprørte danskere, som billederne udløste.

I snart et år har danskerne med overvejende imponerende tålmodighed udstået Corona-krisen og alle de benspænd, den rummer.

Hjemmearbejde og hjemmeskole ad infinitum. Et kulturforbrug, der primært har bestået i at afsøge diverse streamingtjenesters afkroge. Mundbind, lige så snart man bevæger sig uden for sin boble. Fødselsdage, familiesammenkomster og fredagsbajere, som blev reduceret til Zoom-møder.

Mere end 2.000 danskere er desuden gået bort som følge af COVID-19, og dermed er et tilsvarende antal familier på tragisk vis blevet et medlem mindre på grund af pandemien.

Hertil kommer naturligvis, at de ellers så rejselystne danskere afblæste deres ferieplaner og blev hjemme på den sikre matrikel. Også efter den mørke vinter var blevet hverdag og trangen til at rejse ud af landet voksede sig endnu større.

Eller, det vil sige – næsten alle danskerne. For der var netop de få overprivilegerede eksistenser, der valgte at trodse myndighedernes anbefalinger og se stort på det kollektive samfundssind, som deres medborgere ellers så tålmodigt udviste.

Når først de var landet i Dubai kunne de ikke dy sig for fristelsen: De luksuriøse stunder ved svømmepølen var simpelthen for fantastiske til ikke at poste på de sociale medier. Det er jo netop det, som især Instagram egner sig så fantastisk godt til – til at vise sine følgere, hvor fantastisk et liv, man har.

Under normale omstændigheder vil følgerne, der måske ikke lever et lige så luksuriøst liv, tage pænt imod strandselfies og afbildning af overdådige middage og drinks i eksklusive omgivelser. De rige og berømte har jo til enhver tid været genstand for en god portion fascination, uanset om man så blot går efter at få tilfredsstillet snagegenet, eller fordi man higer efter selv at opnå samme status.

Der er imidlertid ikke noget normalt under de omstændigheder, vi alle lever under nu. Derfor vækker de dubiøse Dubai-billeder så megen harme hos store dele af befolkningen. En tilsvarende reaktion er naturligvis opstået, efter unge danskere er draget til de østrigske skipister under dække af, at de er arbejdssøgende.

Så godt som alle danskere higer efter luftforandring netop nu, hvor vi så intenst venter på et liv, der ikke domineres af COVID-19. Men vi forstår godt, hvorfor vi er nødt til at vente med at gøre netop dette ønske til virkelighed.

COVID-19 kan netop kun overvindes, hvis alle gør, hvad de kan for at begrænse smitten. For at udvise det samfundssind, som ikke blot skal sikre, at børnene kan komme i skole igen, og at de voksne kan tage tilbage på arbejdspladserne. Det handler netop om samfundet som helhed: Om sygehusvæsenet, erhvervslivet, turismesektoren og kulturlivet, som i lige så høj grad mærker konsekvenserne af COVID-19, som hver enkelt borger gør.

Derfor betyder det noget, når enkelte borgere føler, at de er i deres gode ret til at se stort på myndighedernes anbefalinger – for så ser de samtidig stort på almenvellet og den fælles kamp for at slippe ud af Corona-krisen. Det er noget, vi normalt kalder benævner som asocial adfærd, og det er noget, som den gængse dansker har ganske svært ved at acceptere.

Havde det ikke været for de sociale medier og måden, hvorpå de privilegerede kendissers manglende situationsfornemmelse dermed blev udstillet, havde vi aldrig fået skabt så meningsfuld en offentlig debat omkring danskernes kollektive ansvar. Det er isoleret set et positivt udbytte, som vi takker de sociale medier for. 

Tilbage er der kun at sige, at jeg er særdeles stolt over at dele Danmark med de mere end fem millioner danskere, derikkerejste til Dubai, og som alle sammen bidrager til, at vi forhåbentlig snart kan genåbne vores land.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 13. februar 2021. Illustration: Gert Ejton.

