Tre centrale udfordringer efter 300 år med dansk teater

Denne måned fejrer dansk teater sit 300-års jubilæum, og det markeres landet over med et væld af aktiviteter. Hendes Majestæt Dronningen er protektor for den landsdækkende fejring, som fortsætter helt indtil den 3. december, som er Ludvig Holbergs 338-års fødselsdag.

Holberg er en helt central figur i fortællingen om dansk teater. Det var nemlig hans teaterstykke, Den Politiske Kandestøber, som den 23. september 1722 blev opført på Lille Grønnegadeteatret – som det allerførste teaterstykke på dansk.

Der var plads til knap 500 mennesker på teatret, og i løbet af de forgangne tre århundreder har dansk teater udviklet sig til at kunne mønstre et samlet tilskuertal på næsten tre millioner om året.

Det Kgl. Teater på Kongens Nytorv har i forskellige udformninger været dansk nationalscene siden 1748, og kort derfra – på Christiansborg Ridebane – finder man Hofteatret, som åbnede i 1767, og som nogle af Danmarkshistoriens mest prominente skikkelser følte sig hjemme på. Ikke mindst H.C. Andersen, August Bournonville og en vis Louise Rasmussen, som sidenhen blev gift med Frederik den 7. og kendt som Grevinde Danner. I Aarhus, Aalborg og Odense finder man de tre store landsdelssener, der har status som hver regions eget kongelige teater.

Men dansk teater rummer også en imponerende mangfoldighed, som mange sikkert ikke tænker så meget over. Den mangfoldighed kommer til udtryk gennem de mange mindre egnsteatre og andre scenekunstaktører, der udgør vigtige lokale fyrtårne rundt omkring i scenekunstlandskabet.

Det gælder eksempelvis Limfjordsteatret, Holstebro Dansekompagni, Teater Momentum, Odsherred Teater og Randers Teater. Foruden naturligvis den imponerende vifte af teatre i hovedstaden – med ikoniske teatre som Folketeatret, Nørrebro Teater, Betty Nansen og Østerbro Teater i spidsen.

Også børn- og ungdomsscenen befinder sig i en spændende udvikling i disse år, og mange aktører byder på teater i verdensklasse for de helt små – f.eks. Det Lille Teater, Teater Nordkraft, Nørregaards Teater og Aprilfestivalen.

Vender vi blikket fra de professionelle til amatørerne, har vi takket være DATS – Danmarks Amatør Teater og Scenekunst – også en mangfoldig og inspirerende amatørscene. Sammen med teaterforeninger over hele Danmark sørger DATS for, at alle, der har lyst – såvel børn som voksne – får mulighed for at mærke scenekunstens magi. Både på scenen og som publikum.

Trods denne imponerende mangfoldighed og det høje niveau, som dansk teater rummer, kan man alligevel stille spørgsmålet: Hvad er det så for nogle udfordringer, som dansk teater står over for i dag?

For det første mangler den nye, store fælles fortælling om teatrets relevans og betydning i en bredere samfunds- og dannelsesmæssige kontekst. Verden har forandret sig, og det samme har publikums adfærd og præferencer – ikke mindst som følge af digitaliseringen.

Såfremt dansk teater skal bevare sin vitalitet i de kommende årtier, hvor konkurrencen fra nye digitale platforme kun bliver større, har vi brug for en ny fortælling, der tydeligt besvarer spørgsmålet om, hvorfor teater stadig er vigtigt i dag – og kun vil blive endnu vigtigere fremover.

For det andet er der behov for, at dansk teater i langt højere grad ser på og anerkender publikums behov. I 300 år har hovedfokus været den kunst, der udspiller sig på scenen. Men nu er tiden inde til i lige så høj grad at interessere sig for publikum.

