Erstat børnenes skærmtid med kvalitetstid

Danmarks børn og unge har et trivselsproblem. Det er så grelt, at det blev adresseret i det regeringsgrundlag, som SVM-regeringen præsenterede i december. Her står der, at ”vi skal have knækket kurven og fundet nye løsninger”, hvilket blandt andet indebærer nedsættelsen af en kommission for ”det gode børne- og ungdomsliv”.

Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet præsenterede sidste år en ny rapport, der kortlagde, at halvdelen af alle unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel. De har svært ved at leve op til deres egne fremtidsforventninger, ligesom de føler sig pressede af, hvor meget de hele tiden skal nå. Mistrivslen kommer til udtryk gennem angst, depression og pludselige sammenbrud såvel som hårtab og søvnløshed.

Selvfølgelig er videnskabelige rapporter og statistikker et godt sted at søge hen, når man gerne vil opbygge en større forståelse for en given problematik. Men af og til er det også godt at kigge nærmere på de mennesker, der står én allernærmest, hvis man gerne vil blive klogere på, hvordan de egentlig oplever verden.

Jeg er så heldig at have en datter, som har bragt fire børn til verden – og dermed gjort mig til firedobbelt morfar. De er nu mellem to og ti år, og det er mageløst, hvor kloge de er. De har en hel masse at lære mig om verden, og bedre læremestre kan man faktisk ikke forestille sig.

For ikke så længe siden kastede jeg mig ud i at fortælle dem lidt om det, jeg arbejder med til hverdag – nemlig kunsten og kulturen. Det førte til en snak om, hvilke former for kunst- og kulturoplevelser, vi hver især bedst kunne lide.

Her havde jeg måske nok en forventning om, at de ville nævne noget, der involverede en skærm. Måske at se YouTube eller spille et spil på iPad’en. Men den forventning blev på fantastisk vis gjort til skamme.

De to små svarede prompte, at det allerbedste er, når morfar læser dem godnathistorier. Altså højtlæsning på sengekanten – fra noget så gammeldags som en bog.

De to ældste svarede, at det er, når morfar fortæller historier fra dengang, han var ung. Om hvordan det var at gå i skole, hvordan man handlede ind, og hvordan man rejste rundt i landet og verden.

Da vi så snakkede om den slags kulturoplevelser, man kan få, når man tager på tur med familien, troede jeg, at de ville nævne Tivoli eller en anden forlystelsespark. Men her var de alle fire helt forgabte i idéen om at besøge Den Gamle By i Aarhus. Snarere end at suse rundt i rutsjebaner er det snarere historierne om, hvordan vi levede engang, der virkelig fascinerer dem.

Deres udmeldinger var lidt af et wake-up-call for mig, og én altafgørende ting faldt på plads for mig. Børn bruger generelt mere tid foran diverse skærme, end vi som voksne ønsker, at de gør – men det er ikke nødvendigvis fordi børnene faktisk foretrækker at bruge al den tid foran skærmene.

Derimod er det ofte en kombination af to ting, som helt og holdent er de voksnes ansvar: For det første frygten for, at de vil kede sig uden skærmene. For det andet, at vi for at imødekomme vores egne behov for fred og ro faktisk placerer dem foran skærmene.

Men tænk engang, hvis vi kunne kaste kedsomhedsfrygten overbord og samtidig opleve fredeligt og roligt samvær med børnene! Samvær, hvor vi giver dem vores nærvær og kærlighed, og hvor vi fortæller historier – både godnathistorier og historier fra gamle dage. Er alle ikke vindere i dét scenarie?

Udfordringen er naturligvis, at vi som voksne også lever fortravlede liv, hvor vi ofte ikke formår at prioritere stunder med denne form for nærvær.

Men det er netop denne gave – vores egen dyrebare tid – der er den bedste vi kan give vores børn og børnebørn. Både i den enkelte stund, men også på den lange bane.

For hvis vi aktivt udviser nærvær og kærlighed til de yngste generationer, mens vi taler med og lytter til dem, så giver vi dem også en af de primære ingredienser i den ballast, der skal sikre deres trivsel, når de bliver lidt ældre.

Det barn, der føler sig hørt, forstået og elsket har uden tvivl bedre forudsætninger for at trives som ung, end det barn, der er blevet spist af med skærme og digitalt indhold, som de voksne så samtidig ryster på hovedet ad.