Den nødvendige digitale revolution i dansk kulturliv

I december udkom rapporten Online scenekunst og nye publikumsmøder, som Iscene.dk, Applaus og Roskilde Universitet stod bag.

I denne blev det kortlagt, at 81% af de teaterforestillinger, man kunne opleve under Corona-krisens første måneder – fra marts til august 2020 – bestod af optagelser af traditionelle forestillinger.

Den resterende femtedel var forestillinger, der specifikt blev produceret til digitale eller online medier, og godt halvdelen af disse kunne livestreames.

Det er denne femtedel af forestillingerne, der giver os konturerne af, hvordan den digitale scenekunst kan blive bæredygtig og relevant – også på den anden side af krisen.

Det fascinerende er, at der ikke er nogen af de anvendte teknologier, der for så vidt er nye. Værktøjskassen til at lave innovative digitale forestillinger har teatrene haft i mange år, inden COVID-19 pludselig blev en realitet.

Det har imidlertid været overvældende for scenekunsten at begive sig ind i den digitale dimension, nu man så naturligt føler sig hjemme i det fysiske rum. Potentialet har dog hele tiden ligget der, og med Corona-krisen har det fået mulighed for at manifestere sig.

Så vidt har der været god plads til forskellige eksperimenter på denne front, og også fremover er man nødt til at ty til learning-by-doing for at få identificeret og skabt de digitale rum, som scenekunsten kan udvikle sig og trives i. Men det har været en stor glæde at iagttage, at der i løbet af det forgangne år har været mere end 20 teatre – med Det Kgl. Teater i spidsen – som er trådt ud af sin komfortzone og har kastet sig over at producere digitale forestillinger.

Nu begynder vi så at se særligt innovative tiltag, som eksempelvis Teater V med sin Dramatisk Digi-manuskriptkonkurrence, hvor manuskriptforfattere inviteres til at skrive en innovativ forestilling specifikt til at blive oplevet online. Vinderen vil modtage 100.000 kr. og – endnu vigtigere – en professional produktion af forestillingen på Future V, som er Teater V’s virtuelle scenerum.

Et sådant scenerum har Aalborg Teater også skabt med AAT Stream, og den 23. januar opførte teatret forestillingen Tineonline, og hele 13.000 personer udgjorde samme aften det virtuelle publikum. 

Dette indvarsler det store potentiale, der ligger i at nå et nyt og langt større publikum via den digitale dimension. Pludselig er der basis for en helt anderledes og mere relevant form for publikumsudvikling, hvor man kan nå nye målgrupper og få fat i langt flere af de ikke allerede indviede.

Hertil kommer, at de virtuelle forestillinger åbner op for en bred vifte af muligheder i forhold til partnerskaber med teknologiplatforme og erhvervsvirksomheder, som selvfølgelig vil være interesserede i, hvordan nye og innovative digitale løsninger kan understøtte scenekunstens udvikling.

Foruden teatrene er der naturligvis også en bred vifte af f.eks. museer, spillesteder og festivaler, som er i gang med at etablere meningsfulde digitale rum.

Tilsammen vil alle disse anstrengelser afføde en sand transformation af dansk kulturliv i de kommende år, efterhånden som kunstnerne og kulturaktørerne for alvor finder fodfæste i den digitale dimension.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 1. februar 2021. Illustration: Mikkel Damsgaard.

Hvad vi (forhåbentlig) har lært efter fire år med Trump

USA’s 45. præsident, den antidemokratiske Donald Trump, er endelig ude af Det Hvide Hus. Men hvorfor skulle det tage fire år og et angreb på Capitol-bygningen, før den fundamentale forståelse af Trump og hans tilhængere endelig begyndte at indfinde sig?

I USA har perioden fra valgdagen den 3. november 2020 og frem til præsident Joe Bidens indsættelse den 20. januar 2021 været præget af ekstremt kaos.

Utallige forsøg på at annullere valgresultatet blev kombineret med en konstant opildnen af Trumps følgere. En indsats som kulminerede med angrebet på Capitol-bygningen den 6. januar, da Kongressen endegyldigt skulle certificere Bidens sejr over Trump. 