Det er især behovet for medskabelse, der trænger sig på hos publikum i dag. Ikke nødvendigvis som skuespillere på selve scenen, selvom dette naturligvis er en mulighed. Medskabelse kan betyde mange ting, og det kan også handle om det, der sker før og efter en forestilling. Publikum kan blive en del af koret. Man kan engagere sig som frivillig på sit lokale teater. Det kan også være noget helt andet – det afgørende er, at hvert teater identificerer de måder, man imødekommer sit publikums behov for medskabelse. Det er ikke mindst igennem denne proces, at man som teater kan fremtidssikre sig.

For det tredje skal teatret udvikle sine digitale kompetencer. Naturligvis uden at sætte sin kunstneriske legitimitet over styr, og den digitale dimension bør kun inkorporeres i scenekunsten på relevante måder.

Blandt flere gode eksempler på, hvordan man kan gøre dette, finder man andet White Hole Theater i Viborg. Her er det eksperimenterende arbejde med kombinationen af fysisk teater og Virtual Reality med til at udvikle publikums opfattelse af, hvad teater overhovedet kan være.

Derudover skal de digitale kompetencer også opgraderes i forhold til brugen af data, så man får en forøget viden om sit publikum og sin rækkevidde. Det er samtidig præcis sådanne data, som samarbejdspartnere, fonde, sponsorer og det offentlige efterspørger, når et teaters gennemslagskraft skal vurderes.

Da grækerne opfandt teaterformatet for et par tusind år siden, skabte de en kunstform, som især handlede om at formidle demokratiet som styreform, dets formål og funktion for borgerne. Det er en opgave, som er endnu mere aktuel i dagens Danmark.

Så derfor er der al mulig grund til at ønske dansk teater tillykke med de 300 år, som har budt på en kolossal og imponerende udvikling.

Den største fødselsdagsgave, dansk teater kan give sig selv og borgerne, er at omfavne de mange nye muligheder, som ligger forude – og som gør det muligt for teatret at blive lige så relevant for det omkringliggende samfund, som grækerne i sin tid formåede at gøre det.

Hvad ville der ske, hvis vi integrerede kulturen i valgkampen?

Det trækker op til valg i Danmark. Alle folketingsvalg er per definition skelsættende begivenheder, men det særligt interessante ved det forestående valg er, at det både er det første efter coronakrisen og efter Rusland invaderede Ukraine.

Både coronakrisen og krigen i Ukraine har haft en effekt, som de færreste ville have kunnet forudse: De har på hver deres måde placeret kunsten og kulturen højt på den politiske dagsorden og i den offentlige bevidsthed.

Hvis vi som borgere var endt med at tage kulturlivet for givet, tydeliggjorde krisen for os, hvor meget kunsten og kulturen betyder, når den pludselig ikke længere er frit tilgængelig.

Hvad angår krigen i Ukraine, har den tydeliggjort hvilke kræfter, som kunsten og kulturen rummer i geopolitisk sammenhæng. Efter invasionen begyndte, stod det på rekordtid klart for den vestlige verden, at Rusland ikke blot skulle rammes af økonomiske og politiske sanktioner, men også de såkaldt bløde sanktioner inden for kultur- og idrætsverdenen.

Dermed har krisen og krigen demonstreret såvel borgernes interesse i kulturen som deres forståelse for de unikke kræfter, den rummer. Hvad nu, hvis vi tog konsekvensen heraf og fuldt ud integrerede kulturen i valgkampen?       

Alle partilederrunderne på tv kunne oplagt starte med fællessang. Vi så under krisen, hvordan fællessangen evner at binde danskerne sammen, så hvorfor ikke bringe dette i spil i forbindelse med et folketingsvalg?

Det er om noget en begivenhed, der placerer danskerne i forskellige siloer alt efter deres politiske tilhørsforhold – og dermed en begivenhed, hvor vi har brug for at blive mindet om vores fælles værdier og kulturarv.

Desuden ville et sådant indslag på smukkeste vis tage brodden af den kamplystne stemning mellem politikerne. For som Andreas Vetö, direktør for Danmarks Underholdningsorkester, har udtrykt det her i avisen, så er det svært at slås, hvis man lige har sunget sammen. 