Så mens vi venter på, at regeringen faktisk får ”knækket kurven og fundet nye løsninger”, er min opfordring til alle, der er så heldige at have børn, børnebørn eller andre nære relationer med det danske småfolk: Vælg nærværet til. Også for din egen skyld – men især for børnenes.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. februar 2023. Illustration: Gert Ejton.

Er Danmark klar over hvor stor en jazznation, vi er – og kan blive?

Så har Kulturens Analyseinstitut fået sig en direktør. Det er et lovende valg i form af Esben Danielsen, som både har Roskilde Festival, Lokale og Anlægsfonden og Københavns Kommunes kulturforvaltning på CV’et.

I Kulturmonitors store interview med Danielsen fremhæver han ét område, som han særligt savner viden om: Hvordan det står til med jazzen i Danmark, både i hovedstaden og i landet som helhed.

Danielsen er næppe den eneste, der savner dette indblik i jazzens aktuelle position, så til glæde og inspiration for både ham og alle andre interesserede, kommer her et forsøg på en kortlægning af netop dette.

Kort fortalt: Danmark er en stor jazznation – og større end mange er klar over.

Der udgives et nyt jazzalbum omtrent hver anden dag, og hvert år tiltrækker jazzen en halv million publikummer, som fordeles på omkring 100 spillesteder og mere end 40 festivaler. Det gælder ikke mindst Copenhagen Jazz Festival, der er Danmarks største jazzbegivenhed, som samtidig akkompagneres af den populære Vinterjazz i det modsatte halvår.

Den danske jazzscene nyder godt af den stærke infrastruktur, som genreorganisationen JazzDanmark har skabt. Organisationen bidrager til udbredelse og kvalificering af jazzen, ligesom den faciliterer kompetenceudvikling og vedligeholdelse af internationale samarbejder.

Sidstnævnte er ikke mindst vigtigt, fordi næsten hver fjerde udøvende danske jazzmusiker har minimum halvdelen af sin koncertaktivitet i udlandet. Det betyder samtidig, at det internationale musikmiljø er fyldt med danske ambassadører for en genre, som også i sig selv har en lang og stolt dansk historik bag sig.

Den danske jazzscene har nemlig udklækket internationalt anerkendte musikere som Palle Mikkelborg, Marilyn Mazur, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel, Svend Asmussen, Benjamin Koppel, Bent Jædig, Doky-brødrene og sangerinder som Cæcilie Norby, Caroline Henderson og Sinne Eeg.

Aktuelt flyder det endvidere over med danske jazzmusikere, der er i fuld gang med at bevise deres internationale potentiale. Listen tæller pianister som Kathrine Windfeld og Jeppe Zeeberg, saxofonister som Maria Faust, Oilly Wallace og Mette Rasmussen, guitarister som Jakob Bro og Pelle von Bülow, bassister som Felix Moseholm og Thomas Fonnesbæk, trommeslagere som Kresten Osgood, Cornelia Nilsson og Stefan Pasborg – foruden bands som K A L E II D O, Tabloid og Girls in Airports.

Samtidig har Danmark stort held med at tiltrække nogle af de største navne fra den internationale jazzscene. Det har eksempelvis betydet, at man på Copenhagen Jazz Festival de seneste år har kunnet opleve verdensnavne som The Roots, Norah Jones, Herbie Hancock, Brad Mehldau, Oumou Sangaré og Eliane Elias. Det er den samme festival, der gennem tiden har tiltrukket giganter som Sonny Rollins, Keith Jarrett og Diana Krall.

2022-udgaven af festivalen blev overstået med stor succes. Det var første gang siden coronakrisen, at der igen var store internationale navne på programmet. Skeptikere frygtede, at festivalen i for høj grad ville fokusere på gamle og træfsikre navne. Denne skepsis blev dog gjort til skamme.

Godt nok høstede Herbie Hancock 6 hjerter i Politiken, som beskrev, hvordan jazzlegenden leverede “en musikalsk servering på rent michelinniveau”. Men der var også store roser og femhjertede anmeldelser til markant yngre og mere eksperimenterende navne som trommeslageren Makaya McCraven, der ifølge avisen er ”med til at flytte grænserne for, hvordan moderne jazz kan lyde”, og Alabaster DePlume, som ”med sin måde at blande kærlighed og vildskab på og med sin spirituelt farvede skævhed” ramte noget ”meget vigtigt”. For ikke at tale om Nausia + Smag På Dig Selv, der blev beskrevet som ”så seriøst medrivende og eksplosivt, at spillestedspersonalet givetvis stadig render rundt og tørrer sved op fra pytterne på gulvet”.