Efterfølgende er Trump blevet smidt af blandt andet Twitter, Facebook og YouTube. Amazon, der ejer serverne, som cirka en tredjedel af internettet er afhængigt af, lukkede og slukkede for Parler – det alternativ til Twitter, som mange af Trumps tilhængere benyttede sig af.

Demokraterne har desuden iværksat endnu en rigsretssag imod Trump, hvormed han er den eneste præsident i USA’s historie, der har lidt denne skæbne ad to omgange. 

Blandt teknologigiganterne, de traditionelle medier, en lang række store virksomheder og sågar udvalgte republikanere er stemningen vendt imod Trump, og de dramatiske omstændigheder, der udspillede sig den 6. januar, har for disse udgjort et såkaldt ’wake-up call’.

En konsekvent fejlanalyse

Der er frem for alt ét spørgsmål, der trænger sig på i denne forbindelse: Hvorfor skulle det tage stort set hele Trumps valgperiode, før denne bratte opvågnen fandt sted?

Det er ikke mindst et relevant spørgsmål at stille medierne – både i USA og herhjemme – der i bred forstand må siges at have begået samme analytiske fejl, som Wall Street Journal gjorde under valgkampen i 2016. Dengang forsøgte dagbladet at opsummere trumpismen på følgende måde: 

”En populistisk blanding af vrede over status quo, skepsis over for den frie handel og indvandringen, tvivl om værdien af amerikansk indblanding i oversøiske anliggender, en forkærlighed for lov og orden samt en dosis nationalisme”.

Trumpismen er netop blevet behandlet som et politisk projekt. Som om den bevægelse, Trump står i spidsen for, vitterligt handler om udenrigspolitiske, indvandringsmæssige og økonomiske spørgsmål.

Trumpismens kerne er det antidemokratiske kultursyn

Efter min mening har Trump imidlertid aldrig givet mening at betragte som en politiker med en klassisk vifte af mærkesager, og forsøget på at forstå ham som en sådan gjorde fra begyndelsen de politiske kommentatorer og redaktørerne sneblinde.

Det er netop umuligt at afkode en person som politiker, hvis hans handlinger, ytringer og prioriteringer aldrig udspringer af nogen konsekvent politisk ideologi.

Som jeg forklarede i en kronik til Politiken, der blev bragt i april 2017, kan man sagtens være ”immigrationsskeptiker, modstander af aktivistisk udenrigspolitik og fortaler for strengere straffe uden dermed at være antidemokratisk”. 

Op til valget havde Trump i øvrigt selv udtalt, at han var ”totalt fleksibel i forhold til rigtig, rigtig mange politiske spørgsmål”.

I kronikken beskrev jeg således, hvordan trumpismens egentlige kerne er det antidemokratiske kultursyn: ”Overser vi dette, overser vi samtidig, hvordan vi bedst muligt bekæmper trumpismen.”

Således lagde jeg op til, at vi snarere skulle betragte Trump som kulturpersonlighed og vurdere ham ud fra hans antidemokratiske tilbøjeligheder, for ”hvis først Trumps kultursyn normaliseres, vil det potentielt blive en mange årtier lang kamp for demokratiet at finde sit fodfæste igen”.

Forsøget på at forstå Trump mislykkedes

Spoler vi tiden frem til i dag, knap fire år senere, kan vi konstatere, at forsøget på at forstå Trump mislykkedes. Ganske vist tabte Trump valget, men der endte med at være 74 millioner vælgere, der stemte på et genvalg til Trump, og kun 31% af de republikanske vælgere anerkender ifølge CBS News Biden som den legitime vinder af præsidentvalget.

På trods af, at Trump opildnede sine følgere til at angribe Capitol-bygingen – og dermed den amerikanske regering – er der ifølge CNBC stadig næsten ni ud af ti republikanere, der støtter op om ham. Herunder også republikanere, der befandt sig i bygningen under angrebet.