Endelig bør ethvert vælgermøde rundt om i landet akkompagneres af et kunstnerisk indslag – om det så er sang, teater, dans, digtoplæsning eller noget femte – så vi også på denne måde får demonstreret i praksis, hvad kulturen er og kan, fremfor blot at diskutere den.

Oven på Tour de France er danskerne desuden godt og grundigt begejstrede for cykelsporten, så hvorfor ikke også afvikle et festligt lille cykelløb i selskab med kandidaterne? For præcis ligesom kultur styrker sammenhængskraften, gør idræt det naturligvis også.

Hvilke greb, der end anvendes, er der behov for at få kulturen til at fylde mere i valgkampen. For hvis vi ikke gør noget, bliver det med al sandsynlighed den økonomiske optik, der kommer til at dominere – sådan som det plejer at være.

Uanset om det handler om klima, sundhedsvæsen, skatter, uddannelse eller udenrigspolitik, vil spørgsmålene være: Hvad har vi råd til? Hvad skal vi prioritere? Hvordan får danskerne mest for deres skattekroner? Og så videre derudad.

Det giver god mening, for der er ufatteligt mange områder, der fattes penge, og midlerne er ikke ligefrem uendelige. Derfor er det selvfølgelig på sin plads at have grundige diskussioner om, hvordan de bruges.

Men tænk, hvis den økonomiske optik bare en gang i mellem blev skiftet ud med den kulturelle.

Så kunne politikerne for eksempel fokusere på opretholdelsen af ytringsfriheden, demokratiet og en stærk offentlig debat. På Danmarks rolle i den store verden, sådan som vi som land manifesterer os gennem alt fra vores succesrige film og tv-serier til vores imponerende sportsudøvere. På medielandskabet, den frie presse og kampen mod techgiganternes overherredømme. På betydningen af vores kulturarv og -historie. På at maksimere af adgangen til fri, nyskabende og alsidig kunst og kultur. På de værdimæssige alliancer, vi har med et væld af andre demokratiske nationer, og som kun bliver tiltagende vigtigere i denne kaotiske tid.

Disse emner ville både optage befolkningen og antænde livlige, udbytterige og inspirerende politiske debatter.

Samtidig ville det være debatter, der kunne gøre det en del lettere for befolkningen at skelne politikerne fra hinanden. Den politiske midte i Danmark er økonomisk set nemlig så bred, at det ofte kan være svært at skelne den ene blok fra den anden. En erkendelse, som den nuværende og den foregående statsminister i øvrigt begge lader til at have fået.

Men lige så snart, vi diskuterer kultur, så begynder forskellene at manifestere sig, for der er en stor og interessant spændvidde i holdningerne til alle de ovennævnte emner.

Diskussionen af kulturen udgør dermed en demokratisk genvej til at lære en politisk kandidat bedre at kende. Markant bedre, end når vi får en politiker til at gentage, at de eksempelvis også går ind for et økonomisk holdbart og velfungerende velfærdssystem – for det gør de jo alle sammen.

Så hermed en opfordring til både politikerne og vælgerne, der møder dem rundt om i det ganske land: Stil skarpt på kulturen. Det vil gavne både valgkampen og vores demokrati.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 8. august 2022. Illustration: Gert Ejton.

At rejse langsomt er at leve

Når vi som danskere udtrykker vores glæde ved at rejse ud i verden, er vi mange, der stolt har indoptaget H.C. Andersens berømte ord og gjort dem til vores eget motto: ”At rejse er at leve!”

Som borgere i et ganske lille land er rejsetrangen nemlig ofte tilsvarende stor, og mange danskere nøjes ikke blot med at udforske det europæiske kontinent. Forkærligheden er også stor for fjerne destinationer, om det så er Mexico, Marokko og Maldiverne eller Argentina, Alaska og Australien.

Men to faktorer har begge skabt seriøse stopklodser.