Alle sammen eksempler på innovative optrædener, der ligger ganske langt fra det stereotype billede, som mange har af jazzkoncerter. Spændvidden på festivalen er dermed en smuk og levende illustration af den spændvidde som jazzgenren anno 2022 generelt rummer.

Alt dette betyder, at vi roligt kan konkludere, at Danmark er en stor jazznation. Vi kan uden videre være stolte af både historikken og jazzscenens aktuelle status – både kunstnerisk og publikumsmæssigt.

Ikke desto mindre bør vi samtidig erkende, at jazzens danske potentiale så langt fra er indfriet. Genren kan indtage en langt mere central rolle. Ikke blot i musiklivet, men i kulturlivet som helhed – og dermed i danskernes bevidsthed generelt.

Allerførst bør vi dog genkalibrere vores opfattelse af jazzen, så vi bedre forstår den i kontekst af de to dominerende genrer inden for den rytmiske musik: Poppen og rocken. Det er nemlig fristende at vurdere en genres potentiale og succes ved at sammenligne den med beslægtede genrer.

Men det er ikke jazzen, der dominerer toppen af hitlisterne, og trods de mange festivaler har jazzen heller ikke en pendant til Orange Scene, der samler op mod hundredetusinde mennesker til den samme koncert. Jazzens koncertformater er nemlig helt anderledes.

Hertil kommer, at jazz er en paraplybetegnelse, der spænder fra det dybt eksperimenterende og svært tilgængelige til det markant mere poppede og absolut tilgængelige.

Selvfølgelig findes der også eksperimenterende og mere udfordrende pop og rock. Men begge genrer forbindes i den brede offentlighed primært med musik, som man uden videre kan synge med på og danse til. Dén omstændighed er trods alt kun forbeholdt en vifte af jazzens undergenrer.

Hvis vi dermed forstår jazzen på sine egne præmisser og undlader at skabe forventninger om, at den nogensinde kommer til at matche poppen og rocken på de kommercielle parametre, bliver det markant lettere at begribe, hvad genrens potentiale faktisk består i.

Her vil jeg præsentere fem forskellige aspekter af jazzens potentiale, som blot venter på at blive indfriet i højest mulige grad – ideelt set understøttet af ny viden og nye analyser fra Kulturens Analyseinstitut.

Det er tiltag og indsatser, som i sig selv ikke kræver voldsomt mange ressourcer, og fordi fundamentet i form af det fantastiske jazzmiljø allerede er lagt, bugner det med potentiale, som er lige til at indfri.

For det første rummer jazzen et turismepotentiale, som aktuelt primært bliver indfriet i de byer og kommuner, der danner rammen om de største begivenheder. Men alle de spillesteder, festivaler og andre jazzorienterede begivenheder, som har en vis størrelse og kvalitet, og som rækker ud internationalt, kan med fordel inkorporeres i turismestrategier – både på lokalt, regionalt og nationalt plan.

Det, der gør en jazzkoncert eller -festival tiltrækkende er åbenlyst ikke det samme som det, der får titusindvis af mennesker til at køre gennem kongeriget for opleve Bruce Springsteen eller Beyoncé. Det er netop ganske anderledes oplevelser, som folk forventer sig af jazzen, og dermed er tiltrækningskraften også anderledes. De ofte dedikerede og loyale jazzentusiaster rejser gerne langt for at tage del i særligt spændende arrangementer, og dette bør enhver turismestrateg skærpe sit blik for.

For det andet har jazzen langt bedre fat i den unge målgruppe, end mange tror – og ikke mindst besøgsstatistikkerne for Copenhagen Jazz Festival indikerer, at de unge har en markant interesse i jazzen. De unges engagement er som altid afgørende, når en kunstnerisk praksis skal sikre sin fortsatte eksistensberettigelse og udvikling.

Derfor ligger der et potentiale i at udvikle koncert- og festivalformater, der målrettet henvender sig til det yngre jazzpublikum, som også naturligt vil være åbent over for at opleve jazzen i mere eksperimenterende formater og rammer.