Dette er resultatet af fire års manipulation og propaganda fra en støt voksende skare af højreradikale medier, som alle har nydt godt af de digitale megafoner, som de sociale medieplatforme har stillet til rådighed. 

Hertil kommer, at en stor del af republikanerne proaktivt har bidraget til at blåstemple og sprede de konspirationsteorier om valgsvindel, der skulle annullere Bidens sejr, og som Trump-følgerne brugte som motivation for deres angreb den 6. januar.

Kampen for det kriseramte demokrati

Efter en smuk og for USA meget beskeden indsættelsesceremoni den 20. januar melder det følgende spørgsmål sig imidlertid: Hvordan undgår USA igen at ryge længere ned i den antidemokratiske afgrund?

Selvom Biden nu formelt er USA’s 46. præsident, er der netop ingen grund til at tro, at trumpismen bare vil forsvinde af sig selv. Tværtimod er der en hel række af tiltag, der bør finde sted, så det kriseramte demokrati kan få det førnævnte fodfæste tilbage.

For det første skal de demokratiske institutioner juridisk forstærkes. Med stor succes fik Trump destabiliseret dem, fordi de i så høj grad er baseret på normer snarere end egentlige love og regler, skal forstærkes.

For det andet skal der slås et historisk stort slag for den faktuelle sandhed, som vækker genklang gennem alle dele af samfundet. Der skal tages et opgør med den gambling med sandheden og såkaldte ”alternative facts”, som politikere, rådgivere og medier med fuldt overlæg har kastet sig ud i som en del af deres indsats for at holde Trump ved magten.

For det tredje skal teknologigiganterne én gang for alle blive pålagt et ansvar for den rolle, de har spillet i de sidste fire år. Hverken politikere, borgere eller de traditionelle medier har villet erkende, hvilke de mekanismer, der gør sig gældende på de sociale medier – eller også er den tilstrækkelige forståelse heraf aldrig blevet opnået. Uanset hvad forklaringen er, har holdningen været, at man relativt roligt bare har set tingene an og fortalt hinanden, at ”det går jo nok alligevel”. Ikke mindst fordi Trumps politiske modstandere selv har gjort ivrig brug af de sociale platforme.

Resultatet er, at ingen har evnet at få sat en stopper for det væld af negative konsekvenser, som Facebook, Twitter og YouTube har affødt, og som har ført til, at disse platforme efter den 6. januar har haft deres egen 9/11: De befinder sig pludselig i en ganske anden position, og deres fremtidige skæbne vil ikke blot påvirke det politiske landskab i USA, men ethvert samfund i hele verden, der har adgang til disse platforme.

De sociale medier skaber sprængfarlige siloer

Angrebet på Capitol-bygningen og den rolle, som de sociale medieplatforme spillede i planlægningen og optakten hertil, manifesterede problematikken i en sådan grad, at vi uden tvivl vil se en langt større forståelse for de sociale mediers negative indflydelse på demokratiet i den kommende tid.

Én mulighed for at komme problematikken til livs er at nationalisere platformene, sådan som jeg beskrev det i en Berlingske-kronik i juni 2018. Hvis ikke platformene i sig selv skal eller kan nationaliseres, så gælder det i hvert fald de private brugerdata, som er alfa og omega for platformene, og som de gang på gang har demonstreret, at de ikke selv har tilstrækkelig kontrol over.

Men der skal langt mere til, for udfordringerne er langt større end de privatlivsmæssige problematikker. Den altoverskyggende udfordring handler om, hvordan platformenes algoritmer er udformet: Uanset om du er interesseret i slankekure eller fascistiske konspirationsteorier, skal du have mere af det indhold, du allerede har demonstreret, at du interesserer dig for. Det er en selvforstærkende mekanisme, som med skræmmende lethed kan radikalisere mennesker.

Hertil kommer, at de sociale mediers forretningsmodel og deres generelle struktur belønner sensationelt og konfliktskabende indhold, da interaktionsraten – og dermed annonceindtægterne – her er markant højere. Konsekvensen er, at brugerne placeres i en uendelig række af sprængfarlige siloer.