For det første har videnskaben tydeliggjort den negative effekt, som især flyrejser har på klimaet. Særligt er korte flyrejser vigtige at begrænse, da CO2-udledningen er størst ved start og landing. Så hvis man som en god borger ønsker at passe godt på klimaet, er det især disse korte flyrejser, der bør erstattes med andre og mere klimavenlige former for transport.

For det andet resulterede COVID-19 i så mange restriktioner, at det i lang tid var næsten umuligt at komme til udlandet. Da behovet for at rejse dog bestod, begyndte vi som naturlig konsekvens heraf at gå på opdagelse i eget land.

Godt nok er Danmark et lille land, men de fleste af os opdagede hurtigt, at der faktisk var masser af spændende destinationer, attraktioner og kulturinstitutioner, vi aldrig havde set før.

Selv efter to år med restriktioner har de fleste danskere kun fået set en begrænset del af alt det, Danmark kan tilbyde. Også derfor har vi al mulig grund til fortsat at agere turister i vores eget land.

Dog er det trods alt de færreste danskere, der helt har lyst til at opgive udlandsrejserne. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at vi kulturelt set undlader at lukke os om os selv, så vi bevarer nysgerrigheden efter at gå på opdagelse i andre kulturer og lande – også dem, der ligger længere væk end Sverige og Norge.

Så hvad er løsningen? I praksis er det ganske simpelt – og nok engang er det faktisk H.C. Andersen, der har svaret. Han bør være et forbillede for os alle, når det kommer til den måde, som vi fremover bør rejse på.

Lad os allerførst huske på, at Andersen levede fra 1805 til 1870 – før både bilen og ikke mindst flyet meldte deres ankomst. I stedet rejste han for eksempel med hestevogn på sin berømte tur til Rom, hvor han blandt andet også slog vejen forbi Paris.

Andersen drog i sit liv ud på hele 30 udlandsrejser og nåede vidt omkring – foruden Rom og Paris besøgte han blandt andet også storbyer som Athen, Berlin, Bruxelles, Glasgow, Lissabon, London, Madrid, Prag, Stockholm og Oslo.

Trods sin tendens til at blive søsyg insisterede han på at rejse med skibe, og da damptoget blev opfundet, fik han også mulighed for at rejse på det, der dengang var en ganske nymodens facon.

Damptoget udgjorde en rejseform, som han tilsyneladende fandt en del mere komfortabel end både den strabadserende hestevogn og det gyngende skib. Det fornemmer man tydeligt i denne levende beskrivelse af, hvordan det er at rejse med damptog:

”Du seer ud af Vinduet og opdager, at Du jager afsted, som med Heste i Galop; det gaaer endnu hurtigere, Du synes at flyve, men her er ingen Rysten, intet Lufttryk, Intet af hvad Du tænkte Dig ubehageligt!”

Han følte virkelig, at damptoget bevægede sig ubegribeligt hurtigt, men i dag, hvor vi er vant til langt hurtigere hastigheder, trækker vi på smilebåndet over Andersens fascination.

Den hastighed, som Andersen rejste med, var den samme som fik ham til at konstatere de berømte ord, ”at rejse er at leve”. I dag ville vi klassificere dén hastighed som ”slow travel” – præcis ligesom vi snakker om ”slow food” som en pendant til ”fast food”.

Begrebet ”slow food” åbnede på ny vores øjne for værdien af mad, der møjsommeligt er lavet helt fra bunden – gerne med lokale og økologiske råvarer, og serveret på en måde, der også tillader os at nyde den i ro og mag.

På samme måde bør ”slow travel” åbne vores øjne for værdien af turen undervejs som en stor og givtig oplevelse i sig selv, snarere end noget, der primært blot skal overstås.

Vi har vænnet os til at transportere os selv med lynets hast, men ved at sætte tempoet ned og prioritere rejsen lige så højt som rejsemålet, kan vi få en helt ny og langt mere bæredygtig tilgang til det at rejse. En tilgang, som kan komme både os selv og klimaet til gode.