For det tredje – og i naturlig forlængelse heraf – er genrens kunstneriske udviklingspotentiale tilsvarende stort. Som genre er jazzen fundamentalt international i sit sprog og dermed skabt til at trives på tværs af landegrænser. Det underbygges af det høje aktivitetsniveau i udlandet, som en stor andel af de danske jazzmusikere har.

Derfor giver det god mening – også fra politisk side – at iværksætte internationale samarbejder og kulturudvekslingsprogrammer, som kan få den eksisterende talentmasse til at vokse. Samtidig vil sådanne programmer skabe de bedste betingelser for, at der kan finde en inspirerende og innovativ kunstnerisk udvikling sted.

For det fjerde bør kendskabet til jazzens musikalske sprog og genrens danske historie udbredes i langt højere grad – både via folkeskolens og gymnasiets musikundervisning og via konkrete aktiviteter, der formidler og hylder jazzens afgørende bidrag til den danske musikhistorie.

Det ville få langt flere unge til at få øjnene op for jazzen og dermed styrke jazzen som en vigtig del af den danske befolknings kulturelle identitet. Et aspekt, som kan komme til at udgøre et stærkt kort i den internationale branding af Danmark.

For det femte er der også et stort forskningsmæssigt potentiale i jazzen. En afgørende del af jazzens DNA er nemlig improvisationen, hvilket har affødt stor interesse fra hjerneforskere – ude i verden såvel som herhjemme, hvor det især er bassist, komponist og hjerneforsker Peter Vuust, der har beskæftiget sig med dette område. Hans forskningsmæssige fokus er netop ikke blot musikken i sig selv, men også hvordan den kan hjælpe os med at udvikle nye metoder, der blandt andet kan kurere og lindre forskellige sygdomme og lidelser.

Danmark har allerede en stærk international position som et kreativt land, der både fostrer og tiltrækker store navne inden for kunsten og kulturen – herunder naturligvis design og arkitektur. Fortællingen om Danmark som jazznation passer dermed særdeles godt ind i den store fortælling om det kreative Danmark.

Hvis vi forstår at indfri det mangfoldige potentiale, som er beskrevet herover, kan jazzen blive meget mere end blot et appendiks til fortællingen.

Det kan blive et centralt kapitel, der effektivt formidler, hvordan vi i Danmark ser kunst og kultur som en mangefacetteret kilde til både ny viden, inspiration, økonomisk vækst og publikumsudvikling.

Foruden, naturligvis, oplevelser i verdensklasse, som kan opleves overalt i Danmark – på de mange markante spillesteder og festivaler, der tilsammen udgør en altafgørende del af fundamentet for jazzens stærke position i Danmark.

Alt dette er naturligvis blot mine betragtninger, som især er baserede på min erfaring som bestyrelsesformand for Copenhagen Jazz Festival. Men nu er der i hvert fald leveret fyldigt input omkring jazzens situation, som Esben Danielsen og Kulturens Analyseinstitut samt Københavns Kommune kan arbejde videre med.

Oprindeligt bragt på Kulturmonitor den 5. januar 2023.

2023 bliver garanteret også helt uforudsigeligt

Tænk engang, hvis vi havde siddet sidste nytårsaften, og en spåkone havde fortalt os, hvad der ventede forude i 2022.

”Jo, hør engang,” ville hun sige. ”Først og fremmest vil der udbryde en forfærdelig krig i Europa, som stadig ville være i fuld gang ved årets udgang, og undervejs vil den forårsage historisk store økonomi- og energikriser.”

Med hensyn til Danmark ville hun komme med denne vilde forudsigelse:

”De Radikale vil på grund af minksagen fremprovokere et folketingsvalg, som vil resultere i en bred regering – uden de Radikale, men med Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen i front, og førstnævnte vil forblive statsminister.”

Allerede her ville vi nok være ret skeptiske. Men hun ville ivrigt fortsætte.

”Demokraterne i USA vil klare sig bedre i midtvejsvalget end noget parti siden 1932, og i Storbritannien vil der være hele tre forskellige premierministre i løbet af året, herunder én som kun ville være på posten i 44 dage – og de er alle fra samme parti,” ville spåkonen afsløre, mens vi måbende ville lytte videre.