Vi kommer derfor ikke uden om at tale om teknologigiganternes publicistiske ansvar for det, der bliver sagt, delt og planlagt på deres platforme. Vi kommer ikke udenom, at ny lovgivning er nødvendig, da platformene ikke er i stand til at udøve tilstrækkelig selvjustits eller overhovedet forstå hvilke monstre, de har skabt.

Forbud mod algoritmer, der forgifter demokratiet

Endnu et nødvendigt tiltag vil være, at der på højeste niveau – det vil sige lovgivningsmæssigt i hvert enkelt land og ideelt set også i regi af FN – bliver udviklet certificeringer, som platformene og deres algoritmer skal tildeles, før de sættes fri i civilsamfundet.

Dette bør principielt set foregå på samme måde, som når offentlige instanser sikrer, at eksempelvis nye fødevarer og medikamenter blåstemples, inden befolkningen kan erhverve sig dem.

Ingen ville acceptere et nyt produkt i supermarkedet, som forgifter forbrugerne. Så hvorfor skulle vi acceptere teknologiske platforme, der radikaliserer befolkningen, forgifter demokratiet og fremprovokerer borgerkrigslignende tilstande?

Så smuk som indsættelsen af Biden var, så meget desto vigtigere er det, at vi ikke bare ånder lettet op og hengiver os til illusionen om, at når bare Trump er ude af Det Hvide Hus, så skal alting nok blive godt igen.

Lettelsen er legitim, men hvis vi ikke bliver markant bedre til at afkode, dække og udfordre antidemokratiske figurer som Trump – eller Bolsonaro, Putin, Xi og Modi for den sags skyld – er der al grund til at frygte, at den kollektive forståelse af, hvad der egentlig er på spil, nok engang udebliver. At vi dermed kun vil indbyde til at flere demagoger kommer til magten rundt om verden.

Trump forstod værdien af kunst og kultur

Endelig er vi nødt til at forstå, hvilken rolle kunsten og kulturen spiller for dannelsen af gode samfundsborgere. Vi er i denne forbindelse nødt til at udvikle et nyt dannelsesbegreb, som inkorporerer de digitale universer, som er en del af alle moderne mennesker hverdag – om man så ønsker det eller ej.

Med den rette prioritering af kunst, kultur og uddannelse vil vi udvikle borgere, som er i stand til at tænke kritisk, sætte deres samtid i perspektiv og stille de rette spørgsmål til magthaverne og samfundets strukturer.

Hertil kommer, at dette nye dannelsesbegreb skal rumme forståelsen for værdien af at være uenig. At det netop er gennem udvekslingen af forskelligartede perspektiver og holdninger, at vi udvikler det bedst tænkelige samfund for flest mulige mennesker. Et samfund med borgere, der formår at være respektfuldt uenige med deres medmennesker, skaber altid de bedste forudsætninger for at komme fascistiske højredrejninger i forkøbet.

Afslutningsvist vil jeg påpege, at Donald Trump bedre end de fleste forstod værdien af kunsten og kulturen, og hvor altafgørende elementer de udgør for et demokratisk samfunds trivsel. Det var derfor, at han inden for de første to måneder af sit embede forsøgte at eliminere The National Endowment for the Arts og andre tilsvarende offentlige støtteordninger. Derudover gik han under stor bevågenhed til angreb på den frie presse og kaldte de publicistiske medier for ”fake news” og ”enemy of the people”.

Trump forstod således ikke blot vigtigheden af kunsten, kulturen og den frie presse – han forsøgte også målrettet at bekæmpe dem. Spørgsmålet i denne forbindelse bliver, om Biden og resten af den vestlige verden også forstår vigtigheden af disse og kampen for deres overlevelse og udvikling.

Hvis det ikke er tilfældet, er der en alvorlig risiko for, at vi igen får Trump at se i Det Hvide Hus i 2024 – og om ikke Donald selv, så måske et af hans børn.