Med denne inspiration fra Andersen kan vi som ”slow travelers” fortsætte med at stimulere vores rejselyst og drage ud i verden som ivrige kosmopolitter – blot med knapt så stor hastighed, som vi især har kunnet gøre det i de seneste årtier.

Til gengæld får vi mulighed for mange flere oplevelser undervejs, som samtidig kan danne fundamentet for mange dyrebare minder for de børn og unge vi måske er så heldige at rejse sammen med.

Så lad os hilse ”slow travel”-bevægelsen velkommen – for det er lige præcis denne bæredygtige rejseform, vi har brug for netop nu.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 4. juli. Illustration: Gert Ejton.

Et lyspunkt i en dyster tid: Flere festivaler får den demokratiske dialog som hovednavn

”En blanding af sommerhøjskole, Roskilde Festival og politikerdyrskue.”

Sådan beskrev Bertel Haarder visionen for Folkemødet på Bornholm. Konceptet vakte stor begejstring blandt de titusindvis af mennesker, som Folkemødet siden 2011 har trukket til Allinge.

Men ikke nok med det. Efter Folkemødet demonstrerede populariteten af denne kombination af politiske debatter, festivalstemning og højskolernes demokratiske ånd, har Danmark set en imponerende knopskydning af begivenheder, der er baseret på lignende koncepter.

Det gælder for eksempel Kulturmødet på Mors. Klimafolkemødet i Middelfart. Dannelsesfestivalen RESONANS i Oure. Naturmødet i Hirtshals. Ungdommens Folkemøde i Valby. Grænsen i Ribe. Skivemødet. Folkemøde Møn. Demokratiets Folkemøde på Himmelbjerget. Og så videre.

Det er værd at bemærke, hvordan disse begivenheder især trives langt væk fra landets største byer. Det er som om man bedre forstår de store, globale udfordringer, når man virkelig kan mærke det lokale samfund omkring sig.

Billedet af tusindvis af danskere, der samles for at diskutere samtidens vigtigste emner, giver tydelige mindelser om Jeppe Aakjærs berømte Jenlefester. Disse blev afholdt i to årtier fra 1910 og frem til Aakjærs død, og ved gården Jenle nær Aars dukkede menige borgere op for at opleve både Aakjær og en vifte af prominente meningsdannere, som holdt taler om både eksplicit politiske og mere filosofiske temaer. Festerne blev desuden akkompagneret af både kunstneriske indslag og god mad.

Perioden, som Jenlefesterne fandt sted i, rummede både Første Verdenskrig, pandemien, som fik tilnavnet ”Den spanske syge”, Genforeningen og den grundlovsændring, der både sikrede kvinder deres stemmeret og valgbarhed. Foruden naturligvis den indledende optakt til Anden Verdenskrig. Med andre ord: En periode præget af krig og konflikter, en pandemi og skelsættende politiske opgør.

Hvor festlige Jenlefesterne end har været – og det lyder bestemt til at være tilfældet – er de først og fremmest udtryk for forståelsen af behovet for dialog som middel til at introducere nye idéer, perspektiver og løsninger på samtidens udfordringer og kriser.

Da Folkemødet for godt ti år siden startede den aktuelle bølge af demokratisk funderede diskussionsfestivaler, var verden en anden. Perioden omkring 2011 skal ikke romantiseres unødigt, for der var bestemt også en bred vifte af alvorlige udfordringer at tage sig af dengang.

De fleste af os må dog formodes at længes efter denne tid. Før COVID-19. Før Rusland startede Europas første krig i det 21. århundrede. Før konsekvenserne af klimaforandringerne manifesterede sig knapt så tydeligt. Før de sociale mediers algoritmer accelererede udbredelsen af ’fake news’, ’trolls’ og ’cancel culture’. Før Donald Trump indtog det Hvide Hus og både direkte og indirekte gav energi til alverdens antidemokratiske bevægelser.