”På teknologifronten stikker det helt af. Her kommer Elon Musk til at overtage Twitter for at prædike ytringsfrihed – men han vil ikke tøve med at begrænse journalisters adgang til platformen, hvis de er for kritiske imod ham. Meta, Facebooks moderselskab, kommer desuden til at miste mere end 60 procent af sin markedsværdi, og under navnet ChatGPT kommer vi til at møde en kunstig intelligens, som rummer præcis den faretruende begavelse, som mange i årtier har frygtet.”

Dette er blot et udsnit af de mange overvældende ting og sager, der har præget det forgangne år. Et år, der i skrivende stund – mens vi fortsat skriver 2022 – kan være svært at gøre sig alt for klog på.

Én ting lader dog til at stå ganske klart: 2023 bliver mindst lige så uforudsigeligt og turbulent et år. Det kaos, som vi oplever i vores egne inflationsramte liv, og som kendetegner den samlede verdenssituation, vil fortsætte. I stedet for at snakke om individuelle kriser, bliver vi derfor nok nødt til at vænne os til, at krisetilstanden i sig selv er ”the new normal”.

Der kan komme en ny global sundhedskrise, som vi bliver tvunget til at tackle, og gerne på en bedre måde, end vi gjorde med COVID-19. Vores demokratiske fundament bliver konstant udfordret, og vi er nødt til aktivt at arbejde for, at det består.

Diversiteten vil blive øget, og vi må øve os i at give bedre plads til alle de minoriteter – ikke mindst de etniske og seksuelle – som både forventer og fortjener en plads og en stemme i et åbent samfund som vores.

Alting vil gå endnu stærkere, end det aktuelt gør, og det vil vi mærke i både vores arbejdsliv og vores privatliv. Risikoen for mistrivsel, ikke mindst blandt børn og unge, er stigende, og det bliver vi nødt til at tage hånd om.

Samtidig er der ingen tvivl om, at det kommende år vil byde på endnu flere dystre meldinger om, hvordan klimaet har det. Krigen i Europa vil næppe blive mindre, og det vil betyde endnu flere økonomiske konsekvenser, som vi er nødt til at tage stilling til, både som samfund og på individuelt plan.

Alt dette peger i retning af, at den helt store udfordring i 2023 bliver vores evne til ikke at forfalde til dystopierne. Det absolut vigtigste vi kan gøre i denne sammenhæng er at bevare visionen om, at vi hver især stadig kan gøre en positiv forskel. Om ikke for hele verden, så for vores eget land – og om ikke for hele landet, så for den by eller det lokalområde, vi hver især er en del af.

Hvis vi alle sammen sætter os for at efterlade verden et bedre sted ved udgangen af 2023, så er der også en reel chance for, at det faktisk kommer til at ske.

Dem, det allermest skal tjene – udover os selv – er naturligvis vores børn og børnebørn. Det er de generationer, der kommer efter os selv, der allermest har brug for at se os bevare håbet og optimismen, især i en svær og dyster tid.

Så hvor mismodige vi end selv måtte føle os fra tid til anden, bærer vi et altafgørende ansvar for, at de yngre generationer ikke mister håbet. Som alle generationer før os, må vi forstå, at udformningen af fremtiden altid nødvendigvis må foregå på de fremtidige generationers præmisser. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for at inspirere dem til forblive i kampen om at gøre verden til et bedre sted – for os allesammen.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 31. december 2022. Illustration: Gert Ejton.

De nordiske lande bør iværksætte en fælles kulturel oprustning

I sit regeringsgrundlag erklærer den nye regering, at ”den internationale orden er under opbrud”, og at ”demokratiske værdier er under pres globalt”. Man kan også læse, at regeringen er enig i, at ”kulturen kan bidrage til at løse tidens store kriser”.

Dermed er der al grund til at vi i Danmark tager initiativ til et styrket og markant mere formaliseret kulturfællesskab med de andre nordiske lande. Der er nemlig ikke kun brug for en militær oprustning. Vi har i allerhøjeste grad også brug for en kulturel oprustning.

Hvor meget vi i de nordiske lande end vil mene, at vi hver især er forskellige fra de andre, så findes der overlap i vores kultur, værdisæt, velfærdsmodel og fundamentale tiltro til demokratiet, som forbinder os på en måde, som er ganske unik i verdenssamfundet.

Det er naturligvis ikke nogen ny idé, at de nordiske lande bør samarbejde på den kulturelle front. Det er bl.a. Nordisk Kulturfond, Øresundsinstituttet og Nordvision alle gode eksempler på.

Takket være sidstnævnte har der siden 1959 foregået en imponerende samproduktion og udveksling af tv-udsendelser mellem de nordiske public service-medier, og sidste år slog samarbejdet rekord, da landene samproducerede hele 2.469 programmer og programafsnit – det højeste antal nogensinde.

Hertil kommer et stærkt samarbejde mellem landene inden for filmproduktion, ligesom det er blevet ganske udbredt, at nordiske kulturledere står i spidsen for institutioner, der ligger i andre lande end deres egne.

Dermed er det nordiske kultursamarbejde ikke noget, der skal tænkes helt forfra. Tværtimod har vi et fantastisk fundament og en stærk infrastruktur, som vi kan bygge videre på.

Derfor bør oprustningen på den kultur- og mediemæssige front især handle om nye fælles tiltag, der kan styrke de demokratiske frihedsprincipper, som tidens autoritære bevægelser særligt vil have på kornet: Ytringsfriheden, pressefriheden og kunsten og kulturens frie udfoldelsesmuligheder. I øvrigt helt i tråd med regeringens ”tro på vores demokrati” og ønsket om ”at styrke vores kulturelle og demokratiske liv”.

Indholdsmæssigt bør oprustningen bestå af både publicistiske og kunstneriske tiltag – alt fra nyhedsmedier, onlinemagasiner, podcasts og film- og tv-produktioner til events, udstillinger, litterære værker, musikudgivelser og scenekunstneriske produktioner.

Distributionsmæssigt bør visionen være en fælles platform med sin egen brandidentitet – måske baseret på Nordvision, måske noget helt nyt – som bliver 100% gratis tilgængelig for alle i de nordiske lande. En platform, der bør være tilgængelig på computeren, telefonen, tv’et og tabletten, og som tillader individuelt brandede apps, streamingtjenester og webmedier – og som tilsvarende manifesterer sig på en vifte af måder i den fysiske verden.

Hvad kunne for alvor få en sådan kulturel oprustning til at gå op i en højere enhed? En ny, stærk og fælles fortælling om de nordiske lande.

En fortælling til den store verden, der handler om det, vi synes er vigtigt her i vores hjørne af verden, og om alle de måder, som vi gennem de forgangne årtier har markeret os inden for næsten alle kunstneriske og kulturelle områder.

En fortælling, der på ydmyg vis skildrer en alternativ måde at være et samfund på, så resten af verden kan se, at der er en anden vej frem end blot at prioritere krudt og kugler og andre sikkerhedspolitiske oprustninger.

Gøres det rigtigt, kan det nordiske kultursamarbejde ligefrem gøre Norden til verdens Silicon Valley inden for kultur, kreativitet og demokrati.

Med den nye regerings forkærlighed for demokrati, kultur og internationalt samarbejde er fundamentet allerede lagt for, at Danmark går forrest i en sådan fællesnordisk oprustningsindsats. Fingrene krydses for, at det kommer til at ske.

Oprindeligt bragt i Jyllands-Posten den 19. december 2022.

Demokrati: Derfor har kulturpolitik en vigtig funktion

Folketingsvalget er overstået, og i skrivende stund er regeringsforhandlingerne i fuld gang.

Verden står i et væld af økonomiske, udenrigspolitiske, klima- og sundhedsmæssige kriser, så selvfølgelig er det konsekvenserne og håndteringen af disse områder, der især fylder. Både på politikernes agendaer, i mediernes dækning og i borgernes hoveder.

Men der er et fjerde område, som vi bliver nødt til også at have med: Kulturen. Det sker igen og igen, at kulturen bliver næsten fuldkommen overset, når der er valgkamp og regeringsforhandlinger, men netop derfor er det nødvendigt at råbe højt om, hvor vigtigt det er, at vi politisk prioriterer kulturen. Både for det enkelte menneskes livskvalitet, men så sandelig også for selve vores demokrati.