Dengang, i 2011, føltes kampen for de fundamentale demokratiske værdier markant mindre akut, end den gør i dag. For vi lever netop nu i en tid, der rummer mange tragiske overlap med Jeppe Aakjærs kaotiske samtid, der samtidig var omdrejningspunktet for Jenlefesterne.

Netop derfor er knopskydningen af folkemøder overalt i Danmark værd at hæfte sig ved. Det er nemt at blive kynisk i en tid som denne. Nemt at glemme sine værdier, iklæde sig skyklapper og begynde kun at tænke på sig selv, snarere end almenvellet.

Men alle folkemøderne signalerer, at vi i Danmark fortsat har en stærk og dybfølt tro på dialogen. Som om vi kollektivt siger: ”Lad os nu snakke om tingene!”

Dét giver håb midt i en dyster tid – og en styrket tro på, at vores demokratiske fundament fortsat er solidt. Det er en gammeldags måde at mødes på, ikke mindst i digitaliseringens tidsalder. Men det er som bekendt svært at have en fornuftig og respektfuld dialog på de digitale platforme, og den omstændighed skaber tydeligvis en higen efter at mødes i den analoge verden i stedet. Også i dette perspektiv er knopskydningen opløftende.

Det hører naturligvis med til historien, at den årlige Jenlefest faktisk genopstod i 1980 – takket være Aakjærselskabet, som i store træk har videreført det oprindelige koncept. Men modsat de oprindelige Jenlefester, hvor der var en forkærlighed for at sætte socialdemokrater på programmet, har Aakjærselskabet på forbilledlig vis ladet prominente stemmer på tværs af det politiske spektrum indtage talerstolen. Det har betydet, at man i løbet af tre år f.eks. har kunnet opleve Inger Støjberg, Mogens Jensen og Per Stig Møller som hovedtalere.

Da Folkemødet så begyndte at demonstrere publikumstal, der i de bedste år fuldt ud har kunnet måle sig med det, man ser på en række af landets største musikfestivaler, blev det en øjenåbner for resten af landet: Appetitten for den demokratiske debat var åbenlyst stor.

Ja, endda så stor, at den ikke kun havde potentiale til at kaste mindre arrangementer af sig. Faktisk har den vist sig stor nok til, at man kan skabe en bred vifte af festivaler, som alle har den demokratiske dialog som hovednavn.

Det er denne dialog, der er den allervigtigste at have netop nu – og selvfølgelig ikke kun i Danmark, men over hele verden. Måske man ligefrem kunne eksportere konceptet til USA, så borgerne og politikerne i dette ekstremt polariserede land kunne blive bedre til at tale med hinanden?

Shitstorms skal afværges med demokratisk dialog og nysgerrig lytten

“Shitstorm.”

Det var tilbage i 2010, at danskerne stiftede bekendtskab med dette ord og fænomenet, det dækker over: Et stormvejr af negativ opmærksomhed – først og fremmest på de sociale medier.

Ordet vandt især udbredelse i 2014, da Jensens Bøfhus lagde sag an mod Jensens Fiskerestaurant: Den danske restaurantbranches svar på dysten mellem David og Goliat.

Bøfhuset vandt retten til navnet ”Jensens”, men den furore, som kæden oplevede, da danskerne protesterede voldsomt og valgte at boykotte den, medførte et årsregnskab med et tocifret millionbeløb i underskud.

Historien blev et ikonisk eksempel på, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem det, der juridisk set er i orden, og det, som menige borgere synes er etisk og moralsk i orden.

Siden da er antallet af shitstorms eksploderet, og med tiden er det kun blevet tydeligere, at det langt fra er nok at holde sig inden for lovens rammer, hvis man vil bevare sit gode omdømme.

Ja, faktisk er shitstorms blevet så hyppigt og normalt et fænomen, at vi alle bør lære at håndtere dem. Uanset om man er menig borger, forretningsdrivende, politiker eller popstjerne.