Mange tænker primært på det kulturpolitiske område som en strid om den økonomiske fordelingsnøgle, der afgør, ”hvad vi støtter”, og hvem der skal modtage hædersydelser fra Statens Kunstfond. Jovist, økonomien spiller en rolle i kulturpolitik – som den gør i alle politiske områder – men det giver markant mere mening, at kigge på effekterne af den kulturpolitik, der føres. Især i en krisetid som vores.

Grunden til, at vi overhovedet har noget, der hedder kulturpolitik og et ministerium, der er dedikeret til dette område, er netop, at kulturen udfylder en altafgørende rolle i et demokratisk samfund som vores.

Julius Bomholt, Danmarks første kulturminister, havde en vision om det, han kaldte ”et effektivt kulturelt demokrati”, der skulle bekæmpe ethvert forsøg på at ”skabe et ensrettet centralt dirigeret levemønster” – med netop kunsten og kulturen som ”modgift”.

Som årene er gået siden 1961, da Kulturministeriet blev oprettet, er vi i stigende grad begyndt at tage ministeriet og det, som det beskæftiger sig med, for givet. Mange synes ligefrem at være blinde over for, hvordan kulturen bidrager til selve opretholdelsen af demokratiet. Men det gør kulturen – og ikke mindst den offentligt finansierede kultur – via sit fokus på dannelse og oplysning af borgerne, på såvel mediernes som kunstnernes ytringsfrihed, og på sin evne til at sætte vores samfund og fælles udfordringer i nye perspektiver.

De publicistiske mediers vilkår og fremtid hører under Kulturministerens ressortområde, og det samme gør folkehøjskolerne, de videregående kunstneriske uddannelser og en bred vifte af de kulturelle samarbejder, vi har med andre lande, og som knytter vigtige bånd, der ikke blot er af økonomisk eller diplomatisk karakter.

Hvis vi bliver spurgt, vil de fleste af os erkende, at den kultur, vi forbruger – om det så er tv-serier, koncerter, teaterforestillinger, litteratur, museumsbesøg eller noget helt sjette – er andet og mere end blot underholdning. At kulturen inspirerer og provokerer os til at revidere vores opfattelse af os selv, vores medmennesker eller hele den ganske verden, der omgiver os.

Men når vi ikke er aktivt bevidste om alle disse aspekter og ikke bruger tid og energi på at forstå og debattere dem, mister vi samtidig også blikket for, hvor afgørende de er for samfundet.

I det øjeblik, at det demokratiske fundament faktisk begynder at smuldre blot en lille smule under os, er der derfor behov for, at vi formår at italesætte, hvad der faktisk er ved at ske. Ellers kan det hurtigt gå grueligt galt.

Som vi har set i USA, kan dette fundament eroderes med skræmmende høj hastighed. Det er kun ti år siden, amerikanerne genvalgte Obama, hvilket fik mange til fejlagtigt at tro, at USA endelig blev cementeret som et progressivt samfund. Aktuelt står landet imidlertid midt i sin største krise siden borgerkrigen i 1860’erne, og ligesom dengang er der nu snarere tale om Amerikas Uforenede Stater.

Det absolut bedste værn imod en lignende udvikling i Danmark er således en opprioritering af det samlede kulturområde. Selvfølgelig skal både public service-medierne og de publicistiske medier generelt sikres optimale vilkår til at udfylde rollen som den fjerde statsmagt.

Men det handler i mindst lige så høj grad om at opprioritere ressourcerne til kunstnerne og kulturinstitutionerne. For det er frem for alt dem, der skaber billederne og fortæller de historier, som understøtter og udvikler vores evne til at se verden fra andre perspektiver end det, vi allerede har i forvejen.

Det er dem, der særligt evner at gøre os mere empatiske og dermed forstående overfor vores medmennesker. Så vi får mere lyst til at række hånden frem og føre en nysgerrig samtale med dem, snarere end at bekrige dem, fordi de ser anderledes ud og mener noget andet end os selv.

Det allervigtigste er, at vores børn og unge ikke mister tiltroen til demokratiet, og derfor er det især kunsten og kulturen målrettet dem, vi bør opprioritere. Det er netop afgørende, at os, der tilhører de ældre generationer, husker på, at det først og fremmest er vores børns og børnebørns fremtid, vi er med til at opstille vilkårene for.

Det er alle dem, der endnu ikke har stemmeret, som vi især skal huske på, når de store beslutninger om Danmarks fremtid skal træffes.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 14. november 2022. Illustration: Gert Ejton.