Der er en tiltagende stor risiko forbundet med at udtale sig om en bred vifte af polariserende emner. Det gælder for eksempel kønsidentiteter og seksualiteter. Klimaforandringer og udlændingepolitik. Vacciner og Corona-restriktioner. Statuer og kunst i det offentlige rum. #MeToo og Black Lives Matter. 

Er en shitstorm først under opsejling, er der samtidig alle muligheder for, at den tager til i styrke. Stort set alle danskere er nemlig på nettet, og omkring to tredjedele bruger Facebook hver eneste dag. Samtidig har de danske dagblade mistet 36% af sine læsere fra 2010 til 2019, mens mere end 4 ud af 10 danskere nu bruger de sociale medier som decideret nyhedskilde.

Med hastigheder, vi aldrig har set før, kan en historie eller en udtalelse dermed komme særdeles vidt omkring – inden hovedpersonen nærmest selv opdager det. 

Det afføder helt naturligt, at mange bliver mere nervøse for at deltage i den offentlige debat. Især på de sociale medier, som ellers havde potentiale til faktisk at styrke den offentlige debat i kraft af, at de demokratiserede debatten ved at lade alle komme til orde.

Denne frygt medfører en indskrænkning af ytringsfriheden. Ikke juridisk set – for loven beskytter stadig retten til at ytre sig frit – men i praksis, fordi flere og flere ganske enkelt er bange for at sige noget forkert.

Der er mange ting, der kan udløse en shitstorm. Ofte vil den voldsomme reaktion, folk oplever, have sin oprindelse i ønsket om mere tolerance, mindre diskrimination, mere lighed og en øget bevidsthed om konsekvenserne af vores handlinger. Det har vi ikke mindst set udspille sig med shitstorms, der handler om #MeToo-sager.

Andre gange lykkes det dog også folk at iværksætte shitstorms, som først og fremmest handler om at gå til angreb på personer, de ganske enkelt er politisk uenige med eller simpelthen ikke kan lide. I disse tilfælde kan det komme til at handle mere om mobning end om at udtrykke en potentielt legitim indignation.

I begge tilfælde er der dog behov for at gøre shitstorms til at mindre problematisk og frygtfremkaldende fænomen. Hvis vi i fællesskab skal opnå dette, er der en række ting, vi hver især kan gøre.

Frem for alt bør man bruge kræfter på at gå i dialog, selvom det kan være drøjt. Det er afgørende for den offentlige diskurs i et demokratisk samfund som vores, at man ikke blot tyer til vredesudbrud og aggressive modangreb.

I stedet bør man forklare, hvorfor man føler, at man både juridisk og moralsk har fat i den lange ende. Såfremt dette altså er tilfældet. Hvis ikke, gør man naturligvis klogest i at lægge sig fladt ned, bekende sine synder og i øvrigt tage ansvar for sine ytringer og handlinger.

Hvis vi generelt kan formå at reagere mindre følelsesladet på små og store angreb, vi måtte blive udsat for på de sociale medier, kan vi i stedet gå mere strategisk til værks. I forhold den dialog, vi indgår i, men også i forhold til at tage ved lære af oplevelsen.

Hvis man husker på, at den reaktion, man udsættes for, ofte har sin oprindelse i den føromtalte legitime indignation, er der basis for faktisk at blive klogere på sig selv og sin omverden. Der ligger uden tvivl en vigtig lektie gemt i det modsætningsforhold, der eksisterer mellem de holdninger, man har givet udtryk for, og de modsatrettede holdninger, man bliver mødt med.

Udviser vi på denne måde en velvillighed i forhold til at lære af vores fejltagelser, afmonterer vi effektivt de mekanismer, der ellers kan få stormen til at tage til i styrke.

Det er altid en god start at lytte nysgerrigt til de mennesker, man ikke er enige med. Hvis man lykkes med dette, flytter man ikke blot sig selv fremad – man bidrager også til at gøre den offentlige debat langt mere konstruktiv og medmenneskelig.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 4. maj 2022. Illustration: Gert Ejton.